Udenrigsministeren holdt et indlæg om “Udenrigspolitiske udfordringer i det 21. århundrede” under en debat arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i København torsdag den 26. juni 2008
Af Per Stig Møller (K)
Vi har god tradition i Danmark for, at udenrigs- og sikkerhedspolitiske forskere deltager aktivt i debatten. Jeg ser derfor frem til drøftelsen…. med en ny generation af forskere om de sikkerheds- og udenrigspolitiske udfordringer, som vi og I står over for i det 21. århundrede.
Dialogen mellem generationer herom er vigtigt. For en udenrigs- og sikkerhedspolitik skal forudsige, hvilke problemer der ligger 10-20 år forude, for at tackle dem i tide.
Barack Obama har sagt det meget klart: “Change will not come if we wait for some other person or some other time. We are the ones we have been waiting for. We are the change that we seek.” Det er jo egentligt meget enkelt!
Det er ud fra vurderinger af fremtiden, den udenrigs- og sikkerhedspolitiske kurs må sættes. Man må vide, hvor man vil hen, og man må vide, hvor man ikke vil hen.
Det er som at sætte sejl. De sættes forskelligt, alt efter hvordan vinden er, men de sættes, så retningen holdes. Slås man ud af kurs, ved man, hvilken man skal tilbage til.
Arbejder man udelukkende pragmatisk eller opportunistisk, tager andre kræfter hurtigt magten over begivenhederne, som man derpå må tilpasse sig. Vi må lægge kursen efter de bedste fremtidsanalyser og scenarier baseret på vore værdier, idealer og aspirationer og forhindre, at andre slår os ud af denne kurs.
Formålet med en udenrigspolitik er, at et land kan føre den indenrigspolitik, det selv ønsker. Opgaven for vores udenrigspolitik er fundamentalt, at:
– Vi skal sikre Danmarks handlefrihed udadtil og fortsat velfærd herhjemme.
– Vi skal fastholde og udvikle et demokratisk samfund baseret på menneskeværd, ligestilling, lige muligheder, velfærd for alle og frihedsrettighederne.
– Vi vil et internationalt retssamfund, hvor ikke mængden af missiler, men kvaliteten af argumenter tæller.
– Vi vil et verdenssamfund, hvor der tages hånd om de svageste lande, hvor krænkelser af menneskerettighederne straffes, miljøet beskyttes, individerne er frie og lige, kulturerne lever sammen i gensidig anerkendelse af retten til at være forskellige inden for grundlæggende menneskerettigheder, værdier og regler, hvor bl.a. pressen er fri, og regeringsførelsen er transparent (gennemskuelig) og står til ansvar over for folket.
– Vi vil ikke en fremtid med krige, masseudryddelser, straffrihed, totalitære stater, undertrykkelse af befolkninger, terror, civilisationssammenstød og handelskrige.
Men det er lige netop, hvad det 21. århundrede ser ud til at byde på – hvis ikke vi lægger kursen rigtigt.
Udfordringerne
Vi lever i dag i en globaliseret verden, hvor udenrigs- og sikkerhedspolitik må anskues i et globalt og langt bredere perspektiv end under den kolde krig. Hvor vi før fokuserede på den direkte militære trussel mod Danmark, handler udenrigs- og sikkerhedspolitik i dag i langt højere grad om at tage højde for bredere globale tendenser.
De udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer i det 21. århundrede vil være væsensforskellige fra dem, vi tidligere har kendt. Jeg forudser f.eks. ingen storkrig i Europa.
Nye emner som terrorisme, religion og identitet, energisikkerhed, klimaforandringer og senest de stigende fødevarepriser vejer derimod allerede i dag tungt på den udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden. Også de grundlæggende demografiske forhold ændrer sig, og historisk set har dette altid spillet en afgørende rolle.
Historisk betragtet er der heller ikke noget nyt i, at disse faktorer spiller sammen og kan skabe en ond cirkel af dårligdomme. Det nye, som vi må forholde os til, er, at problemer, der i udgangspunktet er lokale eller regionale, i dag i kraft af globaliseringen hurtigere og lettere kan udvikle sig til trusler mod vores sikkerhed.
Det er således et faktum, at mens de største trusler mod den globale, og dermed vores egen, sikkerhed tidligere kom fra stærke stater, udspringer de i dag primært fra svage eller helt fejlslagne stater.
Fordi disse stater ikke formår at udøve kontrol over deres egne territorier, kommer de nemt til at udgøre arnesteder for terrornetværk og organiseret kriminalitet, der på den ene eller den anden måde vil kunne true vores sikkerhed.
Der er mange udfordringer at tage fat på. Jeg vil i dag fokusere på 3 udfordringer, som jeg mener udgør væsentlige usikkerhedsfaktorer for Danmark i det 21. århundrede:
– For det første den ekstreme islamisme og terrortruslen
– For det andet klima- og energiudfordringen
– Og for det tredje de ændrede magtkonstellationer
Min pointe vil være, at tingene hænger sammen og en løsning på problemerne kræver en sammenhængende og aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Den ekstreme islamisme
De ekstreme islamister udgør en væsentlig trussel mod sikkerheden i det 21. århundrede. Både fordi disse personer og organisationer kan true den arabisk-muslimske verden, hvis vi ikke sammen håndterer udfordringen i tide, og fordi de forsøger at udfordre os med terror.
Ideologi, identitet og religion er i fokus i disse år. Det har som altid betydning på individuelt plan og nationalt plan, men har i dag også indvirkning på relationerne mellem stater.
For sammenstødet mellem ”det traditionelle” og ”det moderne” genfindes i mange forskellige samfundsformationer og i mange stater på vej ind i den moderne verden.
Spændinger mellem traditionalister og mere moderne orienterede kræfter resulterer således flere steder i verden i konflikter, som destabiliserer stater og gør dem svage eller fejlslagne.
Truslen fra den ekstreme islamisme udgår i dag fra ikke-statslige aktører som terrorgrupper og religiøse netværk, der opererer i både den vestlige og muslimske verden. Men det er samtidig grupper, der som Al Qaeda har territoriale ambitioner. Svage eller fejlslagne stater vil udgøre et attraktivt tilholdssted for dem.
Hvor de ekstreme islamister får magten, vil de ensrette deres samfund, som Taleban gjorde i Afghanistan eller De islamiske Domstole forsøgte det i Somalia. De vil terrorisere sig til magten, ligesom nazisterne og bolsjevikkerne gjorde i Europas 20. århundrede.
Derefter vil de bruge politiske midler og institutioner til at fremme og udbrede deres ekstreme udlægning af religionen. De vil have Vesten ud af deres verden og har ikke lagt skjul på også at ville anvende masseødelæggelsesvåben, skulle de få adgang hertil.
Islamisternes mål er ikke velstand for borgerne, men ensretningen af borgerne. Hellere fattig og rettroende end rig og vantro.
De leder efter en stat at overtage, for uden en sådan kan de med al-Zawahiris ord ikke føre deres kamp mod Vesten, som står for alt det, de er imod: demokrati, ligestilling af kønnene etc.
Derfor er det en alvorlig udfordring, at f.eks. fødevarekrisen især slår igennem i de dele af verden, hvor demografiske, økonomiske, klimatiske og ressourcemæssige forhold allerede i dag udgør grobunden for social uro, politisk radikalisering, ustabilitet og konflikt.
Mangel på fødevarer kan meget vel blive den udløsende faktor for, at i forvejen skrøbelige stater bryder helt sammen, at allerede ustabile lande kastes ud i åben konflikt, og at rekrutteringsgrundlaget for islamismen øges.
Disse politiske bevægelser benytter et traditionelt budskab kombineret med moderne metoder for at slå igennem. Hezbollah og Hamas er eksempler herpå.
De er måske ikke ekstremister på samme måde som Al Qaeda og Taliban. Sammenlignet med dem er de snarere nationalister, der benytter sig af et islamistisk politisk budskab.
Men Hamas har dog tilsluttet sig kravet om, at alt hvad der engang har været muslimsk land, atter skal blive det. De bruger gerne vold og destabilisering af skrøbelige stater eller områder for at nå deres mål.
I store dele af den islamiske verden opleves samtidig en befolkningstilvækst, som fremmer destabiliseringen.
Demografien er historiens store hjul. Den fortæller os, hvor der er mulighed for, at der opstår et revolutionært potentiale hos de unge rettet mod staten. Og historien viser, at revolutioner har det med at spille over på den øvrige verden.
Denne risiko er størst, hvor unge mellem 15 og 24 år udgør mere end 20 pct. af befolkningen, som det er tilfældet flere steder i Mellemøsten, men også i Afrika og Asien. Er de arbejdsløse, uuddannede eller uddannede uden fremtid, har vi en sprængfarlig cocktail.
Det er således i disse lande og områder, vi kan forudsige, at den ekstreme islamisme vil vokse, og herfra konflikterne vil vandre – hvis vi ikke sætter ind i tide. Og da morgendagens unge allerede er født, er det let at identificere, hvilke lande, der er tale om.
Derfor skal vi fastholde og om muligt udbygge vores engagement i f.eks. Afghanistan, Irak, den øvrige arabiske verden, de palæstinensiske områder, i Afrika og andre steder, hvor vi yder bistand. Eller for den sags skyld i Pakistan, der risikerer at blive en fejlslagen stat – tilmed med atomvåben!
Vi har en klar egeninteresse i at fremme økonomisk og demokratisk udvikling i sådanne lande. For gør vi ikke det, medvirker vi kun til, at dét sejrer, som vi egentlig ville hjælpe det moderate og udviklingsorienterede flertal med at besejre.
Vi skal med vore handlinger undgå et sammenbrud i den arabiske verden. Og det er de moderate kræfter, der skal samarbejdes med, hvis ekstremismen skal standses. Det er dem, der skal have hjælp, og hjælpen til dem er hjælp til selvhjælp.
Hjælpen må bestå i en afslutning på Mellemøstkrisen, som i alt for mange år har udgjort et rekrutteringspotentiale for militante islamister.
Hjælpen skal også bestå i støtte til reformer, så befolkningerne kan genvinde troen på, at samfund bygget på frihedsidealerne giver større muligheder for den enkelte end de lukkede, autoritære samfund, uden af den grund at blive et korrupt samfund.
Hjælpen skal bestå i dialog-initiativer, så befolkningerne kan mærke, at de ikke udsættes for islamofobi, og at den gensidige religions-respekt sikres af reformkræfterne og ikke af fanatikerne, som kun avler disrespekt i verden og ophæver den dialog, de hævder, de ønsker.
Kristendommen må ligesom andre religioner respekteres i den muslimske verden, ligesom Islam må respekteres i den kristne verden.
Hjælpen skal bestå i bidrag til social og økonomisk udvikling, uddannelser af høj kvalitet af de unge, udvikling af vidensamfund og kvindernes inddragelse for at modvirke befolkningstilvæksten og skabe fremgang og resultater for alle.
De multilaterale organisationer som bl.a. EU må engageres yderligere og påtage sig ansvar for reformer og dialog samt social og økonomisk udvikling – ellers forslår vores indsats ikke.
Endelig skal vi ikke opgive arbejdet med at etablere en CSCE-lignende organisation i Mellemøsten, som kan bane vej for de længe savnede og helt nødvendige rammer for samarbejde og dialog mellem landene i regionen.
Vi skal imidlertid være indstillede på, at det fortsat også vil være nødvendigt at være rede til at supplere denne bløde tilgang – denne ”soft power” – med den hårde tilgang – ”hard power” – bestående af instrumenter, der rækker fra sanktioner til i yderste konsekvens militære midler.
Uden ”hard power” vil andre med deres ”hard power” slå vores ”soft power” ud. Og uden vores ”hard power” vil de, som er imod ekstremismen, lettere blive ofre for dennes ”hard power”.
Klima og energi
Den ekstreme islamisme er én udfordring, men ikke den eneste.
Henry Kissinger skrev for nylig, at ingen tidligere generationer har været nødt til at håndtere flere revolutioner, der er opstået samtidigt i forskellige dele af verden. Han nævner bl.a. den radikale islamismes udfordring over for staternes suverænitet, transformationen af nationale stater i Europa og skiftet i international politiks tyngdekraft.
Jeg er enig i Kissingers analyse – også når det gælder potentialet for et skifte i tyngdepunktet i international politik med ikke-polaritet og magtspredning; Kissinger overser imidlertid et andet vigtigt element på den udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden i det 21. århundrede: nemlig de nye usikkerhedsfaktorer så som klima, energi og fødevarer.
Når der bliver flere mennesker, øget produktion og stigende verdenshandel, vokser energiforbruget med deraf følgende miljø- og klimaproblemer.
Udfordringen fra klimaet ligger i faren for, at eksisterende spændinger, konflikter og ressourcekampe forstærkes.
Et par eksempler:
(1) FNs Miljøprogram (UNEP) har med satellitbilleder for nylig dokumenteret, hvordan der over de seneste 30 år er sket en alarmerende udvikling i Afrika grundet bl.a. klimaforandringerne, og hvor sårbart kontinentet er. På sigt kan op mod 75 pct. af Afrikas dyrkbare areal gå tabt som følge af tørke. Man behøver blot at tænke på Darfur. Afrikas Horn kan stå næst for tur.
(2) I Mellemøsten er spændingerne allerede store. Men en løsning på Mellemøst-konflikten bliver ikke nemmere at finde, når f.eks. Israel står til at miste 60 pct. af dets vandforsyning på grund af svigtende nedbør. ”Water wars loom” har den fhv. britiske forsvarsminister John Reid udtalt i 2006 – det kan meget vel blive rigtigt.
Isoleret set er ”klima” ikke nogen sikkerhedstrussel, men det kan – som meget præcist beskrevet af Solana – få en multiplikatoreffekt på eksisterende trusler.
Ørkenspredningen i Afrika kan f.eks. udløse en ond cirkel af jordforringelse, folkevandringer og territorie- og grænsekonflikter. Ligesom afsmeltningen af det arktiske område kan udløse sikkerhedspolitiske spændinger.
Kombineres demografiens forudsigelser med klimateoriens, opstår der således nye sikkerhedspolitiske udfordringer. Men de kan imødegås gennem tilpasning og forebyggelse.
Lader vi stå til, kan det koste 20 pct. af BNP om året fra 2050. Griber vi offensivt ind nu med tilpasning og forebyggelse vil det koste 1 pct. af BNP årligt. Det er mindre end de nationale forsvarsbudgetter.
Af sikkerhedspolitiske grunde skal vi både diversificere vore energikilder med langt mere vægt på vedvarende energi og energieffektivitet og vore energileverandører, så vi ikke bliver udenrigs- og sikkerhedspolitisk afhængige af få leverandører, som kan stille politiske krav til os for at levere os energien.
Det vil være nødvendigt at fastholde en innovativ og konstruktiv international klima- og energipolitik over en årrække. Derfor skal perspektivet stå klart fra starten, og de rigtige og relevante alliancer indgås i tide.
For det første:
får man ikke Indien, Kina og f.eks. Brasilien med til bindende klimaaftaler, får man heller ikke USA med, og omvendt.
For det andet:
Ser man ikke klima- og miljøpolitikken i et udviklingsperspektiv, får man ikke Afrika med, men de skal alle være med, for at man kan nå de nødvendige resultater på de globale klimakonferencer, som vil følge slag i slag igennem de næste 20 år.
Udfordringen fra klima og energi er entydig. Det samme er løsningen. Den består i internationalt samarbejde.
Vores Arktis-konference i sidste måned på Grønland, hvor jeg sammen med den grønlandske landsstyreformand samlede kolleger fra Rusland, Norge, USA og Canada, det danske energi-indspil i EU samt værtskabet for FNs klimakonference i december næste år er konkrete eksempler.
Eksempler på målrettede og sammenhængende danske tiltag til styrkelse af det multilaterale samarbejde på lokalt, regionalt og globalt plan.
Klimaforandringerne rammer bredt. De påvirker verdens fødevareproduktion. De voldsomme prisstigninger skyldes dog ikke blot mindre udbud som følge af tørke m.v. På sin vis er de et sundhedstegn, fordi den stigende efterspørgsel ikke mindst skyldes, at vi gør hastige fremskridt i kampen mod den globale fattigdom.
I 1990 levede 28 pct. af verdens befolkning under fattigdomsgrænsen. I dag er det under 20 pct. Den udvikling skal fastholdes, men fødevarernes prisstigning truer med igen at øge dette tal!
Vi skal selvsagt finde en langsigtet og varig løsning på fødevarekrisen. Lykkes det ikke, kan fødevaresituationen blive forværret, problemerne forstærket og sikkerheden truet også i vores del af verden.
Vi skal reducere landbrugssubsidierne og toldsatserne i bl.a. EU. Vi skal modernisere EUs landbrugspolitik og være åben over for ny fødevareteknologi – også i u-landene. Og vi skal sikre et gennembrud i WTO-forhandlingerne til gavn for verdens fattigste lande.
Magtkonstellationerne
Det 21. århundrede vil udvikle sig ganske anderledes end de 2 foregående. I det 19. århundrede prægede den orden, der blev resultatet af Wiener-kongressen efter Napoleons-krigene med Den Hellige Alliance længe Europas sikkerhedsforhold – og samtidig dominerede det britiske imperium verdensscenen.
I det 20. århundrede skabte USA efter 1945 en international orden, som har holdt til nu, men den knager i fugerne. Og NATO gjorde det så godt, at den kolde krig blev vundet, uden ét eneste slag fandt sted.
Den internationale orden og de internationale institutioner, der blev skabt i skyggen af 2. Verdenskrig og udviklet under den kolde krig, tjente deres formål. Imidlertid har verden forandret sig væsentligt siden 1945.
Det internationale system bevæger sig mod en ikke-polær tilstand som følge af øget magtspredning og nye magtkonstellationer. Nye emner, så som klima, energi og terrortruslen, og nye aktører, så som Kina og Indien, er med til at sætte dagsordenen.
BRIC-landene Kina, Indien, Brasilien og Rusland – samt flere olieproducerende lande – er i dag væsentlige spillere i verdensøkonomien.
Uden Kinas store og hurtige økonomiske fremgang havde det allerede i slutningen af 1990erne set skidt ud for verdensøkonomien, men Kinas opstigen kan føre til interessekonflikter om ressourcer og dermed til konflikt om dominansen i Sydøstasien.
Den kinesiske vækst vil være økonomisk og politisk, og Kina vil først og fremmest søge stabilitet, for dermed at styrke sin økonomiske udvikling og udvikle hele landet, så social uro og konflikter på tværs af landet undgås.
Samtidig vil Kina øge sin internationale rolle, både for at få fat i ressourcerne og for at få den verdensposition, landet mener, tilkommer det. Derfor har Kina i de senere år spillet en stadig mere aktiv og konstruktiv rolle i FNs Sikkerhedsråd.
Indien står som en anden stærkt voksende økonomisk og politisk faktor i verden. Også Indien skal inddrages som ligeværdig partner i løsning af verdens problemer.
Sker det ikke, vil landet handle på egen hånd og ikke bidrage til konfliktløsninger, hvor der ellers måtte være brug for det, f.eks. i forbindelse med Burma, Tibet, Pakistan, Sri Lanka.
Det er derfor regeringen har styrket dansk tilstedeværelse i bl.a. Kina og Indien.
Går vi mod øst, har den markante økonomiske fremgang, som Rusland har oplevet under Putin, givet landet genrejsning efter “ydmygelserne” i 1990erne. Men Ruslands nyvundne styrke hviler primært på energirerserver og høje energipriser, og fundamentet er skrøbeligt med en en-faktor økonomi.
Selv om den mere aktive russiske udenrigspolitik også tjener en indenrigspolitisk dagsorden, er der ikke tvivl om, at Rusland stadig betragter nærområdet som sin interessesfære. Alt andet lige må Ruslands fremtid dog ligge i et godt og konstruktivt forhold til EU og ikke i en alliance med Kina eller de muslimske lande.
Udviklingen i Afrika må tillige holdes for øje.
På den ene side rummer Afrikas olie- og naturressourcer nye muligheder for kontinentet. Men ressourcerne er ulige fordelt, hvilket kan være en ny kilde til konflikt. Og dette i tillæg til fattigdom og befolkningstilvækst, som allerede har resulteret i fejlslagne stater, terror og sammenstød mellem lande eller befolkningsgrupper.
Sudan er et godt, men trist, eksempel på, hvordan Afrikas ressourcerigdom kan eller vil føre til, at nye alliancer kan opstå. Mens vi alt for længe har undervurderet behovet for et ligeværdigt samarbejde med Afrika, har Kina skaffet sig en stadig stærkere position, ligesom Islam har bredt sig med stor hast.
Men Afrika rummer nu også succeshistorier med fremgang for demokratiet og økonomien og større vilje til at påtage sig et ansvar for kontinentet.
Det er afgørende, at vi støtter og fremmer denne udvikling. Derfor indgik vi i 2004 en samarbejdsaftale med AU (Den Afrikanske Union), ligesom vi styrker det nordisk-afrikanske politiske samarbejde.
Endelig er det vigtigt, at den muslimske verden ikke ender som en modspiller, men forbliver den partner, regeringerne ønsker at være. Men det forudsætter en demokratisk og social udvikling, som efterlyst af (FNs Udviklingsprogram) UNDP, og som vi søger at støtte gennem Det arabiske Initiativ.
Ændrede magtkonstellationer og multilateralt samarbejde
Udviklingen i andre regioner og store stater har tillige en klar pointe: Vi står i dag med ændrede magtkonstellationer og dermed ændrede vilkår for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Derfor er svaret på det 20. århundredes udfordringer – og måden, hvorpå vi dér tilrettelagde internationalt samarbejde – ikke nødvendigvist svaret på udfordringerne i det 21. århundrede. Det har vi, og det skal vi have, blik for i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
For langsigtet sikkerhedspolitik består i at skabe de rigtige alliancer i tide. Når vi går ind i en alliance, skal vi konstruktivt, loyalt og langsigtet medvirke til at opnå alliancens mål og sikre fred, forsoning og fremgang.
De grundlæggende udenrigs- og sikkerhedspolitiske alliancer for os er EU, FN og NATO, og den fundamentale alliancepartner er USA, hvis værdier og globale demokratiske mål, vi deler, uanset der fra tid til anden kan være uenighed om strategi og metoder.
Som Brzezinski har skrevet i ”Second Chance”, kan vi sammen gøre meget for det gode i verden, mens en transatlantisk splittelse kun vil gavne de andre kræfter. Derfor bør tanken om et nordatlantisk frihandelsområde (NATA) fremmes.
EU
EUs betydning som platform for dansk indflydelse i verden vil vokse de kommende år. Danmarks forankring i et regionalt europæisk samarbejde af både økonomisk og politisk karakter styrker vore muligheder for også at påvirke udviklingen i verden uden for Europa.
Det gælder også de store diskussioner om klima, energi, fødevarekriser og fremtidige kriser i den finansielle sektor samt for den sags skyld debatten om værdier og identitet.
Det irske nej til Lissabon-traktaten må ikke føre til, at EU går i stå. Vi skal tværtimod fortsætte arbejdet med at skabe resultater og finde løsninger på de konkrete emner på EUs dagsorden – som f.eks. klima og energi – samtidig med at vi giver Irland tid og plads til at overveje den nye situation.
Optimering af Danmarks indflydelse såvel i som via EU forudsætter 3 ting:
(1) For det første, at vi bliver fuldt medlem af samarbejdet – dvs. at vi gør op med forbeholdene.
(2) For det andet, at EU-samarbejdet fortsat løbende reformeres og styrkes. Det gælder de indre politikker – som f.eks. landbrugspolitikken. Og det gælder den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som løbende skal udvikles og styrkes.
Der vil være tale om en udvikling over tid i retning af en stadig stærkere fælles politik, men fortsat bygget på et grundprincip om, at udenrigspolitikken formuleres af 27 suveræne stater i et grundlæggende mellemstatsligt samarbejde.
(3) For det tredje skal udvidelsesprocessen fortsættes, for den har været den største katalysator for freden og fremgangen i Europa.
Den mere aktive russiske udenrigspolitik kan bidrage til, at flere af Ruslands naboer vil søge mod EU og NATO. Her vil EUs politiske, økonomiske og værdimæssige tiltrækningskraft på landene mellem EU og Rusland være vanskelig for Rusland at konkurrere med.
Og landenes ønsker bør imødekommes, fordi de som demokratier har krav på det europæiske fællesskab som garanten for fred, stabilitet og udvikling. Naturligvis skal kriterierne for medlemskab være opfyldt, men er de det, vil disse udvidelser bidrage betydeligt til den europæiske sikkerhed, og det var jo faktisk af hensyn til den, EU oprindeligt blev skabt.
EU skal også spille en større international rolle. EU kan og bør være den drivende kraft, når det f.eks. drejer sig om WTO og klimaforhandlingerne osv., ligesom vi sammen kan spille en større rolle i FN.
FN
FN er med alle sine funktioner et helt afgørende organ, som det 21. århundrede hverken har råd til at miste eller lade sygne hen. Men FN må og skal være handlekraftigt. Verden vil ikke i længden respektere autoriteten i en organisation, som ikke svarer til virkelighedens verden.
Som Sudan og tidligere Rwanda har vist, er det ikke nok at træffe beslutninger. De må også iværksættes! For mange beslutninger har en for lav fællesnævner – og får derfor ingen virkning. Bl.a. derfor er det så svært at håndtere masseødelæggelsesvåben i relation til bl.a. Nordkorea og Iran.
Beslutningsprocesserne i FN og sammensætningen af Sikkerhedsrådet må gennemgås. Sikkerhedsrådet må afspejle verden af i dag.
Man kommer derfor næppe uden om at ændre eller udvide kredsen af permanente medlemmer for at inddrage nogle af de nye stormagter og repræsentanter for alle kontinenter, og herunder Afrika, som oftest påkalder sig FNs indgriben og hjælp. Op mod 70 pct. af FNs beslutninger vedrører Afrika.
FNs fredsbevarende og –skabende indsats er yderst væsentlig, men opgaverne er så store, at FN i fremtiden oftere vil opfordre de regionale organisationer om at træde ind. Her vil da blive kaldt på verdens stærkeste militære alliance: NATO.
NATO
Men NATO må også videreføre transformationsprocessen. Den seneste tids drøftelse af solidaritet eller mangel på samme i Afghanistan har vist, hvori udfordringen bl.a. består, når NATO opererer ”out of area”.
Det nytter ikke noget, at størstedelen af de væbnede styrker i Europa – snart 20 år efter Murens fald – fortsat er bundet til territorialforsvar i traditionel forstand.
Gennem NATO skal vi medvirke, hvor NATO beslutter at påtage sig en freds-skabende eller fredsbevarende aktion. Og man skal kunne regne med, at vi bliver der så længe, opgaven skal løses.
NATOs aktioner har ikke alene til formål at skabe og bevare freden i urolige områder, men også at forsikre vores egen sikkerhed. Da sikkerheden er blevet global, vil ”out-of-area”-aktioner blive det almindelige aktionsområde.
Vi skal også overveje, om NATOs regionale deltagerkreds afspejler organisationens globale ambitionsniveau.
Som Philip Bobbitt – professor fra Colombia og forfatter til værket ”Terror and Consent: The Wars for the 21st Century” har påpeget, er der i dag måske snarere behov for en ny global militær alliance bestående af verdens demokratier, hvilket i så fald ligger i forlængelse af John McCains tanker om en ”Alliance of Democracies”.
Uanset hvad vil der være en betydelig gevinst ved i alle de omtalte aktionsformer at udvikle det danske og nu NATOs projekt med civilt-militært samarbejde, fordi dette giver vores tilstedeværelse mening i befolkninger, som ellers ikke kan forstå, hvorfor vi er der. Her må den bløde og hårde magt kombineres.
Men vi må altså tillige se kritisk på de multilaterale organisationer. For EU og NATO gælder det, at pragmatisk og resultatorienteret samarbejde må og skal afløse tidligere tiders ideologiske polarisering. EU og NATO må i stigende grad komplementere hinanden.
Nogle steder vil der blive kaldt på Europa for at bevare eller skabe fred, som det er sket i Tchad, og som det kan ske i forbindelse med en Mellemøst-fred. Andre steder vil der blive kaldt på NATO, som det skete i Kosovo og Afghanistan.
Når NATO kalder, kan vi være med, men ikke når EU kalder. Det kan til gengæld Norge, og det er jo i modstrid med vores vilje til aktivt at bidrage til løsningen af verdens kriser.
Danmarks rolle
Danmark har med sit internationale engagement over en bred front gode muligheder for at inspirere og forme initiativer inden for det multilaterale samarbejde.
– Det så vi med ”køreplanen for fred” og udvidelsen under det EU-danske formandskab i 2002.
– Det så vi i FN med etableringen af fredopbygningskommissionen og fokuseringen på Darfur- og Mellemøst-spørgsmålene under vort medlemskab af Sikkerhedsrådet i 2006.
– Og det vil vi forhåbentlig se under FNs klimatopmøde i 2009 (i København).
Afslutning
At kende fortiden er at skue ind i fremtiden. Eller som Churchill formulerede det ”Jo længere tilbage du kan se, desto længere fremad ser du sandsynligvis”.
De politikere, der skabte Rom-unionen eller Romtraktaten, ville sikre freden i Vesteuropa efter 2. Verdenskrig, men forudså næppe, at traktaten ville bidrage til at etablere freden mellem og foreningen af Øst- og Vesteuropa.
Virkeligheden overgik fantasien. De var pragmatiske idealister. Vi skal være idealistiske pragmatikere.
For udenrigs- og sikkerhedspolitik er blevet et videre begreb end tidligere. Det omfatter nu også klima-, energi-, miljø-, kultur- og handelspolitikken. I den sidste kategori må WTOs fremtid sikres til gavn for den frie verdenshandel og dermed til gavn for udviklingslandene.
Vi kan derfor ikke tillade os at gå fra sag til sag, og vi skal ikke springe fra tue til tue i udenrigspolitikken. Tværtimod er der faktisk tale om perler på en snor! Det 21. århundredes udfordringer hænger sammen og kan skabe en cirkel af dårligdomme, hvis de ikke håndteres i tide og på koordineret vis.
Instrumenterne i udenrigspolitikken skal fortsat spille sammen. Og vi skal fortsat have en grundig parlamentarisk debat, som vi senest fra haft det om Afghanistan og bl.a. EU. Her kunne en fast, årlig drøftelse i Folketinget af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik bestemt være et godt instrument.
Sammenhæng i tingene og den nødvendige dialog mellem befolkninger, religioner og civilisationer må naturligvis føre til samarbejde, gensidig respekt og forståelse. Vi må hver især kunne gå til himmels på hver vores måde.
For at forhindre at vi bliver sendt til himmels for tidligt, er der brug for en vidtforgrenet langsigtet udenrigs- og sikkerhedspolitik og dermed for dialog mellem generationerne.
For konservatismen spiller Burkes begreb ”kontrakten mellem generationer” netop en afgørende rolle. Det betyder, at ingen generation må fjerne værdierne fra den næste, men tværtimod føre dem videre, så den næste kan overtage verden i en bedre tilstand.
En generation må ikke forøde, så den næste generation kommer til at forbløde. For generationerne hænger sammen, sluttede udenrigsministeren.
Kilde: www.um.dk