“Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der ikke på en eller anden måde har måttet betale for at få et job i forbindelse med aktionen.”
Sådan siger en 44-årig kvinde fra Beni i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo til The New Humanitarian – et onlinemedie med fokus på journalistik fra kriseområder. The New Humanitarian fik sidste år nys om, at der blev begået en del overgreb under indsatsen mod Ebola i regionen, og har i samarbejde med Thomson Reuters Foundation brugt et år på at undersøge sagen.
Journalisterne har samlet vidnesbyrd fra 51 kvinder, der er blevet misbrugt af de mennesker, der i princippet skulle hjælpe dem. Typisk har de måttet betale med sex for at få et job eller for at undgå at blive fyret fra et arbejde, de havde fået. Under aktionen, der varede fra 2018 til sommeren 2020, er lokale kvinder især blevet hyret til rengøring, i køkkenet eller til at hjælpe med at nå lokale småsamfund. De er blevet ansat på korttidskontrakter til mellem 50 og 100 dollar om måneden – mindst det dobbelte af gennemsnitslønnen for det arbejde i regionen.
Den 44-årige kvinde betalte en WHO-medarbejder med sex for det job, hun fik. Ligesom de andre tør hun ikke stå frem af frygt for repressalier. En af kvinderne havde overlevet ebola og blev misbrugt da hun søgte psykologisk hjælp. Mindst to er blevet gravide. Lokale taxichauffører fortæller journalisterne, at de regelmæssigt har kørt kvinder til de hoteller, som de udenlandske hjælpearbejdere boede på.
Nul tolerance
WHO topper listen med mindst 30 kvinder, som siger, at de er blevet misbrugt af ansatte hos Verdenssundhedsorganisationen. Dernæst følger DR Congos egne sundhedsmedarbejdere med otte tilfælde. Og så har kvinderne også omtalt mænd, som sagde, de var fra FN’s Børneorganisation UNICEF, Oxfam, Læger Uden Grænser, World Vision, sundhedsorganisationen ALIMA og den Internationale Organisation for Migration, IOM.
Det er stort set alle organisationer, der, som en talsperson for WHO udtrykker det, har en absolut nul-tolerance over for seksuelt misbrug. Vi tolererer ikke sådan en opførsel fra hverken ansatte eller partnere, lyder det fra WHO.
Kvinderne har typisk ikke anmeldt overgrebene eller klaget. Ingen vidste, hvordan de kunne klage. Og de var bange for at miste deres job eller for ikke at få et. Flere har fortalt, at de nægtede eller simpelthen stak af, og fik altså ikke noget at lave.
The New Humanitarian understreger, at de kun har undersøgt forholdene i byen Beni, ingen andre steder.
De tre FN-organisationer har været hurtige til at udtrykke deres afsky. WHO, UNICEF og IOM lover at efterforske sagerne, som vil få alvorlige konsekvenser for dem, der har været involveret. Cirka samme melding er kommet fra ngo’erne, når de er blevet spurgt.
Overgreb begået af hjælpearbejdere og for eksempel FN-soldater på dem, de skal passe på, er et tilbagevendende problem. De seneste fire år har FN haft en fond, der hjælper ofre for seksuelt misbrug og andre overgreb. Pengene blever doneret af en gruppe lande og af gerningsmændene. FN tilbageholder penge fra ansatte, der bevisligt har begået overgreb, og bruger midlerne til hjælp til ofrene.
Sidste år var Oxfam for eksempel ude i en større skandale i Haiti. Og oplysninger fra FN’s fond viser, at den på tre år har støttet over 3.400 kvinder, børn og mænd.
Hvad så nu?
Rapporten fra Beni peger på, at nødhjælpsaktioner typisk er underfinansierede, at beskyttelse mod magtmisbrug og seksuelle overgreb sjældent er førsteprioritet, og at der generelt er få kvinder på de besluttende positioner.
Nu er hele verden i en nødsituation på grund af Covid-19 pandemien. FN’s Udviklingsprogram, UNDP, har sammen med UN Women undersøgt, hvad verdens lande gør, for at beskytte kvinderne mod at blive uforholdsmæssigt hårdt ramt og dermed blive særligt sårbare.
De to FN-organisationer har undersøgt, om regeringerne i deres forsøg på at takle pandemien vægter tre specifikke områder: om de prøver at håndtere vold mod kvinder og piger, om de støtter ulønnet omsorgsarbejde, og om de søger at styrke kvinders økonomiske sikkerhed.
42 lande, næsten en femtedel af de analyserede, gør absolut intet på nogen af de tre fokusområder.
Bare 25 landes regeringer har tiltag på alle tre områder. De har for eksempel etableret hjælpelinjer, kvindehuse og juridisk rådgivning, de har oprettet økonomiske støtteprogrammer for kvinder, styrket børnepasningsmuligheder eller indført syge- eller plejedagpenge.
