“Lion Lights” løb med førstepræmien i Danidas billedlegat

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Mona Munck, U-landsnyt.dk

Dokumentarfilmen “Lion Lights” hentede førsteprisen ved premieren fredag for Danidas Verdensbilledlegat 2013 i København. Den er begået af to studerende, Iben Fog Saxe og Andre Rothschild, som zoomer ind på en maasai-dreng i Kenya.

Siden 2002 har Danida årligt uddelt legater til ti hold håbefulde og ambitiøse studerende ved højere danske læreanstalter. Det bliver hvert år til ligeså mange korte dokumentarfilm med originale historier fra den 3. verden.

Med legatet i hånden skal de studerende skabe 12 minutter lange dokumentarfilm og hvert år udpeger Danida Verdensbilledlegat et tema, der skal skabe rammerne for årets ansøgninger.

I år var temaet ’grænseland’ grundlag for de ti film-produktioner, der viste alt fra grænser mellem øst og vest, land og by og liv og død.

Legatets formål er ”at synliggøre kulturer, miljøer og mennesker der på samme tid er utrolig fremmede og meget ens med os”, sagde projektleder for initiativet, Carsten Dollerup, umiddelbart inden de to vindende filmmagere blev afsløret.

Og vinderen blev…

Iben Fog Saxe og Andre Rothschild fik første præmien for den mest originale historie med filmen Lion Lights, hvor de zoomer ind på den unge maasai-dreng, Richard Turere, fra Kitengela i Kenya lige ved siden af den populære Nairobi National Park.

En stor del af Richards hverdag handler om at hjælpe sin far med at vogte familiens kvæg.

Den største fare er, at der ikke er noget hegn mellem kvæget og nationalparkens vilde løver, som derfor ofte finder sit bytte i familiens kvægflok. For hver gang en løve tager et af familiens kreaturer ”skyder min far to løver”, siger Richard i filmen.

Richard nærer et lønligt håb om fredelig sameksistens med løverne, og filmen følger den unge drengs forsøg på at finde metoder, der kan skræmme løverne væk fra kvæget.

Opfindelsen “Lion Lights”

Titlen Lion Lights refererer til Richards succesfulde opfindelse med at opsætte blinklys fra biler langs stalden, der holder løverne væk fra kvægflokken.

”Løverne er kloge, og de kan se at der ikke er fare på færde, når der ikke er bevægelse. Når lyset blinker, ligner det en person, der kommer gående, og det skræmmer løverne væk” siger Richard om sin opfindelse.

Opfindelsen har haft stor succes og bredt sig til 70 kvægdrivere i det østlige og sydlige Afrika – ja, hele vejen til områder i Indien hvor mennesker og tigre lever side om side.

Desuden bragte opfindelsen Richard Turere til San Francisco tidligere i år, hvor han var inviteret til at lave en TED talks.

Lion Lights adskiller sig fra de øvrige ni legatmodtageres film ved at beskæftige sig med en historie, der ikke finder sted nu-og-her. Mens de andre film fortæller historier, der foregår for øjnene af kameraet, beretter Lion Lights en historie der allerede har fundet af sted.

”Det er svært at skabe rekonstruktioner af noget, der allerede er sket”, sagde Nikolaj Christensen, souschef for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ved præmieoverrækkelsen og tilføjede:

”I deres blanding af rekonstruktion, billeder og lyd har de de to filmmagere skabt en rørende og indtryksfuld historie”.

Verdensbillede uden stereotyper

Foruden Kenya er Uganda, Madagaskar, Nigeria, Sydsudan, Zambia, Indonesien, Filippinerne og El Salvador repræsenteret i de ti Verdensbilledlegat film.

Alle lever de op til legats formål om at fortælle om og gøre historier og kulturer levende for et publikum, de ellers ville være fremmede for.

”Det er beundringsværdigt, at alle ti bidrag har formået at fortælle deres historier uden at henfalde til de stereotyper, der let følger med vestlige repræsentationer af den 3. verden”, anførte Carsten Dollerup i forbindelse med prisuddelingen.

Og det var lidt af en opgave for juryen at pille årets ti legatmodtagere ud:

“Det var en udfordring at skulle vælge de bedste 10 projekter ud af årets 178 forslag, hvor vi flere gange har været i et dilemma omkring hvilke ansøgninger, der skulle igennem det berømte nåleøje. Men dem har vi hermed udvalgt, og vi ønsker de 10 vinderhold alt mulig held med deres projekter og takker igen for de mange gode ansøgninger”, hed det.

Alle ti film kan ses på Udenrigsministeriets youtube-kanal efter den 5. november; dvs efter på tirsdag, hvor filmene vises i biografen Øst for Paradis i Århus. Resten af året og ind i foråret kan legatmodtagerne bookes til filmfremvisning og foredrag.

Man kan læse mere om Danidas Verdensbilledelegat på
http://www.3world.dk

Man kan se årets samt de forrige års legat-modtageres film på
http://www.youtube.com/user/udenrigsministeriet

Mere information om Richard Turere og hans opfindelse på: http://en.wikipedia.org/wiki/Lion_Lights