En ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden konkluderer, at den globale cementindustri kan fjerne op til 90 procent af sine CO2-udslip, skriver Verdensnaturfondens danske afdeling i en pressemelding onsdag.
Cementindustrien er i dag ansvarlig for 8 procent af de globale CO2-udledninger. Rapporten “A blueprint for a climate cement industry” når imidlertid frem til, at det er muligt for cementindustrien at reducere udslippene betydeligt – endda uden at det går ud over en forventet vækst i branchen.
Rapporten modsiger dermed cementindustriens udsagn i forbindelse med de aktuelle forhandlinger om EUs klima og energipakke, hvor industrien forlanger gratiskvoter med argumenter om, at det ikke er muligt at reducere udledningerne, og fordi branchen frygter for svækket konkurrenceevne.
– Der er stigende efterspørgsel på byggematerialer over hele verden, og vi ser det allertydeligst i lande som Kina og Indien, hvor man bygger på livet løs. Vores rapport viser, at vækst sagtens kan forenes med et reduceret udslip af drivhusgasser, siger John Nordbo, leder af WWF Verdensnaturfondens klimaprogram.
Der kan f.eks. skæres væsentligt i udledningerne ved mere effektiv brug af cement og i højere grad at anvende vedvarende energi i produktionen, men politisk vilje er også afgørende.
– Når man vil gøre noget ved CO2-udslippet fra særligt forurenende sektorer som cementindustrien, så handler det både om, at politikerne skal skabe de nødvendige incitamenter i industrien, og at industrien selv må tage ansvar og udnytte de store reduktionspotentialer, som WWFs analyse viser faktisk er mulige, anfører John Nordbo.
Yderligere oplysninger hos kommunikationsmedarbejder Karoline Rahbek på telefon 35 24 78 51