Af Channe Lindstrøm
sociolog, p.t. i job i Ghana
I vor verden forekommer der mange tvangspsykoser i forbindelse med individers løsrivning fra virkeligheden – en slags frigørelse fra normen og normaliteten. Der findes 3 af slagsen, som står i grel kontrast til hinanden, nemlig at tvangssulte, at tvangsfodre, og ellers bare at spise hæmningsløst.
Nogle medlemmer af den medicinske stand hævder, at de fleste fysiske og psykiske tilstande, der kan diagnosticeres som behandlingskrævende, er universelle som f.eks. traumer og depression.
I det følgende vil jeg argumentere for, at disse – og visse andre – sygdomme kun er at finde blandt velstandsfolk. At der med andre ord er tale om samfundsbestemte sygdomme, opstået som konsekvens af den overflodstærte mangen en velfærdsstatsborger har fingrene nede i.
F.eks. anslås det, at over en tredjedel af Amerikas befolkning led af sekundære traumer i perioden efter den 11. september 2001. I andre dele af verden er sekundære traumer ikke et velkendt fænomen, ej heller anoreksi eller grådig overvægt; dér gælder det om at holde sulten fra døren ved at finde vand og brød.
Jeg vil gå så langt som til at påstå, at de fleste danskere har haft et tilfælde af anoreksi (nervøs spisevægring) relativt tæt inde på kroppen.
Sygdommen rammer i langt størstedelen af tilfælde unge piger, der ofte kommer fra en velstående baggrund. Der er bred enighed blandt psykologer om, at anoreksi udspringer af præstationsangst, både forstået som at kunne opnå gode karakterer i skolen, men også på grund af den rollemodel, der bliver sat op på forsiden af de kulørte blade, hvor den succesfulde kvinde eller supermodel altid er afbilledet som en meget slank kvindeskikkelse.
Tvangsneurosen om den indbildte utilstrækkelighed kan i værste tilfælde både lede kroppen over i andre sygdomme som bulimi eller resultere i knogleskørhed og en så markant fordrejning af kroppens naturlige mekanismer, at det kan være svært for kvinder at få børn, når de når den fødedygtige alder.
Psyknet.dk skriver, at undersøgelser viser, at op mod halvdelen af yngre kvinder i Danmark har et afvigende forhold til mad. For en betragtelig procentdel af disse – 10 procent – ender lidelsen med dødsfald.
Således står det så f.eks. ikke til i Mauretanien.
I det store vestafrikanske land kan man ude på landet finde en slags opdragelseshjem, hvor piger bliver sendt på fedekur for at opnå vægt nok til at gøre sig attraktive for den mandlige modpart.
Da en BBC korrespondent for nylig var på besøg på en sådan “fedme farm”, kunne bestyrerinden berette, at hun modtager elever helt ned til 7-års alderen. Når de kommer derfra, vejer de alt mellem 70 – 100 kg, ”med mange lag fedt”, fortæller hun stolt.
Bestyrerinden indrømmer, at det ikke er alle, der tager imod fedekuren med kyshånd fra begyndelsen, men mange vokser op til at forstå, hvilken fordel deres fedt har, når de får valgt deres udkårne.
Det anslås, at omkring 11 pct. af pigerne i Mauretanien bliver tvangsfodret på mere eller mindre institutionel vis. De procenter udgør de rige, der figurativt demonstrerer velstand ved at leve det fede liv. Mange af de andre procenter ligger sig lige så stille ned og dør af sult på gaden, og bliver først bemærket, når fluerne begynder at sværme om dem.
Jeg har læst i den danske dagspresse, at fænomenet fedme nu er kommet til Danmark i et hidtil uset omfang.
Det har længe været et kendt begreb i Amerika: 64,5 pct. af alle voksne amerikanere – omkring 127 millioner – er kategoriseret som decideret overvægtige.
Da der i januar blev fremlagt en plan af FNs Sundhedsorganisation, WHO, om at bekæmpe overvægt, der bl.a. forpligtede regeringer til at tvinge fødevareselskaber til at reducere mængden af sukker og fedt i produkterne, var USA imidlertid ikke med på listen over ja-sigere.
Den officielle forklaring lød, at det var ikke regeringens opfattelse, at marketing af høj-kalorie fødevarer skabte overvægt.
Hvert år lider godt 300.000 overvægtige amerikanere fedmedøden. Det vil sige, at dødsårsagen skyldes nogle af de bivirkninger, der er forbundet med overvægt, som eksempelvis højt blodtryk, diabetes (sukkersyge), hjerte- og karsygdomme og så videre.
Hvert år bruger amerikanerne rundt regnet 100 milliarder US dollar (620 mia. kr.) på at reducere forekomsten af livstruende fedme samtidig med, at de er i lommen på fødevareindustrien.
Anoreksi og fedme er ikke universelle fænomener. Tvangsfodringen i Mauritanien kan ses i lyset af en lille overklasse, der søger at manifestere sin status. Det er psykologisk miljøbestemte, socialt betingede reaktionsmønstre, som ikke forekommer i andre dele af verden.
Det kendte britiske lægetidsskrift, The Lancet, anslår, at 10 millioner børn hvert år dør af forebyggelige sygdomme. 98 pct. af tilfældene, selvsagt, i de fattigste dele af verden.
Et menneske lider sultedøden hver 3,6. sekund, heraf alt for mange børn under 5 år. Det siges, at 840 millioner mennesker i 2003 var udsat for risiko for sult – eller direkte sultede. 14 millioner i Etiopien alene.
At goderne er meget ulige fordelt illustreres bedst ved at berette, at den femtedel af verden, der ligger i toppen af kransekagen, har adgang til 86 pct. af verdens samlede bruttonationalprodukt.
Femtedelen i bunden har adgang til lige godt en enkelt procent. (Her nævnes det i parentes, at den samlede formue for verdens 3 rigeste mænd udgør mere end bruttonationalproduktet af de 48 fattigeste lande i verden).
Sult er som oftest IKKE – som det måske ellers kan være let at tro fra medieomtale – et resultat af krig og hungersnød. FNs Verdensfødevareprogram WFP slår fast, at 90 pct. af tilfældene af sultedød skyldes kronisk underernæring gennem lang tid. Altså underernæring af halvdelen af Jordens befolkning, som lever for under 2 US dollar (12,40 kr.) om dagen.
FNs Landbrugs- og Fødevareorganisation (FAO) har fastslået, at det vil tjene den vestlige verden til fordel at være aktiv i bekæmpelsen af sult i de fattige dele af verden. Vækstrater kunne nærmest 10-dobles, hvis sult blev elimineret.
Hvis – og bare hvis – man kunne halvere tilfælde af sultedød verden over, ville man kunne spare på humanitær assistance og fredsbevarende operationer, op til 80 pct. af den nuværende bistand, vurderer FAO.
Det beløber sig til intet mindre end 2,5 milliarder US dollar på årsbasis alene i Afrika. Eller, det er måske alligevel ikke noget at regne i sidste ende; en sølle fyrretyvende del af hvad der bliver brugt på at bekæmpe fedme i dagens Amerika.
Velbekomme!
Channe Lindstrøm er uddannet sociolog med speciale i flygtningestudier fra London School of Economics og Oxford Universitet. Hun arbejder p.t. for FNs Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) i Ghana.
For kommentarer kan Channe træffes på [email protected].
