CISUs forperson Katrine Skamris glæder sig over, at ansættelsen er faldet på plads, og at valget faldt på Andreas.
”Han passer rigtig godt ind i organisationen. Han kender fra sit eget frivillige engagement i Danmark samt sine mange år i felten vores medlemsorganisationers arbejdsvilkår. Derudover har han stort kendskab til det humanitære område,” siger hun.
Andreas Møller Andersen har mere end 10 års udlandserfaring og har de sidste seks et halvt år arbejdet i Afghanistan, Sudan, Grækenland og altså Tanzania, og fra august hedder postnummeret for ham og hustruen Mitra Amira formentlig 8000 Aarhus C ligesom CISUs sekretariat. Det glæder han sig til.
”Jeg glæder mig især til mødet med CISUs medlemsorganisationer og alle de dedikerede ildsjæle, der gennem personligt engagement kæmper for at fremme en retfærdig og bæredygtig verden,” siger han.
Som administrativ leder skal han også bruge sin store HR-erfaring på sekretariatet i Klosterport, og det ser han frem til.
”Jeg glæder mig til at indgå i CISU-fællesskabet og bidrage til organisationen med, hvad jeg har lært og erfaret, og jeg ser frem til at møde de dygtige kolleger i CISUs sekretariat,” siger han.
Den administrative leder skal indgå i ledelsesteam med reference til faglig leder Jeef Bech. Det samspil glæder Jeef Bech sig til.
”Andreas kommer med stærke kompetencer inden for forvaltning og finans og mange års erfaring fra felten, hvor vores medlemsorganisationer arbejder med deres partnere. Så han kan være med til både at videreudvikle grundlaget for vore medlemsorganisationers arbejde samt bidrage til gennemførelse af mål i vores strategi,” siger han.
Tillidsrepræsentant Kim Jensen var en del af ansættelsesudvalget på vegne af de ansatte, og han er også begejstret.
”Oplægget var ambitiøst, men ikke videre indviklet: Find en leder, der både er god for CISUs udvikling og for de ansatte på sekretariatet. Det var selvfølgelig noget af en mundfuld, men med Andreas stod det hurtigt klart, at han havde begge egenskaber. Derudover virker han til at være en gennemsympatisk mand, så det bliver godt at få ham ombord, siger han.