Jesper Heldgaard
Jesper Heldgaard (født 1956) er journalist og har arbejdet på Danmarks Radio og Berlingske Tidende.
Efter et par år i Lesotho for Mellemfolkeligt Samvirke blev han freelancejournalist og har i mere end 20 år skrevet om udvikling, globalisering, miljø og klima til en række aviser og magasiner og for organisationer.
Han har tilrettelagt programmer på DR TV samt skrevet og bidraget til bøger om udviklingsbistand, verdenshandel, klima og sundhed. Mest fra Afrika, men også fra Asien og Latinamerika.
Er der noget, der gennem årene har bragt sindene i kog i debatten om det danske udviklingssamarbejde, så er det Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU). Fonden blev stiftet helt tilbage i 1967 med det dobbelte formål at skabe vækst og udvikling i fattige lande og at hjælpe danske virksomheder ud på nye markeder. Lige siden har der med jævne mellemrum været til tider hidsig debat om, hvorvidt IFU formår at forene de to formål, og hvordan IFU afvejer dem over for hinanden.
I dét lys er det noget overraskende, at den første evaluering af IFU i 15 år indtil videre hverken har ført til omtale eller kommentarer i medierne, siden den blev offentliggjort den 3. maj. En søgning på Google på ”IFU evaluering” giver ganske vist Globalnyts omtale af en IFU-evaluering som et af de første hits. Men den er fra 2004 og handler om evalueringen fra det år!
Ingen rygende pistoler
Jeg har haft fornøjelsen at skrive det danske resumé af den nye evaluering for Udenrigsministeriets evalueringskontor og har derfor læst hele den omfattende evalueringsrapport, og jeg skal medgive, at det ikke er let læsning. Men en anden forklaring på den manglende interesse er nok, at evalueringen ikke er sort-hvid.
Den indeholder ingen ”rygende pistoler” i form af eksempler på investeringer, der kan bekræfte IFU-kritikerne i, at IFU alene går efter at promovere danske virksomheder og ser stort på udvikling. Omvendt er der heller ikke meget skyts at hente i evalueringen for de efterhånden mange, der nærmest har udråbt investeringsfonde som IFU som vejen til at nå f.eks. verdensmålene.
Evalueringen finder det ganske vist imponerende, at det siden 2014 er lykkedes IFU at tiltrække næsten 5 milliarder kroner i private indskud til de nye fonde, IFU har etableret og forvalter: Klimainvesteringsfonden, Danish Agrobusiness Fund og Verdensmålfonden. Evalueringen konkluderer også, at IFU’s indsats har ført til flere investeringer i udviklingslandene. Men den er til gengæld langt fra imponeret over IFU’s indsats for at sikre, at fondenes investeringer nu også skaber udvikling i de lande, hvor de foretages.
Langt mere fokus på udvikling, tak
Faktisk er evalueringen meget kritisk og konkret i sine beskrivelser af, hvordan IFU forvalter sit udviklingsmandat: IFU har f.eks. ikke systematisk indsamlet dokumentation om andre udviklingseffekter end jobskabelse og har i øvrigt generelt haft for lidt fokus på udvikling, hedder det. Og videre: IFU’s bestyrelse domineres af folk med finansiel baggrund, og den godkender i langt de fleste tilfælde indstillinger fra IFU efter diskussioner, der mest handler om økonomi og drift. Udviklingshensyn er ikke en del af beslutningsgrundlaget.
Det er kritik, der også falder tilbage på Udenrigsministeriet og skiftende regeringer, der ikke har sikret, at udviklingshensyn er tilstrækkeligt indarbejdet i IFU, konkluderer evalueringen, der også kommer med en række konkrete anbefalinger til, hvordan det kan blive bedre. F.eks. skal der flere udviklingseksperter ind i IFU’s bestyrelse, lige som regeringen skal give IFU mulighed for at ansætte flere folk med udviklingsfaglig ekspertise.
De pengestærke fonde
Men IFU – og regering og udenrigsministerium – skal også være mere bevidst om de udfordringer, som IFU’s engagement med de nye pengestærke fonde med pensionsmilliarderne medfører, og forholde sig til dem. De private investorer forlanger jo et afkast på deres investeringer og vil – alt andet lige – gå efter kommercielt bæredygtige investeringer, der ikke nødvendigvis har så stor udviklingseffekt, og som måske endda ville blive gennemført, selv om de blandede, IFU-forvaltede fonde ikke var med. Det er helt legitimt, bortset jo lige fra, at fondene også er finansieret af den statslige, danske udviklingsbistand. Og når det er tilfældet, så skal udviklingshensynet tænkes systematisk ind.
Evalueringen er således helt åben over for, at udviklingsbistand og private investeringer kan kombineres i gode sagers tjeneste. Men den understreger, at det stiller store krav til, hvordan de forskellige værktøjer og hensyn kombineres. Og en fordomsfri og konstruktiv diskussion er værd at tage. Evalueringen er et godt grundlag at starte på. Det kan nås endnu.
