Søndag den 7. november blev der i hele landet ringet og banket på døre, da tusindvis af frivillige samlede penge ind til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling og dermed til fordel for verdens flygtninge.
Det endelige resultat lyder på 11.141.618 kroner.
Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Charlotte Slente, er både glad og beæret over de mange bidrag:
”Det er enormt opløftende at se så mange mennesker, der på tværs af alder, baggrund og geografi kan samles om så vigtig en sag. Jeg vil gerne sige tak for hvert eneste bidrag og til hver eneste, der har været på gaden i dag.”
Corona-præget indsamling
Det er to år siden, at indsamlere sidst har stemt dørklokker for at samle ind til organisationen. Allerede i april 2020, en måned efter Danmark første gang lukkede ned på grund af pandemien, meldte Dansk Flygtningehjælp ud, at man ville aflyse årets fysiske indsamling og i stedet gøre den digital som konsekvens af Covid-19.
“I denne situation skal vi alle vise samfundssind, og vi ønsker at være på forkant med en eventuel ny Covid-19-bølge i efteråret, og vi vil gøre vores bedste for at forhindre yderligere smittespredning,” sagde Charlotte Slente dengang.
Resultatet for 2020 blev da væsentligt lavere end normalt og endte på lige over 3,5 millioner. Også i år har indsamlingen båret præg af den nye virkelighed, da raslebøtter og kontanter var skiftet ud med online betalingsmuligheder. Årets resultat ligger 1,2 millioner under resultatet fra 2019 (se boks) og er det laveste de sidste ti år.
Dansk Flygtningehjælps landsindsamling 2011 – 2021 | |||
---|---|---|---|
2011 | 11.686.900 | ||
2012 | 12.755.100 | ||
2013 | 14.736.900 | ||
2014 | 17.766.100 | ||
2015 | 21.595.100 | ||
2016 | 18.420.700 | ||
2017 | 15.190.400 | ||
2018 | 12.535.700 | ||
2019 | 12.371.600 | ||
2020 | 3.543.750 | ||
2021 | 11.141.600 |
Pengene fra Dansk Flygtningehjælps landsindsamling går til at hjælpe kvinder, mænd og børn, som har måttet forlade deres hjem på grund af krig, konflikt eller forfølgelse.
”Pengene fra landsindsamlingen er ekstremt vigtige, fordi de gør det muligt for os at handle hurtigt, når nye konflikter og kriser opstår. Derfor er jeg også virkeligt taknemmelig for den opbakning, vi har fået i dag (søndag den 7. november, red.),” siger Charlotte Slente.