Danskerne genbruger som sjældent før. Det kan Folkekirkens Nødhjælps genbrugsfrivillige mærke. De leverede et rekordoverskud på 19,5 mio. kroner i fjor fra de mange genbrugsbutikker landet over.
Overskuddet i 2011 er således 2,3 mio. kr. større end resultatet på 17,2 millioner i 2010.
I år er det 40 år siden, at Folkekirkens Nødhjælp slog dørene op til Danmarks første genbrugsbutik – dengang i Århus. Siden er det blevet til 123 genbrugsbutikker båret af 3.400 frivillige medarbejdere.
Hvert år har butikkerne sendt deres overskud videre til arbejdet med at bekæmpe sult og fattigdom. Gennem årene har de oparbejdet et samlet overskud på 456 mio. kroner.
Men aldrig har butikkerne og de frivillige medarbejdere præsteret så stort et overskud som i 2011.
”Det er et kæmpe privilegium at have flere tusinde venlige og service-mindede frivillige, som giver Folkekirkens Nødhjælp ansigt og stemme i vore genbrugsbutikker landet over. Hver eneste af dem yder et bidrag til kampen mod sult og fattigdom,” siger organisationens generalsekretær, Henrik Stubkjær.
19 af butikkerne modtager og sælger også møbler.
Yderligere oplysninger hos:
Rikke Hovgaard Lorentzen, leder af genbrugsarbejdet,
tlf. 29 70 06 07