FNs Børnefond (UNICEF) anmodede mandag verdenssamfundet om knap 7,5 milliarder kroner til at hjælpe børn i 32 humanitære nødsituationer verden over.
Pengene skal især bruges til at gøre de udsatte samfund bedre beredt på katastrofer.
Det skriver UNICEF Danmark i en pressemeddelelse.
Appellen om katastrofebidrag udsendes samtidig offentliggørelsen af UNICEFs årlige rapport ”Humanitarian Action for Children 2011”.
Rapporten indeholder et overblik over den humanitære situation i 32 lande, hvor børn i stort antal har behov for nødhjælp. I rapporten vurderer UNICEF for hvert af landene, hvilke akutte problemer børnene står overfor, hvilken indsats UNICEF gerne vil foretage, og hvor meget indsatsen vil koste.
– Børn lider og dør hver eneste dag på grund af sygdomme, fattigdom og sult, men de fleste af dem dør i stilhed. Verdenssamfundet er simpelt hen ikke opmærksomt nok på de alvorlige humanitære kriser i en lang række lande, siger Steen M. Andersen, generalsekretær i UNICEF Danmark.
I 2010 oplevede verden flere naturskabte humanitære katastrofer. Oversvømmelser i Pakistan lagde en femtedel af landet under vand, mens jordskælvet i Haiti kostede flere end 200.000 menneskeliv og efterlod millioner hjemløse. 400.000 børn lever stadigvæk i midlertidige lejre.
Midler til de to lande alene udgør 1/3 af årets appel og er en af grundene til, at UNICEF anmoder om 21 procent flere midler til katastrofe-indsatsen end sidste år.
– Samtidig med at vi oplever et voksende behov for hjælp til verdens børn, oplever vi i UNICEF desværre en foruroligende tendens til faldende bidrag fra verdens regeringer, siger Steen M. Andersen.
Bedre beredt på katastrofer
Katastroferne i Haiti og Pakistan har understreget, at der er behov for at styrke modstandskraften i de udsatte samfund og ikke blot reagere, når katastrofen rammer. Det reducerer ikke blot de direkte konsekvenser for børnene, men gør samtidig genopbygningen hurtigere og lettere.
– Når man ser tilbage på oversvømmelserne i Pakistan og de indvirknin-ger, det har fået for børn og familier, er det en bemærkelsesværdig bedrift, at vi undgik store udbrud af smitsomme sygdomme, siger Gert Holtze, nødhjælpskoordinator i UNICEF Pakistan.
– Det skyldes ikke mindst indsatsen fra omkring 100.000 unge kvindelige sundhedshjælpere, som UNICEF har været med til at uddanne. De var velforberedte og allerede til stede i de berørte områder, da katastrofen ramte, lægger han til.
UNICEF arbejder i gennemsnit med 200 nødsituationer årligt.
Stadig flere af de humanitære katastrofer skyldes klimaforandringer. I dag er 70 procent af alle katastrofer forbundet medvirkningerne af et forandret klima sammenlignet med 50 procent for to årtier siden.
Yderligere oplysningerne hos:
Jakob Ebeling, kommunikationsmedarbejder
tlf. 35 27 38 42 og mobil 61 65 61 95, e-mail: [email protected]
Man kan downloade hele rapporten (på engelsk) på
http://www.unicef.dk/sites/default/files/mediafiles/HAR_2011_Report.pdf
____________________
UNICEF blev oprettet i 1946 som FNs Børnefond og arbejder i flere end 150 af verdens fattige lande for at sikre børn en sund og tryg opvækst, skolegang og beskyttelse mod vold, udnyttelse og hiv/aids.
I den industrialiserede del af verden har UNICEF 37 nationalkomiteer, heriblandt UNICEF Danmark, der oplyser om og samler penge ind til UNICEFs hjælpearbejde for verdens børn. UNICEFs arbejde er udelukkende finansieret af frivillige bidrag fra regeringer, erhvervslivet, fonde og private bidragydere.