Selv om en aktivistisk dansk udenrigspolitik flere gange er proklameret, har man i Danmark aldrig givet sig de nødvendige midler til at udføre en sådan politik i praksis, bortset fra sporadiske tiltag. Derfor bliver vi ikke taget alvorligt i internationale sammenhænge, konkluderer den fhv. internationale diplomat, Henrik Olesen, i en kronik søndag i Berlingske Tidende.
Af Henrik Olesen
Cand.scient.pol. og tidligere Danmarks forbindelsesofficer til koalitionsadministrationen i Irak
I morgen (9 april) for 4 år siden rejste jeg til Kuwait som Danmarks forbindelsesofficer til ORHA (senere DPA), koalitionens civile myndighed, som skulle koordinere administrationen og genopbygningen af Irak efter den krig, som startede 20. marts 2003.
Jeg ankom som nummer 4 af de første repræsentanter for koalitionens medlemmer. Efter USA, England og Australien, men før Spanien, Italien, Polen, Japan og de mange andre, som senere fulgte efter.
Der er sket meget siden, og når Danmark til august trækker sine militære styrker ud af Basra-området er en milepæl nået, og det kunne måske være interessant at trække nogle lange linjer i dette forløb.
Vi ved i dag, takket være mange bøger og avis artikler, hvorledes beslutningen om krigen blev taget i USA og England, hvorfor krigen blev startet uden FNs Sikkerhedsråds godkendelse, præsident Bush og vicepræsident Cheneys dogmatiske holdning til krigen, den totale efterretningsfiasko, de ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben, Pentagons uansvarlige planlægning af efterkrigsindsatsen og US State Departments manglende indflydelse i de første år af efterkrigsforløbet.
Vi ved til gengæld meget mindre om beslutningsprocessen i Danmark, men det er nok karakteristisk for den relative mangel på åbenhed, som kendetegner de udenrigspolitiske beslutningsprocesser i Danmark.
Vi har lært mere om, hvordan man skal administrere et land, der kommer ud af en krig som Irak-krigen, eller måske rettere – hvordan man ikke skal gøre.
Forberedelsen af efterkrigsindsatsen i Washington indebar et stort planlægningsarbejde, hvor alle amerikanske ministerier deltog. Der var i vidt omfang ideer, planer og programmer om, hvad der skulle ske på en mængde områder.
Men efter den forbløffende hurtige og korte krig blev alle disse planer skubbet til side. Først af den militære ledelse over for den civile leder af koalitionsadministrationen, eks-general Jay Garner, som forsøgte at følge mange af de udarbejdede planer, men mest fatalt af ambassadør Bremer, da han overtog administrationen.
Han havde fået sin magt betydeligt udvidet udover Garners, men han var til gengæld totalt i lommen paa de neokonservative høge i Pentagon. Han lagde ryg og navn til de fleste af de beslutninger, som er årsagen til Irak-krigens katastrofale udfald:
1. Passivitet under de omfattende plyndringer i Bagdad, herunder de irakiske ministerier.
2. Total udrensning af Baath-partimedlemmer
3. Nedlæggelse af hæren og sidst men ikke mindst
4. Beslutningen om ikke straks at involvere lokalt boende irakere i alle beslutninger og udsætte overdragelsen af magt til irakerne til et alt for sent tidspunkt.
En væsentlig årsag til den nuværende situation er det amerikanske militærs uegnethed og mangel på kapacitet, regler og erfaring i at fungere som besættelsesmagt. Vi, som rejste mellem Bagdad og Basra i de dage, så den store forskel mellem den engelske og amerikanske besættelsesmodel.
Mens den engelske facon er karakteriseret af politisk tæft, vilje til at lytte til lokalbefolkningen og involvere den og respektere den, er den amerikanske mere brutal, voldelig og uden særlig forståelse for den lokale befolknings behov, værdier og holdninger.
Den hårdhændede facon lagde amerikanerne for had i befolkningen og var en medvirkende årsag til den nuværende meget voldsomme modstand af USAs tilstedeværelse i Irak.
Konsekvenserne for Danmark er vel også ret klare. Jeg kan være ganske enig med Uffe Ellemann-Jensen, når han i Berlingske Tidende med beklagelse ser den danske såkaldte aktivistiske udenrigspolitik som afsluttet.
Jeg har selv været direkte indblandet i 2 af de mest markante udenrigspolitiske aktivistiske indsatser, nemlig FNs Vagtkorps i Irak i 1991, hvor Ellemann-Jensen som dansk udenrigsminister tog beslutningen om, at Danmark skulle være det første land, der stillede vagter til rådighed, og i 2003, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen besluttede, at Danmark skulle være et af de første og mest aktive medlemmer af koalitionen i Irak.
På basis af mine egne erfaringer fra mit tidligere virke i Udenrigsministeriet, som embedsmand i FN og senest som udsendt af Udenrigsministeriet i Irak i 2003, er min konklusion i dag, at selv om en aktivistisk dansk udenrigspolitik flere gange er proklameret, har man i Danmark aldrig givet sig de nødvendige midler til at udføre en sådan politik i praksis bortset fra sporadiske tiltag.
Mens forsvaret i vidt omfang og med stor kompetence har spillet den rolle , det er blevet bedt om i Irak, Afghanistan etc., så har Udenrigsministeriet aldrig givet sig de midler i form af personale, personalepolitik, træning, procedurer og infrastruktur som er nødvendige, hvis der skal føres en aktivistisk udenrigspolitik.
Embedsmændene er tilsyneladende tilfredse med den begrænsede rolle, som består i at formidle en stor udviklingsbistand, koordinere Danmarks deltagelse i EU samt støtte dansk udenrigshandel.
Hvis der kommer politisk instruks om at gå herudover, og måske endda komme med kreative forslag til nye tiltag, så har Udenrigsministeriet – som siden 2. Verdenskrig af politiske årsager er forblevet en “stat i staten” – været i stand til at afværge “ubelejlige engagementer”.
Dette udmøntes på mange måder. Nyudnævnte udenrigsministre pakkes ind i vat og omklamres hurtigt af embedsapparatet, og de besidder en meget begrænset frihed til initiativer.
Bortset fra J.O. Krag, Per Hækkerup og Uffe Ellemann-Jensen har alle udenrigsministre siden 1945 i realiteten været embedsapparatets gidsler og ikke spillet nogen væsentlig rolle i skabelsen af en dynamisk dansk udenrigspolitik.
En anden konsekvens er Danmarks svage repræsentation på internationale topposter. Siden Hartling i UNHCR og Halfdan Mahler i WHO har der ikke været danskere i rampelyset på betydelige internationale poster takket været en bevidst dansk politik.
At det er muligt for små lande at begå sig på dette område er der nordiske eksempler på fra de senere år som Brundtland og Egeland fra Norge, Eliasen og Blix fra Sverige og Ahtisaari fra Finland.
Der eksisterer ikke en officiel dansk interesse og vilje til at udføre det store forberedelsesarbejde i form af personalepleje, som er nødvendigt for at besætte store internationale poster med andet end mere eller mindre kompetente tidligere ministre.
Min egen erfaring fra 2003 illustrerer det tydeligt.
Udenrigsministeriet opfyldte statsministerens krav om, at Danmark skulle være blandt de første lande repræsenteret i koalitionen i Irak. Modsat alle de andre medlemmer i koalitionen havde Danmark ikke sendt en person med rang af ambassadør eller general, men en udefrakommende “lejesoldat” som spydspids, som måske nok havde den internationale erfaring og status til at udføre opgaven, men ikke den officielle danske status.
Konsekvensen heraf var bl.a., at jeg ikke havde den direkte adgang til statsministeren og udenrigsministeren som mine kolleger i deres respektive lande. Jeg havde heller ikke de sikkerhedsgodkendelser, som var nødvendige for at læse al korrespondance og efterretningsovervejelser, og jeg havde ikke adgang til fortrolig transmission.
Man skulle selvfølgelig have udnævnt en dansk topdiplomat med betydelig international anerkendt erfaring, hvoraf der vel var 2 eller 3 på det tidspunkt, og givet dem ordre til at tage jobbet.
Jeg havde opnået posten som “Guvernør” for Basra-regionen for Danmark. Englænderne anså posten lige så vigtig for dem som posten som den sidste guvernør i Hong Kong.
Da jeg ikke havde rang til at besidde denne post, blev den besat af min efterfølger, ambassadør Wøhlers Olsen. Han måtte imidlertid kort tid efter forlade Irak, så Danmark opgav denne post og overlod den til englænderne. Den høje diplomatiske profil, som statsministeren havde ønsket, fik Danmark derfor aldrig.
Det danske militære engagement i Irak, som efter min vurdering har været godt, konsekvent og nyttigt, har været mere symbolsk end noget andet. Men symbolik er også vigtig, som korvetten “Olfert Fischer” viste i den første Golfkrig.
Det vigtigste for Danmark er vel, at man har opfyldt den militære rolle, som bør opfyldes, hvis man vil anses for et effektivt medlem af NATO og den vestlige alliance.
Mens USA har haft 130.000 soldater ud af en befolkning på 300 millioner mennesker, skulle Danmark med 5 millioner indbyggere have leveret over 2.000 soldater. Man er kun kommet op på 450. Man gjorde en indsats, men det er ikke noget, som har givet kredit mange steder.
Hvad angår fremtiden i Mellemøsten er det bedste, man kan håbe på, en begyndende dialog mellem USA, Irak og Iraks nabolande og en rimelig hurtig tilbagetrækning af de amerikanske styrker. Dels til USA, dels til baser uden for de store byer i Irak i et års tid eller 2, indtil den irakiske hær bliver i stand til at garantere landets suverænitet.
Hvis man samtidig undgår en krig med Iran og fortsætter den mere diploma tiske linje i amerikansk udenrigspolitik, som synes på vej efter Republikanernes tab ved det sidste valg, er der måske håb om, at dette hjørne af verden kunne se frem til lidt mindre krig, usikkerhed og måske endda en vis positiv økonomisk og social udvikling.
Det bliver uden nogen særlig dansk tilstedeværelse, men det må man hellere vænne sig til, lutter Henrik Olesen.
Kronikken stod i Berlingske Tidende søndag den 8. april 2007 og bringes med forfatterens tilladelse.
Den nu 61-årige Henrik Olesen er bosat i Frankrig og vil gerne svare på spørgsmål og deltage i en eventuel debat i anledning af kronikken. Han kan kontaktes på e-mail: [email protected]
Læs også telegrammet “Dansk UNDP-veteran fylder rundt”, dato 19.05.05, i rubrikken Nyt om Navne.
