“Den barske nedlukning af Shanghai for tiden på grund af Covid-19 er et godt eksempel på, hvordan der er konflikt mellem centralmagten i Beijing og lokalforvaltningen – og mellem moderne ledelse og den gammelbureaukratiske tænkning – også indbyrdes på lokalt niveau”.
“Folk dør, fordi de ikke kan komme på hospitalet, eller simpelthen fordi de ikke får noget at spise, fordi de ikke må forlade deres hjem. Modsætningerne er åbenlyse. Mange af mine venner i Shanghai beklager sig. De siger, at centralmagten gør det værre. Den er ikke god til at håndtere krisen på lokalt plan. Instruktionerne fra Beijing er modstridende og kaotiske. Og lokalforvaltningerne er ved at bryde sammen under presset både ovenfra og nedefra. De har hverken ressourcer eller evnerne til at gennemføre en så omfattende nedlukning af byen.”
Ordene er Zeng Jinyans, og hun ved, hvad hun taler om – tredjegenerations civilsamfundsaktivist, udnævnt til ’statsfjende’ af den kinesiske statsmagt. Selv er hun udvandret for at bryde cirklen, så hendes datter kan få en nogenlunde normal og afslappet opvækst.
”Ikke desto mindre er vores tilværelse fortsat påvirket af den politiske situation i Kina, med husarrest og den slags. Men sådan er livet,” siger den 39-årige Zeng og trækker på skuldrene.
Tredjegenerations statsfjende
Vi mødes over en kop kaffe i Lund i Sydsverige, hvor Zeng Jinyan er post doc fellow på Center for Øst og Sydøstasiatiske Studier ved Lund Universitet. Hun forsker i social aktivisme med særligt fokus på køn, protest og sociale medier, hun blogger og laver dokumentarfilm. Hun har forsket på universiteter i Kina, Hong Kong, Israel, USA med flere. Hun kom til Lund med sin datter Mio på 14 år i fjor, og efter planen bliver de til næste sommer, når fellowshippet udløber.
Første gang, vi mødtes var i København i 2014 i forbindelse med udgivelsen af en bog, ‘Beijing Love Story’, om Zeng Jinyan og ægtefællen, Hu Jias, menneskeretsaktivisme og de store omkostninger for den lille familie.
Zeng Jinyans bedsteforældre blev stemplet som ’klassefjender’ i Kina, hendes forældre som ’højreorienterede’ – en alvorlig brøde i det nye Kinas første årtier. Det samme var tilfældet for eksmanden, Hu Jia, og hans forældre og bedsteforældre. Efter 22 års udstødelse som højreorienterede klassefjender fik Hu Jias forældre hver et brev fra staten med besked om, at betegnelsen var ”fejlagtig. Nu retter vi fejlen,” hed det. Så var den potte ude, ingen erstatning endsige undskyldning for 22 års udstødelse af samfundet, som også ramte ens børn.
Så da Zeng Jinyan kom på universitetet, hvor hun læste økonomi, var hendes far, der selv var blevet nægtet uddannelse på grund af sin ’højreorientering’, himmelhenrykt, fordi hun i hans opfattelse dermed brød familiens politiske forbandelse.
Men så god er verden ikke. Kina har en sær skik med at gøre fjender af dem, der vil ændre samfundet til det bedre, og det unge par, Zeng og Hu, udviklede sig til på et tidspunkt at være blandt Kinas fremmeste græsrodsaktivister – og dermed var tredje generation på listen over ’statsfjender’.
De to mødtes i kampen for at hjælpe de omkring én million bønder i Kina, der som bloddonorer i 1990’erne blev smittet med HIV. Dengang gik der forretning i at give blod. Uvidende personale i blodbankerne, der som så meget andet i samfundet dengang skulle kommercialiseres, lokkede folk til at give blod, udvandt plasmaen, hældte det tilbageværende blod i baljer og sprøjtede det tilbage i donorerne, så de kunne tappes flere gange dagligt og derved tjene flere penge. Det syge system kostede hundredtusindvis af menneskeliv.
Zeng og Hu stiftede en organisation, der samlede penge ind, lavede besøgsordninger, hjalp de døende og fandt plejefamilier til forældreløse børn. Dengang var AIDS en statshemmelighed i Kina, og myndighederne var rasende over den opmærksomhed, som organisationen skabte omkring problemerne.
Overvågning og forsvinding
Zeng og Hu var også blandt Kinas første miljøaktivister, hvilket bestemt heller ikke huede magthaverne. I 2014 fortalte Zeng, hvordan det begyndte i det små. ”Vi blev overvåget og chikaneret nu og da.” Og Zeng blev for eksempel kaldt ind på sin lærers kontor kort før en eksamen på universitet, hvor den lokale partichef meddelte, at hun næppe ville bestå, hvis hun blev ved at omgås Hu Jia.
”Fra 2004 blev det sat i system. Vi blev overvåget konstant, og Hu Jia forsvandt ind i det hemmelige sikkerhedssystem for første gang” – men langt fra sidste.
Så da deres datter var knap fem år og begyndte at stille spørgsmål om, hvorfor fangevogterne bar våben, når de besøgte hendes far i fængslet, lod Zeng sig skille og flyttede til Hong Kong med Mio. Datteren er vitterligt opkaldt efter Astrid Lindgrens Mio, min Mio, som Zeng er meget begejstret for. Dengang anede hun ikke, at hun og datteren ville komme til at bo i Sverige.
Aktivisme virker
Trods al modgangen tror Zeng Jinyan fuldt og fast på græsrodsaktivisme. Af den simple grund at ”det virker,” som hun siger.
“Da jeg gik på universitetet i 1990’erne og engagerede mig i kampen mod HIV/AIDS, var sygdommen og dens udbredelse en statshemmelighed. I 2003 begyndte staten så officielt at yde støtte og omsorg til folk, der lever med HIV/AIDS. På det tidspunkt levede omkring én million kinesere i landområderne med HIV.”
“Lige nu er den politiske situation forandret i Kina, og der er meget lidt plads til et aktivt civilsamfund. Ikke desto mindre ser vi masser af offentlige og politiske meninger på de sociale medieplatforme. Det bliver sværere og sværere at konvertere den offentlige mening til faktiske forbedringer i folks tilværelse og i politik og lovgivning, men det finder fortsat sted,” siger Zeng.
“I 2012-13 begyndte en stor gruppe feminister at råbe op om seksuelt misbrug af børn. Og i 2015 blev seksuel og anden misbrug af børn forbudt ved lov. Forandringerne kommer langsomt, men de finder faktisk sted … ”
Kampen for miljøet er ligeledes gået fra at blive stemplet som samfundsskadelig til at være officiel politik på allerhøjeste plan.
“Derfor er det afgørende, at aktivisternes stemmer bliver hørt, og at de giver genlyd i Kina. Det er meget vigtigt og fører til forandring. At gøre problemer synlige, skabe opmærksomhed omkring dem i offentligheden. Lige nu, hvor magthaverne reagerer så voldsomt, er mulighederne indsnævret – frygten for magthavernes reaktion betyder mindre bevægelsesfrihed. Men det er stadig afgørende for de usynlige grupper, de marginaliserede, at deres stemmer og skæbner kommer offentligheden for øre, så de bliver synlige og bliver hørt, for i offentligheden er der mange andre, der kan reagere på situationen og påvirke den – den del af aktivismen eksisterer fortsat og er vigtig.”
“Lige nu er er vilkårene ovenud vanskelige, men i det lange løb bliver vi nødt til at bevare håbet. Det vil altid være en hård proces, men selv i den mørkeste Mao Zedong-tid bidrog kritiske røster og uenighed til forandringer.”
Shanghais bedre borgerskab
Podcast med Zeng Jinyan fra hendes første besøg i Danmark i 2014.
Og fordi indbyggerne i Shanghai er bedre uddannede, mere internationalt orienterede, mere velhavende, mere kosmopolitiske og simpelthen bedre vant end de fleste kinesere, finder de sig ganske enkelt ikke i magthavernes– i deres øjne – amatøragtige undertrykkelse, der skal inddæmme Covid-19. Det virker ikke, siger de, og de har bud på, hvordan det kunne gøres bedre.
I Zeng Jinyans seneste film, ‘Outcry and Whisper’, der blev vist i Cinemateket i København for nylig, sidder hun på et tidspunkt i Hong Kong, hvor hun er uden for de kinesiske magthaveres rækkevidde, men endnu ikke har fundet takten i sin nye tilværelse i selvvalgt eksil. Her fortæller hun kameraet, at hun håber, hun en dag vil blive i stand til at elske igen og blive elsket – ikke i romantisk personlig forstand, men meget større. Klippet er en halv snes år gammelt.
På caféen i Lund fortæller hun:
“For mig er det ikke et personligt, men et politisk spørgsmål, om man kan elske og elskes. På den led er kærlighed revolutionerende og samfundsomvæltende. Det handler om at nære omsorg for os selv og det omgivende samfund. Jeg har oplevet så mange forskellige former for vold i mit liv. Og i min forskning af politisk undertrykkelse og i mange sociale bevægelser ser jeg, hvor helt almindeligt fjendskab og regulært had er. Vrede og had på de sociale medier, disse følelser bruges aktivt til at mobilisere mennesker til at skride til voldeligheder og andre aggressive protesthandlinger.”
“Jeg forstår sådan set godt vreden, og følelsen skal bestemt anerkendes, når folk lider under uretfærdighed og undertrykkelse. Men når vreden er kommet til udtryk og er anerkendt, bliver vi nødt til at genopbygge samfundet. Og det kan ikke gøres på had og vrede, kun på det modsatte, på tillid. Det er en sand styrke, hvis vi som borgere kan holde sammen frem for det modsatte. Ligesom humor, for hvis vi kan bevare vores humoristiske sans under ekstrem politisk undertrykkelse, hvis vi kan le og holde sammen og holde af, så vinder vi på sin vis – ved at bevare vores integritet, menneskelighed og medmenneskelighed.”
“Hvis vi tyr til vold, hvis vi tilpasser os fjendtlighed og had, så kan det nok skabe forandring, men undertrykkelsen består, mens magten blot overgår til en anden person eller en anden gruppe. Mange af mine venner og bekendte siger, jeg er naiv. For hvad med magthavernes indgreb i Hong Kong, hvad med deres forvaltning af Xinjiang? Det er sandt, Kinas magthavere begår mange og vældige overgreb, men hvis vi gengælder vold med vold, kommer vi ingen vegne.”
”Vi må ruste almindelige mennesker, civilsamfundet, til at skabe forandring og fællesskab. Vi må hjælpe med at styrke kapaciteten, så folk selv kan organisere sig. Det er langt mere kraftfuldt.”
“Jeg ønsker, at vore unge kan finde en konstruktiv måde at skabe deres tilværelse, uanset vores historiske byrde. De skal skabe deres eget liv, ikke forsvare eller slæbe rundt på en tung byrde af familiehistorie.”
Zeng Jinyan mener også at have været i stand til at beskytte sin datter mod tre generationers statslig modvilje og give hende en nogenlunde almindelig og i hvert fald tryg barndom, de politiske forhold til trods.
Og Kina, hvad med Kina?
”Det har længe været et spørgsmål om at afbalancere forventningerne, frygten og mulighederne. Vi skal tilbage at besøge Kina. Vores familie er der, Mios far er der, og så snart Kina genåbner efter Covid, tager vi dertil. Det er næsten tre år siden, vi har set vores venner og familie i Kina, det var vinteren 2019,” fortæller Zeng.
Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970’erne og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos blandt andet Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Mere om hendes aktiviteter her: www.metteholm.com.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.