Jeg kan ikke melde mig under fanerne af ovenud begejstrede anmeldere efter at have læst Thomas Bobergs Africana. Det meste af bogen virker ikke, som om forfatteren har været i Afrika. Man kan ikke føle Afrika i teksten. Der er noget levende, organisk, uforudsigeligt, autentisk afrikansk, der simpelthen mangler. Måske skyldes det, at de første to tredjedele af bogen mest af alt handler om, hvad forfatteren har tænkt på under et par rejser af nogle ugers varighed, i stedet for at handle om hans oplevelser i de lande, han var i. Måske skyldes det, at jeg selv har boet sammenlagt i omkring tre år i forskellige lande på kontinentet og derfor har et sammenligningsgrundlag. Måske skyldes det, at jeg har læst adskillige rejsebøger fra Afrika, der bare var bedre.
Jeg har derfor spekuleret meget over, hvorfor Africana er blevet så begejstret modtaget af andre danske anmeldere. Det skylder man vel, når man selv har en anden mening. Den er skrevet i et sprog, der er mere knudret og mindre mundret end absolut nødvendigt, hvilket her og der får den til at virke lidt fortænkt. De første to tredjedele af bogen føles ikke, som om de er skrevet i eller om Afrika. Jeg kan ikke finde noget i teksten, der er ’vildt, flimrende og sansemættet’ (Gyldendals pressemeddelelse), jeg synes ikke, at bogen har en sjæl (Information), og min oplevelse er diametralt modsat af Politikens anmelder, der ’virkelig tror på det, Boberg skriver, sanser og oplever’.
Faktisk kunne jeg sagtens have undværet de første to tredjedele af bogen. Den sidste tredjedel er langt den mest interessante, den mest troværdige og den eneste del af bogen, der føles, som om Boberg er rykket ud af sit eget hoved og ind i det land, han befinder sig i. Gambia er også det eneste land, han har befundet sig i i mere end et par uger, så det giver mening, at han her har oplevet noget, han kan formidle videre. Skrivestilen er knap så højtravende og mere beskrivende. Men selvom denne del af bogen vækker genklang i mig, giver den mig også en dårlig smag i munden.
Bekræftede fordomme
Jeg tror, at det, der begejstrer anmelderne, er at Bobergs kærestes feltarbejde i Gambia bekræfter de gængse fordomme om livet i Afrika. Hun, Rebecca, har valgt et af de fattigste lande i verden og interviewer mennesker, der har forsøgt at rejse til Europa i troen på et bedre liv, men har fejlet og er endt i Gambia igen. De mennesker, og dem, der ikke engang kunne gøre forsøget, men lever fattigt af ufaglært arbejde i hjemlandet, får på denne måde lov at tegne hele Afrikas befolkning i bogen. Der står intet om de mennesker, der lever i Afrika og lykkes. Den store og voksende middelklasse. Der står intet om universiteterne, opfindelserne, forskningen, forretningslivet eller kulturen. Jeg kan genkende følelsen af Afrika, men ikke genfinde det Afrika, jeg selv har boet og arbejdet i.
Det er naturligvis vigtigt at huske på, at historien er autofiktion. Det hele skal ikke tages for gode varer. Noget af det er fri fantasi. Det forklarer måske følelsen af manglende autencitet, jeg som læser sad tilbage med under det meste af læsningen, men det illustrerer samtidig, at Boberg ikke er i stand til at forestille sig et realistisk Afrika.
Intet nyt fra Afrika
Det ville have været en anden bog, hvis den skulle handle om alt det, Afrika også er. Boberg skulle have rejst nogle andre steder hen og snakket med nogle andre mennesker. Det er jeg godt klar over.
Men i og med, at bogen er blevet udråbt til en slags opslagsværk om Afrika og et aktuelt tidsbillede af alt afrikansk af anmelderne, er Boberg (formentlig uforskyldt) kommet til at føje sin stemme til koret af danskere, der bekræfter Afrika som et håbløst tilfælde. Der er intet nyt i den beskrivelse af kontinentet, og man lærer ikke noget nyt af at læse den. De meget få mere eller mindre succesfulde afrikanere, der her og der beskrives (f.eks. parrets udlejer i Gambia), er samtidig lettere sindssyge eller i hvert fald dybt underlige. Det er en fortælling fra en mand, der er adskilt fra det samfund, han befinder sig i, af en dyb kløft af privilegier og manglende forståelse.
Det er ærgerligt, for der er ellers optræk til interessante temaer, især i de ganske få afsnit, Rebecca får lov at fortælle. Hun kommer ind på livet som bindestregsbarn i Danmark med en dansk mor og en utilpasset, ghanesisk far, og på racisme i Danmark og i USA, hun taler om forsøget på at forstå kontinentet som en fremmed besøgende på trods af rødderne der, og hun beskriver oplevelsen af at rejse i verden som halvt hvid, halvt sort. Det giver et noget andet perspektiv, og burde have fået mere plads i fortællingen.
“Africana” af Thomas Boberg, udkom på Gyldendal 6. marts 2019
