Blot fire procent af arbejdsstyrken er organiseret i Colombia. I er nødt til at få mange flere medlemmer før i begynder på de faglige kampe, sagde formanden for Dansk Metal under et besøg i landet i selskab med bl.a. handels- og udviklingsministeren.
Det signalerer social dialog i praksis, at dansk fagbevægelse og danske arbejdsgivere kan rejse sammen i en ministerdelegation i Colombia. Men der er lang vej i et land, hvor man bliver fyret eller dræbt for at være medlem af en fagforening.
Det vækker opsigt i Latinamerika, når dansk fagbevægelse er sammen på lige fod med arbejdsgivere og den danske handels- og udviklingsminister på delegationsrejse til Peru og Colombia.
Det viser i praksis, at den danske arbejdsmarkedsmodel med forhandling og social dialog fungerer. Og det er præcis den vej, Colombias arbejdsminister, Rafael Pardo Rueda, gerne vil gå, fortalte han de faglige ledere fra Danmark.
Men der er lang vej dertil i et land, som endnu ikke har afsluttet 50 års borgerkrig, og hvor faglige ledere bliver skudt og dræbt, og arbejdere mister deres job, hvis de melder sig i fagforening.
“Men hvis det er de rigtige folk, der kommer til, og de kan få lavet noget fornuftig lovgivning, så er jeg sikker på, at de nok skal komme i gang,” vurderer Dansk Metals formand, Claus Jensen.
Han var sammen med LO’s internationale sekretær, Marie-Louise Knuppert, NNF-formand, Ole Wehlast og gruppeformand i 3F, Arne Grevsen. Delegationen talte også Dansk Industris markedschef, Jens Holst-Nielsen og repræsentanter for 18 danske virksomheder. Den blev ledet af handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).
Store forhindringer
Claus Jensen hæfter sig ved tre store forhindringer for et få skabt et rimeligt arbejdsmarked i Colombia: Arbejderfjendtlige love, en næsten ikke-eksisterende organisationsprocent og manglen på et retsopgør efter borgerkrigen, hvor faglige ledere og arbejdsgiver-repræsentanter ofte stod på hver sin side.
“Fagbevægelsen har mistet næsten alle deres medlemmer,” siger Claus Jensen. Han konstaterer, at med en organisationsprocent helt nede på fire, så er det umuligt at komme til at indgå overenskomster.
“Det kan vi heller ikke i Danmark. Vores ledetråd er, at vi skal have mellem 50 og 75 procent af medarbejderne på en virksomhed som medlemmer, før vi indleder en hardcore kamp for at få en overenskomst i Dansk Metal,” siger Claus Jensen, der gjorde budskabet klart for de colombianske fagforeningsfolk, der gerne vil have overenskomster her og nu:
“Alt fagligt arbejde starter med organisering. Fundamentet er medlemmerne, og de skal på plads først. Hvis man ikke har den faglige styrke, så kan man ikke lave overenskomster. Ikke nogen steder i verden,” lød meldingen fra Dansk Metal.
27 dages-kontrakter
Læs hele artiklen på Ulandssekretariatets websted.
Artiklen er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk af Ulandssekretariatet, som er fagbevægelsens organisation for u-landsbistand.