KOMMENTAR
Af Erik Jørs, næstformand i Dialogos, leder af Internationalt Center for Arbejdsmiljø, Miljø og Folkesundhed (ICOEPH)
Danske virksomheder flytter i øjeblikket titusinder af arbejdspladser væk fra Danmark, en del med flercifrede milliontilskud fra Danida gennem de senere års opprioriterede privatsektorprogram.
Landbruget ansætter østlændinge i stedet for danskere, slagterierne kører dyr til slagtning sydpå, samtidigt med at slagterier nedlægges i Danmark. Rederierne med Mærsk i spidsen ansætter hovedsageligt søfolk udefra i stedet for danskere, på trods af store skattelettelser til rederierne i form af ”nul-skat” for søfolk.
Der er ikke noget at sige til at ledigheden stiger og velfærden er under pres.
Joh, det er forståeligt, at den globale verden kræver omstilling af produktionsformer for at virksomhederne kan klare sig. Danske virksomheder, arbejdere, landmænd og søfolk er nogle af de mest produktive i verden, men vi kan åbenlyst ikke længere klare os ved at skrue op for produktionshastigheden i en global konkurrence, hvor parametrene er lavest mulige lønomkostninger, børnearbejde, helt utilstrækkelige arbejdsmiljø- og miljøindsatser med mange arbejdsulykker, sygdom og forurening til følge. Samtidigt med at de sociale ydelser er nærmest ikke eksisterende, arbejdstidsregler ligeså og ferien 1-2 uger om året i bedste fald.
Arbejdsulykker i front
Ser man på statistikker over arbejdsulykker og -sygdomme anslås forsigtig, at det drejer sig om nogle hundrede millioner på årsbasis med 80% eller flere heraf i mellem- og lavindkomstlande.
Det sender de arbejdsbetingede skader frem i front i antal nye tilfælde pr. år, og når det drejer sig om udgifter til behandling og produktionstab, hvor de langt overstiger i antal de traditionelle sygdomme med mere fokus på som f.eks. mæslinger, kræft, TB, hiv/aids, sukkersyge m.fl.
Når man så ser på de ressourcer, der anvendes på forebyggelse og behandling af de traditionelle sygdomme i forhold til de arbejdsbetingede, også i bistandssammenhænge, må man undre sig.
For at rette op på dette, må vi indføre et minimum af krav til produktionsvilkårene for de varer og ydelser vi forbruger, f.eks. standardkrav til arbejdsmiljø og miljøforhold, samt anstændige sociale vilkår for de folk der producerer dem.
Det er ikke nok at lade virksomhederne kontrollere sig selv, men et uafhængigt internationalt inspektorkorps må oprettes finansieret af de virksomheder, der ønsker at operere på de globale markeder, med samtidig opgradering af lokale arbejdstilsyn og miljøkontroller. Overholdes reglerne ikke skal det medføre en øget afgift eller udelukkelse fra salg af varen/ydelsen på det globale marked.
Krav om CO2 ansvarlighed, hvor varerne pålægges betydelige afgifter afhængigt af hvor langt de transporteres fra produktions- til forbrugssted, vil samtidigt kunne fremme lokal produktion og give en grønnere verden.
Sundt at forbruge mindre
Vi må indstille os på at verdens goder er under omfordeling, og at vi får en mindre del af kagen end hidtil, hvor vi har siddet på uforskammet meget af denne, samtidigt med at børn dagligt dør af sult og følgesygdomme i andre områder af verden.
Det er kun sundt at skrue forbruget ned og dele med andre både for vort fysiske og mentale helbred. Men at lade markedskræfterne styre produktionens vanvittige løb uanset omkostninger for mennesker og miljø, som det nu sker i mange steder af verden, har vi ikke råd til, skal kloden fortsat fungere.
Vi må heller ikke passivt se på, at vore forbilledlige danske/nordiske arbejdsmiljøregler, miljøkrav og sociale hensyn undermineres af neoliberalismens vildveje.
Derfor en opfordring til regeringen – herunder Danida – om at tage nogle af de ovennævnte forslag op til overvejelse og diskussion både herhjemme og ude.
Og jeg er sikker på at mine kolleger på arbejdsmiljø- og miljøområdet vil bidrage både med udvikling af strategier og gennemførelsen i praksis – fordi det, Danmark og Norden kan på netop dette område, er noget helt særligt og værd ”at eksportere”!
