FN-forbundet: Giv irakere asyl

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

FN-forbundet opfordrer på det kraftigste VK-regeringen til at give de irakiske asylansøgere humanitær opholdstilladelse, fremgår det af en udtalelse fra forbundets repræsentantskabsmøde lørdag

Regeringens passivitet i sagen om de irakiske asylansøgere har efterladt de knap 600 irakere i en uværdig og utålelig situation samtidig med, at regeringen overfor befolkningen og omverdenen fortsætter med at udstille sin manglende evne og vilje til at leve op til vore internationale forpligtelser og føre en anstændig politik på udlændingeområdet, hedder det.

Og videre:
Regeringen forsøger at smyge sit politiske ansvar af sig ved at gemme sig bag Flygtningenævnet. Man påstår, at Nævnets afvisning af irakernes asylansøgninger svarer til en domstols afgørelse, og derfor kan man ikke stille noget op overfor beslutningen om at tilbagesende dem til Irak.

Det anfægter tilsyneladende hverken Flygtningenævn eller regering, at sikkerhedssituationen i Irak nu på femte år udelukker en tilbagesendelse. Det anfægter heller ikke Flygtningenævn og regering, at FN gang på gang har set sig nødsaget til at rette hård kritik mod Danmark for håndteringen af denne og lignende sager og for at sidde henstillinger fra FNs Flygtningehøjkommissariat – UNHCR – overhørig.

Alt imens er situationen for gruppen af irakiske asylansøgere fortsat udsigtsløs, og de kan fortsætte deres årelange ophold på danske asylcentre under nedbrydende og invaliderende forhold, mener FN-forbundet.

Uanset Flygtningenævnets status som uafhængig instans har regeringen naturligvis mulighed for at gribe ind. Regeringen kan – når der er ganske særlige grunde til det – bruge reglen i Udlændingelovens § 9c og give en humanitær opholdstilladelse.

De borgerkrigslignende tilstande i Irak, og den manglende mulighed for at sende irakerne hjem, må uden overdrivelse siges at være ganske særlige grunde. En humanitær opholdstilladelse kan være midlertidig og dermed kun gælde så længe forholdene i Irak er så dårlige som nu, og det kræver ingen lovændringer at give irakerne opholdstilladelsen, anføres det.

FN-forbundet opfordrer derfor regeringen til straks at bringe denne uværdige situation til ophør og sørge for, at de knap 600 irakere i danske asylcentre får humanitær opholdstilladelse efter reglen i Udlændingelovens § 9c.