Verdens Bedste Nyheder i Roskilde får årets initiativpris

Forfatter billede

Vinderen af årets initiativpris i u-landsmiljøet, som uddeles af NGO-sammenslutningen CISU, blev Styregruppen for Verdens Bedste Nyheder i Roskilde og Omegn. Prisen omfatter en statuette og 10.000 kroner.

Den blev overrakt de glade vindere på generalforsamling 2014 i “Civilsamfund i Udvikling” (CISU), der fandt sted lørdag i Nyborg.

Styregruppen med base i Fairtradebutik Karibu i domkirkebyen får prisen for, at CISU “kan hylde det lokale arbejde – det der får “almindelige” mennesker til at tænke over klodens tilstand”.

Styregruppen fremhæves i indstillingen for et “omfattende lokalt samarbejde på tværs af foreninger, der hvert år spreder budskabet fra Verdens Bedste Nyheder”.

Folkene i Roskilde og Lejre “bør modtage Initiativprisen, fordi de viser, hvordan engagement i udviklings-arbejde smitter og kan inddrage et helt lokalsamfund”, hedder det.

Netop CISUs over 280 medlemsforeninger og organisationer tæller u-lands-ildsjælenes hjertekule, som bedre end de fleste kan bedømme et godt udført stykke påvirkningsarbejde.

Eksempel på lokalt globalt udsyn

“Der er stor forskel på, hvor meget og hvordan de danske udviklingsorganisationer deltager i den årlige kampagne Verdens Bedste Nyheder”, begrundes det videre.

“Nogen sætter en lille version af logoet på deres hjemmeside, andre bidrager med artikler og nyheder til MetroXpress og kampagnens hjemmeside eller deler juicebrikker og aviser med gode nyheder ud til de morgenfriske på selve kampagnedagen den første fredag i september”.

“Indimellem dukker der så samarbejder op, som markerer lokalområder over for den nationale kampagne. Et sådant initiativ er samarbejdet i Roskilde og Lejre et eksempel på”.

“Igennem tre år har en mindre styregruppe taget initiativ til, koordineret og arrangeret en årlig foreningsdag til at markere de gode nyheder og glade budskaber fra udviklingslandene. 16 lokale foreninger og 12 kendte Roskildeborgere samarbejder om at sprede det glade budskab. De står sammen om at vise, at samarbejdet virker”.

“Ingen får penge ud af begivenhederne – alt er baseret på frivillige arbejdskræfter”.

“Initiativet i Roskilde er et godt eksempel på, hvordan dét at engagere sig i udviklingsarbejde kan samle et lokalområde. Roskilde og Lejre illustrerer folkelig forankring på bedste vis”.

“I de to byer er det tydeligt, hvordan beboere i et lokalsamfund kan være med til at give deres medborgere et globalt udsyn – igennem deres eget engagement”.

Initiativprisen er uddelt siden 2009.