Gennem et samarbejdsprojekt med det sydafrikanske Centre for the Study of Violence and Reconciliation (CSVR) tager Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København nu et overset problem op: de mange torturerede flygtninge i Sydafrika, fremgår det af juni-nummeret af nyhedsbrevet RCT NYT, som netop er udkommet.
Det nye demokratiske Sydafrika vidste i 1994 nok, hvilke kolossale udfordringer det stod over for: integration af et racemæssigt delt apartheidsamfund, udligning af de store sociale og økonomiske uligheder og en fordeling af den velstand, som landet som helhed fremviste.
Men meget få var forberedt på, at netop den nye stat kom til at virke som en magnet på både økonomiske migranter og flygtninge, der søgte sikkerhed på et kontinent, hvor demokrati og velstand er mangelvarer.
Sydafrikas nye forfatning gav nok beskyttelse af flygtninge og asylsøgere, men i løbet af de første 10 år samlede anslået omkring 100.000 flygtninge og asylsøgere sig i Sydafrika. Det overgår langt, hvad landets uprøvede flygtningeadministration og sundhedssystem kan klare.
Blandt flygtningene og asylsøgerne skønnes det, at der – selv om man fraregner et anseligt antal åbenlyst ubegrundede ansøgninger – kan være omkring 7.000, som har behov for en eller anden form for bistand, men ikke får den.
Der er i den sydafrikanske administration, blandt private organisationer og i sundhedssystemet kun begrænset viden om torturerede flygtninge og asylsøgere.
Engang imellem ser man toppen af isbjerget, når de fortvivlet kommer til de få frivillige hjælpeorganisationer eller kirker. Ofte søger de nogen, der kan gå med dem til en praktiserende læge eller til sygehuset i et forsøg på at overbevise disse om, at flygtninge og asylsøgere – også ifølge loven – har visse rettigheder til basal lægehjælp.
Oftest bliver de afvist, og kan de ikke sproget – mange er fransktalende fra Congo, Rwanda og Burundi – har de meget få muligheder for at få den nødvendige behandling. I forvejen er de ofte svækket af sygdom, mangel på mad og tøj samt dårlige boligforhold.
Oveni kommer usikkerheden om deres juridiske status og frygten for, at myndighederne vil sende dem ud af landet, hvilket i sig selv er nok til at forværre de ubehandlede torturtraumer.
Siden oktober 2004 har RCT samarbejdet med CSVR om at finde ud af, hvilke torturerede flygtninge der findes i millionbyen Johannesburg, og hvilke eftervirkninger af tortur de lider af. Desuden har de kortlagt de få – både offentlige og private – behandlingstilbud, der findes.
Udredningen skal komme med forslag om, hvordan behovene bedst kan indfries med de forhåndenværende tilbud, om der evt. skal sættes mere ind på at styrke den offentlige sektor – der officielt er ansvarlig for flygtninges og asylsøgeres velfærd – og om det er nødvendigt at styrke den sundhedsfaglige sektors behandling af torturfølger og gennem undervisning af sundhedsfaglige grupper give flere en relevant, kulturelt bevidst viden herom.
En nylig rapport fra den sydafrikanske hjælpeorganisation Solidarity Peace Trust (SPT) beskriver zimbabweanske flygtninges vilkår i Sydafrika,
herunder eftervirkningerne af tortur.
Læs rapporten »No War in Zimbabwe« på www.rct.dk
