Projektpuljen, der støtter danske, folkelige foreningers samarbejde med partnere i u-landene, må udskyde de næste to ansøgningsrunder på grund af pengemangel, skriver NGO-samvirket CISU (tidl. Projektrådgivningen) i sit nyhedsbrev fredag.
Projektpuljen (som før hed Minipuljen) rummer midler fra Danida, som CISU administrerer, og man kan søge om projektstøtte op til fem mio. kr. Der er tre ansøgningsrunder om året. Puljen blev etableret i forlængelse af tankerne i den første Civilsamfundsstrategi fra 2001.
På et møde torsdag har CISU’s bestyrelse vedtaget at udskyde næste ansøgningsrunde til 17. september 2012. Ansøgerne vil få svar 7. december, og godkendte bevillinger kan gå i gang fra 1. januar 2013.
Ansøgningsrunden i december 2012 udskydes til der foreligger nye rammer og retningslinjer for Projektpuljen i første halvdel af 2013.
Det hedder, at “bestyrelsen har arbejdet på at opnå forståelse for, at der generelt bør tilføres flere midler til Projektpuljen og ikke mindst flere midler samlet set til Civilsamfunds-støtten”.
“Vi har adskillige gange i det seneste år påvist overfor Udenrigsministe-riet, Udviklings-ministeren og Folketingets medlemmer, at det samlede årlige budget for Projektpuljen, Enkeltbevillingen, programaftaler og øvrige puljeordninger siden 2009 er blevet reduceret med 60 mio. kr.”
Septemberrunden flyttes fra 1. til 17. sept. fordi:
Der vil kun delvist eller slet ikke være midler til rådighed i Projektpuljen til at bevilge projekter med start i 2012 under septemberrunden. Bevilgede projekter kan derfor tidligst forventes påbegyndt i 2013.
De ekstra uger mellem sommerferien og ansøgningsfristen betyder, at CISU kan tilbyde ansøgerne bedre rådgivningsforløb. August er normalt stærkt presset i forhold til rådgivninger.
Decemberrunden udskydes fordi:
Udskydes decemberrunden ikke, kan Projektpuljens budget for 2013 være opbrugt allerede med bevillingerne fra runderne i september og december 2012 (de kommer begge ud som tilsagn i 2013 og tages dermed fra dette års budget).
Der arbejdes hårdt på at sikre flere penge til puljen i både 2012 og 2013, men “vi er nødt til at planlægge inden for den budgetramme, vi kender”, hedder det.
Rammer og retningslinjer for Projektpuljen vil blive ændret fra 2013. Ved at udskyde decemberrunden, får CISU bedre muligheder for at formulere nye rammer for puljen i tæt dialog med medlemsforeningerne – herunder ikke mindst, hvordan man håndterer et fast budgetloft.
Samtidig “sikrer vi, at der er ‘penge at arbejde med’ efter de nye retningslinjer i 2013”.
“Vi beklager ulemperne”
CISU beklager, hvis ovenstående vil forstyrre planer allerede aftalt med parterne f.eks. med at forberede ansøgning om nye faser i eksisterende projekter.
CISU mener, det samlet set vil give de bedst mulige vilkår for at komme videre. Sekretariatet er til rådighed for rådgivning i den forbindelse, herunder om eventuelle behov for forlængelser af projektperioder og lignende.
Projektpuljen overskred også de oprindelige bevillingsrammer i 2009, 2010 og 2011, hvor problemet blev løst ved, at der undervejs blev tilført flere midler fra Danida.
De seneste runder har endnu en gang været rekordstore i forhold til ansøgninger og bevillinger. I 2012 har CISU foreløbig fået tilført 10 mio. kr. ekstra, men det er altså langt fra nok. “Vi arbejder stadig for en større ekstra bevilling i år, men det er meget usikkert om det vil være muligt at opnå”.
CISUs bestyrelse vil i efteråret lægge op til en stærkere involvering af medlemmerne af CISU i at skabe et pres, der “kan sikre de fornødne midler til det bredt funderede og højt kvalificerede udviklingsarbejde, som de danske folkelige foreninger udfører”.
CISU med sæde i Århus er et samvirke mellem flere end 250 foreninger med u-landsrettet arbejde.
Projektpuljen/Minipuljen har oplevet markant vækst, så CISU/Projektrådgivningen nu modtager ca. 50 ansøgninger pr. runde og i 2011 bevilligede 101 mio. kr. fordelt på 103 ansøgninger.
I samme periode er loftet for bevillingernes størrelse hævet først til tre mio. kr. i 2006 og siden til fem millioner i 2011.
Mere om Projektpuljen på http://www.cisu.dk/Default.aspx?ID=19177