Stor stigning i sager om børnesoldater

drc-_child_soldiers_l_rose_wiki
Tidligere børnesoldater i DR Congo.
Foto: L. Rose (arkiv/CC)
Forfatter billede

Antallet af børn, som hjælpeorganisationer ved, at væbnede grupper bruger i konflikter rundt om i verden, er mere end fordoblet siden 2012.

I løbet af fem år er der sket en stigning på 159 procent, og der er rekrutteret næsten 30.000 børn fordelt på 17 lande.

Det viser en analyse, som organisationen Child Soldiers International har foretaget på baggrund af de seneste FN-rapporter fra 2012 til 2017 om børn i væbnede konflikter.

Hvor der i 2012 var 3159 bekræftede tilfælde af brug af børnesoldater i 12 forskellige lande, var tallet i 2017 steget til 8185 tilfælde i 15 lande. Det er en stigning på 159 procent.

En del af forklaringen på stigningerne kan være, at metoderne til at verificere, om et barn udnyttes som børnesoldat, er blevet bedre. En anden del af forklaringen er, at der i stigende grad er fokus på problemet i de forskellige konflikter i verden, skriver Child Soldiers International.

Seksuel vold mod syvårige

Også antallet af piger, der udnyttes af de væbnede grupper, er i stigning. I 2017 var der 893 bekræftede tilfælde, hvilket er fire gange mere end året inden, hvor 216 piger var bekræftet som værende børnesoldater.

Problemet menes reelt at være større, fordi pigerne ofte holdes på afstand af frontlinjen og i stedet i højere grad bruges i mere ”støttende” funktioner, skriver Child Soldiers International. Derfor kan der være et antal, der ikke bliver opdaget af de organisationer, der arbejder på at beskytte børnene.

Ud over at deltage aktivt i kamp, bruges både piger og drenge som informanter, som vagter ved checkpoints, til at plyndre landsbyer, og som hus- eller sexslaver.

Tal fra Child Soldiers Internationals opgørelse viser også, at der i en periode på fem år er sket en 40 procent stigning i den seksuelle vold, der registreres. Fra 679 sager i 2012 til 951 sager i 2017.

Rapporten viser foruroligende tal, der formentlig også kun er toppen af isbjerget, skriver Child Soldiers International.

Ifølge den seneste rapport er piger helt ned i syvårsalderen blevet voldtaget i Myanmar. I Somalia bliver små piger udsat for overgreb, når de samler brænde i skoven, og i Sydsudan blev 13 piger gruppevoldtaget af medlemmer af en væbnet gruppe.

Stadig behov for støtte til tusinder af børn

De seneste måneder har imidlertid også budt på gode nyheder. Med hjælp fra FN blev over 900 børnesoldater frigivet i Sydsudan i 2018, og i oktober slap 833 børn væk fra væbnede grupper i Nigeria. I december blev 56 drenge under 18 år hjulpet ud af Syriens Demokratiske Styrker (SDF), en kurdiskledet gruppe der med opbakning fra USA bekæmper Islamisk Stat i det østlige Syrien.

I perioden fra 2015-2018 blev lidt over 17.000 børn frigivet fra væbnede grupper i DR Congo, viser tal fra UNICEF. Kun omkring halvdelen af dem er imidlertid kommet ind i et af de støtteprogrammer, som UNICEF står bag, der skal hjælpe tidligere børnesoldater tilbage til en normal tilværelse.

Tirsdag er det den internationale dag mod brugen af børnesoldater.