Udenrigs- og udviklingsordførerne for de politiske partier på Christiansborg giver på www.care.dk deres bud på, hvad de ville gøre, hvis de var udviklingsminister.
Af udviklingsordfører Pia Olsen Dyhr
MF, Socialistisk Folkeparti
Hvis jeg var udviklingsministrer…ville jeg give dansk bistandspolitik en ny start
Mere og bedre bistand
Dansk bistand er udråbt som en af verdens bedste – og det kan man jo vælge at diskutere om den er – men lad det nu ligge. For det centrale er, at dansk bistand fortsat har brug for at videreudvikle og forny sig, da fremtidens udfordringer ikke er de samme som gårdagens.
Hele verden bliver rigere år for år, og dog er fattigdomsproblemerne der fortsat. Det viser, at der er brug for mere udviklingsbistand, men også bedre handelsbetingelser og gældslettelse til verdens fattigste lande. Bistand gør det ikke alene, men bistand er et væsentligt bidrag.
Den danske u-landsbistand skal igen hæves til 1 procent af BNI fra de nuværende 0,8 procent, samtidig skal den renses for uvedkommende elementer såsom gældslettelse til Nigeria og betaling af irakiske tolke. Den danske bistand skal reelt have fokus på fattigdomsbekæmpelse.
I det omfang hovedformålet med bistanden er at løse globale miljøproblemer, bør den ligesom freds- og katastrofehjælp ydes fra en særlig pulje. Den skal ligge ud over u-landsrammen og gradvis udbygges til at udgøre 0,5 procent af BNI.
Globalt set bør alle lande rige lande øge deres bistand til 1 procent af BNI eller i det mindste til de 0,7 procent, som FN har anbefalet i mange år.
Mere effektivitet
Men flere penge kan ikke gøre det alene. U-landsbistanden skal samtidig gøres mere effektiv. Det forudsætter en meget forbedret donor-koordination.
I dag fungerer det langtfra godt nok. Det er absurd det pres, som de enkelte modtagerlande bringes under for modtagelse af bistanden. Der er ofte forskellige rapporteringssystemer, kontrol og betingelser.
Der bruges derfor også for mange ressourcer i det enkelte modtagerland på at leve op til disse krav. Ressourcer, som i stedet kunne bruges på at sikre, at bistanden når ud til landets fattigste medborgere.
En mere effektiv bistand betyder også reel budgetstøtte til de lande, som har opbygget stærke og velfungerende statsapparater. Budgetstøtte som modtagerlandet frit kan disponere over.
Til andre lande skal der gives sektorstøtte, men også projektstøtte. I virkeligheden kræver det en mere diversificeret tilgang til bistanden end blot den nuværende sektor-tilgang.
En mere effektiv bistand forudsætter også stigende inddragelse af NGOerne, både i modtagerlandet, men også de danske NGOer.
Den danske stat og de danske NGOers rolle
De danske NGOer er helt centrale i min måde at tænke bistand på. De har mulighed for at nå modtagere, som det er svært for den danske stat at nå. Ligeså kan NGOerne arbejde i lande, hvor den danske stat ikke har mulighed for at arbejde, f.eks. Zimbabwe.
Men i løbet af de seneste 10 år er arbejdsdelingen mellem Danida og NGOerne blevet mere mudret, og der vil være et behov for at klargøre forholdet. Danida og de danske NGOer kan, som situationen er nu, lave næsten de samme opgaver, dog må NGOerne ikke samarbejde med de nationale og til dels lokale myndighederne.
En klarere arbejdsdeling ville være ønskeligt for alle parter, så vi får mest ud af de danske bistandsmidler.
En mulighed kunne være, at den officielle danske bistand på den ene side i højere grad målrettes til de stærke stater med et vist niveau af statskapacitet, hvor NGOerne fortsat har en rolle at spille ift. at sikre god regeringsførelse og kontrol med staten, samt arbejde for rettigheder til de fattigste.
Og den anden side, hvor NGOerne varetager opgaven som operatør i de mere “svage stater”. Både lande som Zimbadwe, hvor det officielle Danmark ikke ønsker at understøtte Mugabes ageren, men også lande som Niger, hvor det centrale statsapparat er for svagt til at klare opgaven.
Her er der brug for NGOer med tæt kontakt til lokale NGOer, som derved kan sikre, at bistanden kommer de fattigste til gavn.
En effektiv NGO-bistand forudsætter evalueringer, og de danske NGOer evalueres løbende.
Evalueringerne har ikke umiddelbart den store betydning for størrelse af de enkelte organisationers bevilling, hvilket ofte har undret mig. Bevillingerne er i stedet historisk betinget.
Selvfølgelig mener jeg ikke, at man kan skære en bevilling drastisk på kort sigt – det vil være ødelæggende for den langtsigtede bistand, som udviklingsorganisationerne yder – men evalueringerne skal have betydning.
Til gengæld skal NGOerne så have mere frie rammer, når det gælder indsamlinger m.v. så de har mulighed for at skabe et bedre indtægtsgrundlag end blot bidrag fra den danske stat.
Udvikling af den innovative (nytænkende/nyskabende) bistand
Mere og effektiv bistand kræver også innovation i bistanden. Her har det stået sløjt til de sidste mange år. Nok er der kommet nye pengekasser til konkrete projekter, såsom aids-puljen, men det er langtfra nok.
Et af de mere innovative elementer, som dansk bistand har gennemført, er allianceprojekter. Her er danske NGOer med hver deres særlige forudsætninger gået i samarbejde med lokale NGOer om konkrete projekter.
Projekterne har tvunget danske udviklingsorganisationer til at gå sammen med andre danske NGOer med særlige kompetencer, f.eks. Landbrugsrådet, Ældresagen, Skovdyrkerne, OVE mv. for at bruge hinandens viden til at lave endnu bedre projekter.
Allianceansøgningerne har haft et svært liv i udviklingsministeriet, om end en evaluering lige har vist, at konceptet virker glimrende og er med til at forbedre og forny bistanden.
Innovation kræver nytænkning og ressourcer til forskning. Umiddelbart virker det som en syltekrukke at sige mere forskning, men jo mere begavet og nytænkende vores bistand er, desto bedre for verdens fattigste.
Ja – tænk hvis jeg var udviklingsminister, der er nok af udfordringer at tage fat på, ovenstående er blot nogle af dem.
Vi har en mulighed for at gøre en skæv verden mindre skæv – den udfordring skal løses, anfører Pia Olsen Dyhr, der er et kendt ansigt i det danske u-landsmiljø.
Læs mere på CARE Danmarks hjemmeside (nævnt i starten)
Med dette indlæg har alle udviklingsordførere for Folketingets partier haft ordet.
Indlæggene findes ved at slå tilbage i rubrikken “Dansk bistand” under dato 31.12.07 (Frank Aaen – EL)
30.12.07 (Tina Petersen – DF)
29.12.07 (Morten Helveg Petersen – RV)
25.12.07 Lars Barfoed – K)
06.12.07 (Gitte Lillelund Bech – V, forkvinde for Udenrigsnævnet)
03.12.07 (Jeppe Kofod – S)
30.11.07 (Gitte Seeberg – NYA).
