Guatemala: Eks-generalen vandt valget

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Eva Rasmussen
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktion

Efter 26 år med civile i spidsen for landet valgte guatemalanerne søndag eks-general, blandt venner kaldet general, Otto Pérez Molina til præsident for en periode på 4 år fra 2012 til 2016.

Det bekræftede Det Øverste Valgråd, efter at 95,96 procent af stemmerne var talt op. Pérez Molina blev valgt i anden valgrunde, da ingen af kandidaterne opnåede de nødvendige 50 procent af stemmerne for at blive valgt i første.

Otto Pérez Molina stillede op for det højreorienterede Patriotiske Parti og fik 54,16 procent af stemmerne, mens hans rival, den ligeledes højreorienterede Manuel Baldizon fik 45,24 procent.

Valgdeltagelsen var lav. Kun 54,49 procent af vælgerne stemte.

Balancegang

Den kommende præsident skal være indstillet på at gå på kompromis. Ved det generelle valg 11. september erobrede det Patriotiske Parti 57 af 158 pladser i parlamentet, mens oppositionen – i hvert fald teoretisk set – vil kunne samle 76 stemmer.

Topprioritet for den kommende præsident er kampen mod den organiserede og almindelige kriminalitet. ”Jeg vil bruge 60, måske 65 procent af min tid på at standse forbryderne”, siger han i et interview med guatemalanske La Prensa mandag.

Edmundo Urrutia, forsker ved den latinamerikanske tænketank FLACSO, mener imidlertid, at det første Pérez Molina bør gøre, er at arbejde for et skatteforlig, så staten kan få resurser til at gøre noget ved de store udfordringer, som en fornyelse af landets institutioner er, skriver spanske El País søndag.