Hvordan påvirkes sundhed og omsorg, når de sociale netværk og solidariteten i de lokale samfund nedbrydes? Det var et af de store spørgsmål, som en international konference, jeg deltog i for nogle år siden ved Institute of African Studies ved University of Ghana, søgte besvaret.
Når udviklingsprojekter lykkes, er det ofte, fordi de falder sammen med og henvender sig til lokale samfunds ”praktiske” behov omkring sundhed, ernæring, vand, landbrug, miljø, fødevaresikkerhed, producentsammenslutninger, rettigheder og indkomstgenerering.
Mange af disse tiltag er nemme at måle, og udbyttet og samarbejdet med de lokale partnere er betragtelige, konkluderer vi. De gode resultater hænger også sammen med, at vi arbejder sammen med de lokale og inden for de forhåndenværende lokale strukturer og ikke søger at nedbryde dem.
Moderniseringens negative resultater
Projekter, der derimod sigter mod eller indebærer ”strukturelle” ændringer af lokale samfund (f.eks. gennem privatisering af den kollektive ejendomsret, eller indførelse af en pengeøkonomi i et pengeløst samfund), har det derimod langt sværere med at opnå gode resultater.
Her står samfundenes kollektive normer, levevis, familiemønstre og kønsrelationer på spil.
Samfundenes ”sociale kapital” er truet. Prøver vi at pille derved og overføre vores vestlige model af en ”rationel” samfundsudvikling, kan det få alvorlige konsekvenser. Hvad der umiddelbart ser godt ud på papiret set ud fra et vestligt perspektiv, ender ofte med at opløse familier og lokale samfundsstrukturer og omsorgsmønstre for især børn, ældre og handikappede.
Moderniseringens negative resultat er en gradvis opløsning af familien, manglende omsorg og forældreløse børn og gadebørn, der, uden den traditionelle omsorg og beskyttelse, der ydes af familien og det lokale samfund, forekommer i stort antal i mange af den tredje verdens byer.
De lever ofte et sårbart liv på gaden og med en meget simpel kost. De frister et liv med alvorlige krænkelser af deres rettigheder og store risici for at blive fysisk og seksuelt udnyttet. Faren for deres sundhed, ufrivillige graviditeter og at blive smittet med HIV/AIDS er ligeledes stor.
Hævdvundne sociale former må vige
Mangel på påkrævet indsigt i disse processer og forståelse af værdien af de dynamikker, der binder lokale samfund og familier sammen , får vestlige ”udviklingseksperter” til at mene, at de lokale samfundsstrukturer blot symboliserer noget ”tilbagestående”.
Traditionelle former anses for ikke at høre hjemme i disse moderne tider, hvor byen og væksten (markedsøkonomien) står i centrum. Derfor må de hævdvundne sociale former, den kollektive ejendomsret, de traditionelle kønsmønstre og den effektive omsorg for raske og syge børn, de syge, de ældre og de handikappede vige.
Et stort problem er f.eks. privatiseringen af kollektivt-ejede jorde. De seneste studier fra Ghana viser, at privatisering af landbrugsjord ofte fører til salg af jordlodder til lokale velhavere og udenlandske firmaer.
Salg betyder indgreb i de lokale landbrugs- og ernæringssystemer, som har mange facetter, tab af fælles arealer og stigende spændinger mellem forskellige grupper i landsbyen. Det landlige Afrika er et holistisk samfund, hvor et bæredygtigt eksistensgrundlag afhænger af et samspil af mange faktorer, inklusive sociale hierarkier vedrørende køn og magt, som vi altså ser som tilbagestående, selvom de udgør sammenhængskraften i det afrikanske samfund og dets velfærd på længere sigt.
Snævert fokus på målelige processer
Ikke-vestlige samfundsformer og deres dynamikker er ikke bare noget, man piller ved og kan slippe godt fra. Der står alt for meget på spil: ødelagte samfund, nedbrudte omsorgsmønstre og børn, der, tiltrukket af byens lys og med store forventninger, ender på gaden.
Det handler i høj grad om at forstå, hvad udvikling er og konsekvenserne ved et snævert fokus på målelige processer og tilsidesættelse af social bæredygtighed, sundheds-og omsorgsmønstre. Når mange vesterlændinge taler om udvikling, tænker de ofte på overordnede moderniserings- og vækstmål.
Disse refererer til en noget forenklet måde at se udvikling på ud fra en idé om, at et samfund er på rette vej, når blot det gennemfører øgede og konkrete forbedringer inden for teknologi og økonomi, sundhed og uddannelse.
Men, som vi ser, er udvikling meget mere kompleks end disse enkle antagelser. Det er i virkeligheden “forældede” kønsmønstre og mandsdominerede hierarkier, der sikrer solidaritet, og velfærd i det afrikanske samfund.
Der er en stigende erkendelse af, hvor meget omsorg, pleje og sundhed betyder. Familien er det sted, hvor den daglige omsorg og pleje finder sted. Her får sundhed, for individer og det ganske nationale samfund, sin fulde betydning.
Ligesom familien forbinder kvinden samfundet med den bæredygtige side af velfærden. Ved at føde børn bliver kvinden på utvetydig måde omdrejningspunktet for megen politik, og udviklingspolitik i særdeleshed. Hun udgør forbindelsesledet mellem udvikling (baseret på retten til mad, sundhed og uddannelse) og økonomisk vækst.
Dette er anden del af en debat om udvikling. Første del blev bragt i sidste uge og kan læses her.
Bernhard Bierlich er PhD i global sundhed og antropologi fra Cambridge University. Han har forsket, skrevet og undervist i Vestafrika og Caribien i 25 år.
