Efter skærpelsen af loven mod homoseksualitet i Uganda har det været fremme, at det ikke mindst er ekstreme religiøse grupper, der står bag kampagnen mod homoseksuelle. Men ikke alle kirker og religiøse grupper i Afrika bekæmper homoseksualitet.
I mange lande i den vestlige verden fordømmes Ugandas indførelse af en ny, kontroversiel lov mod homoseksualitet, og der rejses beskyldninger mod radikale religiøse grupper for at opildne til had mod seksuelle minoriteter.
Men samtidig er der kirker i en række afrikanske lande, hvor arbejdet mod stigmatisering og social udstødelse af hiv/aids-smittede i stigende omfang henvender sig til seksuelle minoriteter. Dermed tager afrikanske kirker også standpunkt mod den homofobi, som er blusset op i Afrika. Det skriver Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU) i en pressemeddelelse mandag.
Også i Afrika har hiv/aids været tabubelagt og omgærdet af frygt, uvidenhed og stigma. Samtidig er smitten den største dræber og primære dødsårsag på kontinentet, og den efterlader millioner af børn forældreløse.
Mindre berøringsangst
Mange afrikanske kirker har tidligere haft stor berøringsangst over for at behandle spørgsmål vedr. seksualitet, og der er – som i Danmark og andre vestlige lande – også store teologiske overvejelser og uenigheder om emnet, skriver DMRU.
Alligevel er der en voksende erkendelse af, at kirkens sociale indsats i hiv/aids-arbejdet må inddrage seksuelle minoriteter.
Mens smittespredningen generelt er bremset, viser tallene også, at grupper som sexarbejdere og homoseksuelle mænd er blandt de mest udsatte.
Derfor har kirker i mange lande i Afrika syd for Sahara, deriblandt Mission Afrikas partner i Sierra Leone, gennem en årrække arbejdet med hiv og aids projekter med fokus på bekæmpelse af stigmatisering af de smittede som en integreret del af arbejdet.
Dansk støtte
DMRU har gennem flere missionsorganisationer og kirker givet støtte til projekter i en række afrikanske lande, der sigter på at hjælpe mennesker- uanset seksuel observans – som lever med hiv og aids, forebygge smitte, udbrede viden om sygdommen og afmystificere den, så den ikke fører til udstødelse af de ramte.
Nogle kirker er overbevist om, at Guds råd er, at sex skal foregå inden for ægteskabet. Alligevel kan de godt uddele kondomer i erkendelse af, at ikke alle mennesker er enige i kirkens doktrin.
På samme måde kan kirker, der er overbevist om rigtigheden af Bibelens forbud mod at have sex med samme køn, samtidig arbejde for at homoseksuelle f.eks. har adgang til sundhedsydelser og omsorg og ikke bliver kriminaliseret, hedder det i pressemeddelelsen.
”Det er vigtigt for kirkerne og vores kirkelige samarbejdspartnere at forstå, at hiv/aids-arbejdet ikke handler om at promovere retten til f.eks. kirkelige vielser af homoseksuelle, men at sikre, at homoseksuelle sikres de samme rettigheder til rådgivning og behandling, som alle andre, og ikke bliver forfulgt eller udstødt af samfundet. Her har de mangeårige partnerskaber mellem vores medlemsorganisationer og kirkerne i syd haft en stor betydning for denne holdningsændring,” siger Karen Swartz Sørensen, sundhedsfaglig konsulent i DMRU og med erfaring fra kirkernes aids- programmer i flere afrikanske lande.
I front mod hiv/aids
”I dag er mange kirker i front i hiv/aids-arbejdet. Det er dem, der tager sig af de hiv-smittede på samme måde, som kirkerne altid har taget sig af de svage og udstødte, og det er dem, der aktivt går ind i de projekter, der skal forsøge at forebygge yderligere spredning,” fortæller hun.
Grundlæggende kristne værdier om at Guds kærlighed omfatter alle, også samfundets mest udsatte og stigmatiserede grupper, går dermed hånd i hånd med den seneste sundhedsfaglige viden om at fokusere hiv/aids-indsatsen i forhold til grupper, der lever med særlig høj risiko for at pådrage sig og sprede smitten.
Afrikanske kirkesamfund ønsker ikke at blive belært om de seneste teologiske fortolkninger omkring seksuelle minoriteter. Men i et tæt partnerskab arbejder missionsorganisationer i Danmark med kirker i syd om også at inkludere seksuelle minoriteter i det væsentlige diakoniarbejde, som kirkerne udfører.
Derfor har DMRU også, gennem de danske missionsorganisationer, støttet sydpartnere i at deltage i en nylig afholdt international konference om hiv og aids i Cape Town. Her oplevede deltagerne – måske for første gang i deres liv – at mødes ansigt til ansigt med homoseksuelle og andre minoriteter.
Dette møde har været skelsættende for dem og en øjenåbner, der baner vej for en ny, medmenneskelig forståelse for andres situation. Dette vil tage tid, og det er vigtigt, at en snævert vinklet utålmodig vestlig rettighedsdagsorden ikke tager luften ud af den udvikling, der er i gang, skriver DMRU.