En lille halv million flygtninge i lejre i Tchad nær Sudans Darfur-region må stort set klare sig selv, idet FN og nødhjælpsorganisationerne er ved at forlade området, skriver Politiken.dk mandag.
FN og NGOer i byen Abeche i det østlige Tchad sender nu alle “ikke-essentielle” medarbejdere ud af landet. Også FNs kernetropper får tilbuddet om at forlade Tchad.
Oprørere mod Tchads præsident rettede søndag et voldsomt angreb mod Abeche.
Det førte til, at Internationalt Røde Kors og flere andre nødhjælpsorganisationer forlod det østlige Tchad. Og nu følger FNs Flygtningehøjkommissariat UNHCR og flere andre organisationer trop.