Høringsproces om ny forfatning er igang i Zimbabwe.
Selvom der er lyspunkter er landets civilsamfund skeptisk, og den gammelkendte politiske vold er allerede begyndt at vise sig her mange måneder inden, de første linjer i den omstridte forfatning skal skrives, skriver ms.dk
LYSPUNKTER
Der er ellers flere lyspunkter: Den forhadte medielov, AIPPA (Access to Information and Protection of Privacy Act), der reelt fjerner enhver mulighed for pressen for at forholde sig kritisk til præsidenten, er blevet midlertidigt suspenderet.
Det samme er POSA (Public Order and Security Act), der forhindrer folk i at forsamle sig i større grupper uden tilladelse.
En række nye, uafhængige aviser har fået lov at skyde frem, og de retter dagligt det tunge skyts mod Mugabe og ZANU-PF.
Endelig begyndte den uafhængige valgkommission COPAC i sidste uge rejser rundt i Zimbabwe for at høre folkets røst og input til landets nye forfatning.
KNAP SÅ LYST
Ude på landet i Zimbabwe er der dukket adskillige historier op om overfald, uberettigede fængslinger og trusler fra ZANU-PF-støtter, politiet og militæret mod dem, der vover at ytre holdninger, der går det styrende parti imod.
En række civilsamfundsorganisationer, hvoraf MS ActionAid støtter flere, har begivet sig ud i landet sammen med COPAC-delegationerne for at overvåge processen og dokumentere forholdene.
KREATIVE MODSVAR
Flere steder har lokalbefolkningen nu faste procedurer for, at man eksempelvis skiftes til at svare på spørgsmål til høringerne, så det bliver sværere at identificere den enkelte kritiker.
Andre steder flytter folk fra et område til et andet i forbindelse med høringerne, så de ikke er kendte ansigter i forsamlingerne og derfor har lettere ved at tale frit.