Efter godt 40 procent af stemmerne i Kenyas parlamentsvalg er talt op, tyder det på sejr til den krigsforbrydertiltalte Uhuru Kenyatta. Det skriver CNN.com onsdag
Uhuru Kenyatta lå onsdag eftermiddag stadig forrest i kapløbet om at vinde Kenyas parlamentsvalg.
Med over 40 procent af stemmerne talt op fører Kenyatta med 53 procent af stemmerne, mens hans nærmeste konkurrent nuværende premierminister Raila Odinga har fået 42 procent af stemmerne, lyder det fra CNN.com.
Tekniske problemer har dog medført, at optællingen går umådeligt langsomt, og det kan endnu ikke siges, hvornår det endelige resultat ligger klar.
Kenyatta, som er søn af Kenyas første leder efter uafhængigheden, og hans medkandidat William Ruto er begge tiltalt for krigsforbrydelser af den internationale krigsforbryderdomstol i Haag. Begge benægter dog anklagerne, som går på, at de skulle have fået en lokal milits til at gå til angreb under urolighederne ved Kenyas seneste valg i 2007/8.
Anklagen har fået deres modkandidat Odinga til at udtale, at hvis Kenyatta vinder, vil han blive nødt til at regere via internettet fra Haag.