I anledning af Verdensdagen mod Dødsstraf onsdag (10. okt.) byder Amnesty International danskerne på “det sidste måltid” i 34 byer landet over, skriver organisationen i en pressemelding.
Det sker for at sætte fokus på et forslag om globalt moratorium (midlertidigt stop) for dødsstraf, som FNs generalforsamling skal drøfte i december. Amnesty International opfordrer regeringer og befolkninger verden over til at støtte FN-resolutionen, som på sigt kan bane vejen for total afskaffelse af dødsstraf.
2/3 af verdens lande har i dag enten fuldstændig afskaffet dødsstraffen eller er stoppet med at benytte den i praksis, og antallet af henrettelser falder støt hvert år.
25. juli 2007 afskaffede Rwanda formelt dødsstraffen og blev dermed land nummer 100 i verden, der har gjort dødsstraffen til fortid. I 1977 var tallet blot 16. Denne positive udvikling over de seneste 30 år understreger, at der er håb om en verden uden dødsstraf, hedder det.
At mange af verdens stater er indstillet på at tage skridtet fuldt ud og afskaffe henrettelser på globalt plan fremgår af et forslag til en ny FN-resolution for et midlertidigt globalt stop for alle fuldbyrdelser af dødsstraffen. Hvis resolutionen vedtages senere på året, vil det være et vigtigt symbol på medlemsstaternes forpligtelse til at arbejde hen imod total afskaffelse af dødsstraf.
I 2006 stod blot 6 lande for 91 procent af alle henrettelser – Iran, Irak, USA, Kina, Sudan og Pakistan.
Kina er fortsat det land i verden, der gennemfører flest henrettelser. Amnesty registrerede flere end 1.000 henrettelser i Kina i 2006, men det reelle tal er formentlig over 7.000 (!)
USA er eneste land på den vestlige halvkugle, der siden 2003 har dræbt sine egne borgere, og Hviderusland det eneste land i Europa, der stadig eksekverer dødsstraf.
På Verdensdagen mod Dødsstraf den 10. oktober vil Amnesty International og over 60 andre organisationer verden over sætte fokus på det foreslåede moratorium og opfordre verdens regeringer til at skrive under på resolutionen ved FNs generalforsamling.
Herhjemme inviterer Amnesty danskerne til at deltage i et tankeeksperiment og for et øjeblik forestille sig at være i de dødsdømtes sted. Det sker med kampagnen “Tænk, hvis det var dit sidste måltid. Drop dødsstraf”.
I København, Århus og Odense samt 31 andre steder i landet uddeler Amnesty International dåser med “det sidste måltid” og indsamler underskrifter til en verdensomspændende appel om et globalt dødsstrafmoratorium.
I samarbejde med cafeer og restauranter vil det i dagens anledning være muligt at bestille “det sidste måltid”, og i København serverer kogemanden Nikolaj Kirk suppe til forbipasserende på Kultorvet i tidsrummet klokken 17-18 i selskab med skuespilleren Rudi Køhnke.