Af Signe Lau
I 2011, da Sydsudan blev en selvstændig stat ved løsrivelsen fra Sudan, medførte det forpligtigelser om sikkerhed for den nye nations borgere.
En suverænitet, der af praktiske hensyn stiller krav om en klar definition af den sydsudanesiske nationalitet, og en formalitet der også er af interesse for det internationale samfund.
Fordi man ved dannelse af nye stater, ifølge de internationale menneskeretskonventioner, bør undgå et hvert udfald af statsløse individer som fremhævet i FNs Menneskerettighedserklæring fra 1948, art. 15:
”Everyone has a right to a nationality” og ”no one shall be arbitrarily deprived of his nationality”.
Disse perspektiver understreger en individuel ret om sikkerhed for nationalitet uanset eventuelle etniske tilhørsforhold.
Med afsæt i sudanesernes og sydsudanernes rettigheder om tilhørende nationalitet efter Sydsudans selvstændighed stilles der – udfra dette mål – krav om et mere helhedsorienteret fokus på de to lande.
For også tidligere statsopdelinger i Afrika har vist, at uklarheder om statsbeskyttelse kan få alvorlige konsekvenser såsom fordrivelse af hele folkegrupper.
Dette var en meget alvorlig udgang på konflikten og den endelige deling af Eritrea og Etiopien. En erfaring der understreger, at mangelfulde forhandlinger mellem stater kan føre til humanitære katastrofer – hvilket desværre allerede er en realitet i den nordlige del af Sydsudan.
Det er også et resultat, der understreger, at Afrikas norm for individuel ret for nationalitet er tvetydig og langt fra en selvfølge.
Sydsudan og det internationale samfund
Sydsudan har siden sin fødsel været under pres fra det tidligere Nordsudan. En situation der har øget landets afhængighedsforhold til det internationale samfund og tilhørende menneskeretsorganisationer.
Et mere eller mindre påtvunget ægteskab, særligt fra Sydsudans side og et forpligtende samarbejde, der har øget følsomheden overfor international kritik.
Men med netop det udgangspunkt er det tankevækkende, at Sydsudans love om borgernes nationalitetsrettigheder langt fra er fornuftbetonede ud fra de internationale menneskerettighedskonventioner[1].
De fremhæver lige rettigheder for alle individer. Principper der også understøtter en stærk stat, da eksklusion og diskrimination af politiske eller økonomiske rettigheder medfører ustabilitet og egentlige konflikter.
Med udgangspunkt i Sydsudans egen forfatning ”The New Sudan Act”, fremhæves nogle borgeres muligheder frem for andre, hvilket er diskriminerende.
1. The. New Sudan act. definerer retten til sydsudansk nationalitet ud fra aner og tilknytning til etniske stammer: ”A person born before the commencement of this act shall be a New Sudan by decent if: – he belongs to one of the tribes of the New Sudan.”
2. Desuden stiller New Sudan Act krav om, at personer med anden nationalitet, der bor i landet, skal give afkald på deres tidligere nationalitet:
”if he is a national of any foreign country under the law of that country, he has validly and effectively in accordance with the law of such a country renounced and divested himself of the Nationality of that country.”.
En radikal ændring i forhold til Sydsudans og Sudans tidligere federale forfatning, der netop tillod et dobbelt statsborgerskab for tidligere nordsudanesere i Sydsudan.
Derfor er ændringen af stor betydning for syd- og nordsudaneseres, fordi sydsudanesere i Nord mister deres statsborgerskab, mens nordsudanesere i Syd ikke kan erhverve deres.
Når rettigheder og nationalitet bindes op på etniske forhold
Sydsudanesernes nationalitet ifølge The New Sudan Act bygger på principperne om Jus Sanguinis, defineret ud fra lokal tilknytning via aner og etniske stammer. Et princip der understreger, at dem der ikke er indfødt, betragtes som fremmede eller i bedste fald som gæst.
Det er en problematisk tilgang i forhold til en bred sikkerhed for nationalitet, særligt da forfatningen ekskluderer frem for at inkludere og udelukker de mange sydsudanesere, der grundet den langvarige konflikt har været bosat i Sudan, samt tidligere nordsudanesere i Syd.
Det betyder, at de mange individer, der befinder sig med et ben i hver lejr, med etnisk tilknytning i både Sudan og Sydsudan, anbringes i et politisk tomrum, hvor deres rettigheder svækkes eller helt fjernes.
Dette perspektiv understreger, at det er stater alene, der danner statsløshed eller andenklasses borgere og ikke ofrene, der er blevet nægtet den pågældende nationalitet.
Således prioriterer The New Sudan Act rettighederne for det etniske sydsudanske folk og i den sammenhæng, rettigheder for flertallet frem for rettighederne for de få. Værdier, som er identiske med de afrikanske menneskerettigheder, der hverken favoriserer den individuelle ret eller sikkerhed.
I en afrikansk sammenhæng er det en rationel måde, hvorpå det enkelte individ opbygger forståelse og solidaritet for de kollektive løsninger. Strukturer, der også afspejles i måden de afrikanske folkeslag navigerer – solidarisk – på med hensyn til politiske løsninger, samt dannelse af institutioner.
Og ud fra dét perspektiv giver etnisk betydning og tilknytningen til en sydsudansk nationalitet mening. Men det er en tilgang, der er i stærk kontrast til de universelle menneskerettigheder.
Opdeling af stater – fremtidig løsning på Afrikas konflikter?
Hvis fremtidige løsninger på kontinentets langvarige konflikter er statsdelinger, bør der også i en afrikansk kontekst sættes fokus på den individuelle ret om nationalitet.
En ændring, der er stærkt udfordrende, særligt fordi Afrika i større grad prioriterer én nation frem for én stat og etnicitet og stammer frem for individuelle statsborgerskaber – definitioner der prioriterer gruppen frem for det enkelte individ.
Ligeledes bør der, med udgangspunkt i fremtidige statsdelinger, diskuteres hvordan etnicitet bruges hensigtsmæssigt i forfatningerne. Herved ikke sagt, at den etniske betydning helt kan undlades og slet ikke med et udgangspunkt i Afrika.
Men det er vigtigt, at de etniske tilknytninger ikke bruges som en form for beskyttelse mod udefrakommende indflydelser eller trusler og man kan ikke afvise, at Sydsudan og med rette, har oplevet Sudan således.
Men at opbygge restriktive forfatninger, der indkapsler landet i sin egen etniske definition, kan i værste fald på sigt medføre større sårbarhed frem for reel sikkerhed.
Særligt med udgangspunkt i Sydsudan, der er omgivet af grænser til andre stater og i den sammenhæng ”deler” etniske grupper med nabostater. Grupper der er særligt udsatte i konflikter eller i postkonflikt-situationer.
Udfra det udgangspunkt er det nødvendigt, at kommende forfatninger indeholder en vis form for fleksibilitet, der kan inddrage forsvarsløse individer i grænseområder. En rummelighed som Sydsudans forfatning ikke har bidraget med.
Ikke desto mindre er det tankevækkende, at Sudans forfatning ”Interm National Constitution”, faktisk indeholder en sådan kattelem af fleksibilitet:
Art 7: ”(3) The law shall regulate citizenship and naturalization; no naturalizes Sudanese shall be deprived of his or her acquired citizenship except in accordance with the law; (4) A Sudanese national may acquire the nationality of the nationality of another country as shall be regulated by the law.”
En detalje der fortjener et større fokus, også med udgangspunkt i de fremtidige forhandlinger mellem Sudan og Sydsudan.
[1] FN’s menneskerettigheds deklaration1789 art. 1 og 2: “Man are born and remain free and equal in rights. Social distinction may be found only upon the general good” og ” the aim of all political association is the preservation of the nature and rights of man. These are liberty, property, security and resistance to oppression”
Signe Lau er cand.mag. i Afrikastudier, Københavns Universitet
