Udviklingsorganisationerne skal holde fast i deres kernekompetencer og ikke lade sig popularisere. Det vil være at skyde sig selv i foden, fremgår det af et interview med tidl. udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (R) i Magasinet Indflydelse nr. 1/2007
Af Helle Vincentz
informationsmedarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke
Man kan godt lade sig narre af det søde smil og blonde hår og tro, at her er en kvinde, som udtrykker sig i bløde vendinger.
Så tager man fejl. Det er skarp kritik, der kommer fra den 43-årige Anita Bay Bundegaard – tidligere udviklingsminister (2000-2001) og rådgiver i FNs Højkommissariat for flygtninge (UNHCR) og nu redaktør af Politikens lederkollegium, hvor hun er ansvarlig for avisens ledere.
Magasinet mødte hende i Politikens kantine for at få hendes vurdering af, hvordan kravet om egenfinansiering har påvirket de danske udviklingsorganisationer.
Hvad mener du om kravet om egenfinansiering?
– Det er en tvangstanke hos regeringen, at der ikke er folkelig opbakning til udviklingsbistanden, og at man kan måle opbakning på organisationernes evne til at samle penge ind.
– Man ville aldrig gøre sygehusvæsenet til genstand for at skulle skaffe sig folkelig opbakning, og med den seriøsitet, vi lægger for dagen på andre politikområder, hvorfor i himlens navn skal udviklingsbistanden så udsættes for den slags popularisering?
– Det er en tvangstanke hos regeringen, at man kan måle opbakningen på organisationernes evne til at samle penge ind.
– Vi så det også med Ulla Tørnæs dilemma.dk-projekt. Man ville jo aldrig drømme om at sige: ”Nu må vi have nogle kendte til at hjælpe finansministeren med at lægge budget for næste år; vi indkalder Master Fatman og siger, at vi har 5 projekter på hospitalsområdet – skal de gå til Ålborg eller Odense?”
Hvordan ser den danske udviklingsverden ud om 10 år?
– Hvis den aktuelle politiske situation fortsætter, vil vi se en endnu hårdere konkurrence og udskillelsesløb. Alle kan ikke overleve i det nuværende klima. Det er markedslogik for begyndere, at når du slipper markedskræfterne løs, så vinder de store.
– Du kunne have skrevet denne drejebog i forvejen. Du ved, at organisationer, som i forvejen har en stor kampagneorganisation – f.eks. Røde Kors – ikke kommer i klemme i samme grad. Man behøver ikke være synsk for at se, at det vil gå den vej.
– Det er jo en bevidst beslutning: Man har med vilje lavet en rangorden af organisationerne med kravet om egenfinansiering.
Hvordan ser Mellemfolkeligt Samvirke ud om 10-15 år?
– Jeg håber, at vi har et rigtig stærkt Mellemfolkeligt Samvirke, som overlever og går styrket ud af denne tur. Det er fantastisk vigtigt, at organisationerne tør stå ved, hvorfor de er sat i verden.
– Jeg kan godt forstå, at man har nogle virkelig svære overvejelser – det ville jeg også have i den situation. Men hvis man mister sig selv i denne proces, står det ilde til. Det er så vigtigt, at man holder fast i sin substans, Det håber jeg, at Mellemfolkeligt Samvirke gør.
– Det tror jeg også på, for Mellemfolkeligt Samvirke har så stærk en position på det bistandsfaglige område, at det kan lade sig gøre at komme styrket ud af den nuværende situation.
Vil du selv tilbage i bistandsverdenen?
– Jeg har været væk i et år, og jeg savner den. Men da jeg var midt i den, savnede jeg også at skrive. Det er mit dilemma.
– Uanset hvor jeg er, er bistanden dét, jeg er mest engageret i, så min skribentvirksomhed er også præget af det. Når man først har oplevet den store verden, forsvinder engagementet ikke igen, slutter Anita Bay Bundegaard.
Kilde: www.ms.dk
