Årets store Røde Kors-indsamling tilbage på niveauet fra 2010

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Danskerne samlede godt 18 millioner kr. ind til Røde Kors ved den traditionsrige årlige landsindsamling første søndag i oktober. Det er ca. tre procent bedre end sidste år, da resultatet til gengæld var historisk lavt.

Her samlede Dansk Røde Kors 17 millioner kr. ind og det var halvanden million mindre end i 2010, oplyste organisationen dengang på sit website.

Resultatet i fjor skulle ifølge generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl “ses i lyset af, at danskerne i løbet af de sidste par måneder har bidraget med over 18 mio. kroner til Røde Kors Afrikaindsamling og 111 mio. kr. til organisationernes store fælles indsamling “Afrika Nu”.

I år er det ikke antallet af indsamlere, der er steget. Der er simpelt hen kommet mere i bøssen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Dansk Røde Kors søndag aften.

Det har alt i alt bragt resultatet i 2012 tilbage på niveauet i 2010.

”Jeg er stolt over den stabile opbakning, vi altid kan regne med at få fra danskerne. Vi var bekymrede for, at krisen ville spille ind på resultatet, men det ser faktisk ud som om, danskerne har været meget gavmilde i år,” sagde Anders Ladekarl søndag aften.

De indsamlede midler går til Røde Kors’ generelle arbejde og vil bl.a. blive brugt på arbejdet på at hjælpe børn, kvinder og mænd under sultkatastrofen i Vestafrika og de civile ofre under borgerkrigen i Syrien.

”Netop hjemkommet fra Syrien er jeg ekstra glad for, at danskerne har vist os stor tillid. Jeg har set, hvor meget godt vore frivillige kan gøre for de penge. Og jeg ved, de vil blive meget glade, når jeg fortæller dem om danskernes store bidrag,” siger Anders Ladekarl.

I Vestafrika har tørke, oversvømmelser, konflikt og insektangreb ødelagt høsten, og 18 millioner sulter. Her vil pengene f.eks. blive brugt til at hjælpe underernærede børn, og for 1.000 kroner kan man give 28 børn mad i en måned.

I Syrien er der lige nu mellem 1,5 og 2 millioner fordrevne fra det blodige opgør mellem regeringen og oprørere. Mange af dem bor på gaden, i hotellobbyer og i parker. Pengene fra indsamlingen vil bl.a. blive brugt på at skaffe tæpper og vintertøj, så de kan stå imod, når det bliver rigtig koldt.

Derudover etablerer Røde Kors ti nye klinikker og køber den smerte-stillende medicin, der i øjeblikket er mangel på. For 1.000 kr. kan organisationen give mindst 20 personer – børn og voksne ofre for konflikten – den smertestillende medicin, de har brug for, hedder det.