Dansk Røde Kors mangler ca. 2.000 indsamlere til søndagens traditionsrige landsindsamling for at nå samme niveau som sidste år, men man er godt på vej, og antallet af tilmeldte til at gå rundt med raslebøsserne passerede tirsdag aften de 10.000, oplyses det overfor U-landsnyt.dk.
Det er også nødvendigt, hvis man skal nå samme resultat som i 2012, da den store humanitære organisation havnede på godt 18 millioner indsamlede kroner.
Det var ca. tre procent bedre end i 2011, da resultatet til gengæld var historisk lavt.
Her samlede Dansk Røde Kors 17 millioner kr. ind og det var halvanden million mindre end i 2010, oplyste organisationen dengang på sit website.
Resultatet i fjor skulle ifølge generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl “ses i lyset af, at danskerne i løbet af de sidste par måneder har bidraget med over 18 mio. kroner til Røde Kors Afrikaindsamling og 111 mio. kr. til organisationernes store fælles indsamling “Afrika Nu”.
Det bragte alt i alt resultatet i 2012 tilbage på niveauet fra 2010.
Syriens ofre i fokus
Ligesom i 2012 er situationen i Syrien i fokus i år.
En del af pengene fra Røde Kors indsamlingen 2013 går til at hjælpe syriske familier med at bearbejde de traumer, krigen har givet dem. Formålet er at undgå, at de negative oplevelser, familierne har haft, sætter sig fast i sindet.
Udover psykisk førstehjælp og diverse støttegrupper får børnene tilbud om at tage del i helt almindelige ting som spil, sang, tegning og sportsaktiviteter. Formålet er at få normalitet ind i familiernes liv igen.
…men også Afrika
Pengene går også til andre formål.
En ny form for katastrofe truer således i verdens storbyer, der vokser og vokser. En milliard mennesker lever nu i slumområder verden over, og antallet forventes at stige markant i årene fremover.
Eksempelvis i Kenyas hovedstad Nairobi lever fattige familier i primitive boliger i tætpakkede kvarterer og under ekstremt dårlige hygiejniske forhold. Det gør slummen til en tikkende bombe.
En del af pengene fra Røde Kors indsamlingen 2013 går til at forebygge de mange brande, sikre bedre sanitære forhold og hjælpe familier med at undgå dødelige og smitsomme sygdomme i Nairobis slum.
For hver krone, der samles ind til den altafgørende katastrofefond, går de 85 øre videre til modtagerne. De resterende 15 øre anvendes til indsamlingsudgifter, generel administration, oplysning og øvrige udgifter.
Man kan tilmelde sig som indsamler på
http://www.rodekors.dk/stot+os/bliv+indsamler?utm_source=forsiden&utm_medium=redbutton&utm_campaign=rki-2013