Oprørskunst fra Syrien var i centrum, da Prins Claus Fonden i Amsterdam holdt offentligt møde og rundvisning i oktober på udstillingen ’Culture in Defiance’. Til foråret flytter udstillingen til København, hvor den indgår i en stor event med fokus på kunstens rolle i det syriske oprør.
Af Camilla Wass
”Af hensyn til vore syriske gæster vil jeg bede jer om at lade være med at tage fotos i løbet af aftenen.” Velkomsten fra Prins Claus Fonden lader forstå, at vi har at gøre med et sprængfarligt emne.
Humoristiske twist af Assad-regimets propaganda-plakater, dukketeater, der latterliggør præsidenten – og kunstneriske portrætter af nogle af den syriske revolutions nøglepersoner.
Det er nogle af de eksempler på den kreative modstand mod det syriske regime, som man kan opleve under det offentlige møde og på udstillingen ’Culture in defiance’ hos Prins Claus Fonden i Amsterdam.
Adamsæblet skåret ud
Som en uhyggelig grundtone bag udstillingen ligger historien om den symbolske vold, Assad-regimet har udsat sine kritikere for.
Tegneren Ali Ferzat fik brækket sine hænder, efter at have brugt sin satiriske pen mod Assad-regimet. Hans tegninger er det første man ser, når man kommer ind i udstillingslokalet.
På udstillingens første sal hænger et maleri, som det er umuligt at tage øjnene fra. Blodet flyder fra halsen på den mand, som den syriske kunstmaler Khalil Younes har portrætteret.
Maleriet forestiller den kendte syriske protestsanger Ibrahim Quasoush, der i juli 2011 blev fundet i en flod med sit adamsæble skåret ud, efter at han i sine revolutionssange havde gjort grin med præsidenten.
Khalil Younes er en af de markante syriske kunstnere, hvis værker udstilles i Amsterdam. Han har portrætteret nogle af nøglepersonerne i den syriske opstand – nogle af de mennesker, hvis skæbne har brændt sig ind i erindringen hos mennesker over hele verden.
På væggen hænger også et portræt af Hamza Bakkour, barnet fra Homs, der fik hele sit underansigt skudt af.
Hamza Bakkour er blevet et symbol på modstanden mod den uretfærdige vold i Syrien, og aktivister har taget det portræt, Khalil Younes har malet og gengivet det som graffiti på mure i Syrien.
Bryder frygtens barriere
Ligeledes er Ibrahim Quanoush’s sange efter hans død blevet brugt som protestsange over hele den arabiske region og har dermed fået deres eget liv.
”En god sang er som en atombombe under regimet. Så snart, du synger sangen, bryder du frygtens barriere,” pointerer den syriske kommunikationsekspert Dado Midani, der sidder i panelet til aftenens møde.
I løbet af aftenen tegner der sig et billede af et Syrien, der rejser sig i kreativ modtand mod regimet – og som hele tiden finder nye ventiler for modstanden. Tegneserier, slogans, sange og teater spreder sig på internettet – den kunstneriske modstand og kreative ulydighed finder hele tiden nye veje.
”Homs er faktisk en af revolutionens mest kreative byer,” siger Malu Halasa, der har været kurator på udstillingen i Amsterdam. Hun fortæller, at klokketårnet i Homs fik en særlig betydning som samlingspunkt for de mennesker, der protesterede mod Assad.
Der gik ikke lang tid, før Assads styrker med magt forhindrede folk i at samles foran klokketårnet – men så byggede de bare nogle miniudgaver af klokketårnet og samledes dér.
Lige nu er der en massiv kreativ bevægelse i gang inde i Syrien. Forfattere er gået i gang med at skrive en håndbog i, hvordan man dealer med secret service og der er heftig aktivitet på de sociale medier.
”Der er en overflod af kunst i Syrien – men kunstnere føler, at verden har glemt alt om dem,” pointerer Malu Halasa.
Hånden som metafor
Læs videre på
http://www.detarabiskeinitiativ.dk/dai.nsf/Doc/sangersomen?OpenDocument
Journalist Camilla Wass er redaktør af Nyhedsbrevet for Det Arabiske Initiativ
Artiklen er oprindelig bragt i nyhedsbrevets oktober-udgave, modtaget torsdag.
