WWF: Klimaet tabte slaget i EU

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Nationale særinteresser og pres fra de tunge industrier vandt slaget om EU’s klima- og energipakke, der i aftes blev forhandlet endeligt på plads af EU’s stats- og regeringsledere i Poznan, Polen. Reelt betyder pakken, at EU-landene slipper af sted med at reducere i en størrelsesorden på 4 procent på hjemmebanen frem til 2020. Det er meget langt fra de reduktioner, som ifølge videnskaben er nødvendige, hvis vi skal holde temperaturstigningen under smertegrænsen på 2 grader.

I stedet for at reducere inden for EU’s egne grænser er pakken nemlig skruet sådan sammen, at EU kan købe sig til omkring 2/3 dele af den samlede indsats ved at poste penge i klimaprojekter i ulandene. Det betyder, at pakken ikke kickstarter den nødvendige omlægning af samfundet, industrien og investeringer som er nødvendig, hvis klimaforandringerne og den globale opvarmning skal bringes under kontrol igen.

-EU har tabt klimaet på gulvet på grund af national egoisme fra de enkelte lande og pres fra de mest svinende industrier i Europa. Klimapakken er blevet et beskidt kludetæppe af studehandler, som slet ikke har rod i den virkelighed, der foregår uden for politikernes vinduer lige nu. Klimaforandringerne er ude af kontrol, mens de øverste ledere i EU giver fribillet til, at udslippet kan fortsætte med at stige, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Hun fortsætter:

-Hvor er Anders Fogh, og hvor er Connie Hedegaard? Hvorfor har de ikke brugt al deres politiske magt og kapital på at redde klimapakken? Det synes jeg, at danskerne har krav på at få et svar på.

Klimapakken skal endeligt og formelt godkendes af EU-parlamentet i næste uge, og det kan give klimaet en sidste chance.

-Pakkens endelige skæbne ligger nu i hænderne på de folkevalgte medlemmer i Europaparlamentet. WWF opfordrer parlamentet til at trække i nødbremsen og afvise de dele af pakken, som giver EU fribillet og trækker tæppet væk under klimaet, siger Gitte Seeberg.

Kilde: www.wwf.dk