Klimaforandringer på dagsordenen i FNs Sikkerhedsråd

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

FNs Sikkerhedsråd samledes tirsdag i New York, hvor klimaforandringer for første gang stod på dagsordenen. Det skete på opfordring fra Storbritannien, skriver WWF Verdensnaturfonden Danmark i sit seneste nyhedsbrev onsdag.

Hvis klimaforandringerne fortsætter i samme hæsblæsende tempo som hidtil, vil de bl.a. medføre oversvømmelser og tørke samt flere og kraftigere storme, og det vil gå værst ud over verdens fattigste lande.

Klimaforandringerne vil således fjerne eksistensgrundlaget for millioner af mennesker og i værste fald føre til hungersnød. På længere sigt kan den globale opvarmning føre til vold og krig om de tilbageværende naturressourcer, herunder særligt adgangen til ferskvand, og verden vil opleve en ny type flygtninge, klimaflygtningene.

– Hvis ikke vi står sammen og får bremset den globale opvarmning, vil vi i den nærmeste fremtid blive vidner til massive flygtningestrømme, fordi mennesker flygter fra miljøkatastrofer og miljøkonflikter. Lige nu gambler vi med verdens sundhed, sikkerhed, økonomi og humanitære udvikling, siger John Nordbo, klimapolitisk medarbejder i WWF Verdensnaturfonden.

WWF Verdensnaturfonden opfordrer FNs Sikkerhedsråd til at komme med klare udmeldinger til hvordan, de enkelte nationer bedst kan forberede sig på voksende trussel mod den globale levestandard, som klimaforandringerne udgør.

– FNs Sikkerhedsråd kan spille en meget stor og positiv rolle ved at gå forrest og være med til at løse konflikten mellem energiforsyninger baseret på kul, olie og gas og den globale ustabilitet, som klimaforandringerne medfører. Hvis Sikkerhedsrådet handler hurtigt, kan vi undgå mange af de mest alvorlige konsekvenser, siger John Nordbo.

WWF Verdensnaturfonden mener, at Sikkerhedsrådet bør tage initiativ til en global energi- og klimastrategi, der kan trække de enkelte lande ud af konkurrencen om naturressourcerne og være med til at sikre udviklingen af en global energisektor fri af fossile brændstoffer.

Yderligere oplysninger hos kommunikationschef Ida Thuesen på
mobil 20 33 78 62

Se også
www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=22242&Cr=climate&Cr1=change