“Spildte donorpenge”, “Skam dig” og “I omgås med tilhængere af undertrykkelse”.
Sådan lød nogle af de mange reaktioner fra vrede ugandere på Twitter, da den danske ambassadør i Uganda, Signe Winding Albjerg lavede et opslag på det sociale medie med et billede af hende selv og formanden for Ugandas menneskerettighedskommission (UHRC), Mariam Wangadya.
I tweetet omtaler hun kommissionens “vigtige arbejde”, som Danmark har “støttet i mange år”. Det affødte mere end 100 kommentarer fra vrede ugandere herunder parlamentsmedlemmer, journalister og menneskerettighedsaktivister.
Bag sin skærm på den danske ambassade så Signe Winding Albjerg overrasket med, efterhånden som reaktionerne tikkede ind, fortæller hun til Globalnyt.
Men det bør ikke komme som nogen overraskelse, at der er blandede følelser i Uganda omkring den kommission, der har til opgave at holde den siddende regering til ansvar for, om de lever op til internationale konventioner for menneskerettigheder.
Ifølge generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Tim Whyte, har mange ugandere ikke en oplevelse af at have en ansvarlig myndighed på området.
“Wangadya er meget kritiseret bl.a. for at kalde sager om krænkelser af menneskerettigheder for opfundne og udokumenterede uden at undersøge dem,”
Tim Whyte, generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke
“Der er åbenlyst en meget alvorlig og forværret menneskerettighedssituation i Uganda, og der er en bredt funderet kritik af kommissionen,” forklarer han.
“Der er rigtig mange menneskerettighedsforkæmpere og aktivister, som har oplevet at blive arresteret uden grund og blive tortureret og truet. Og som ikke oplever, at UHRC har beskyttet deres interesser. Det er i den kontekst, den vrede, man oplever på sociale medier, udspringer af.”
Forværret situation i Uganda
At menneskerettighederne er under pres i Uganda er veldokumenteret. Det østafrikanske land ligger nummer 145 ud af 207 på Freedom House’s rangering af landes og territoriers politiske og civile rettigheder.
Op til genvalget af landets mangeårige præsident Yoweri Museveni i 2021 lukkede regeringen 54 NGO’er med begrundelsen om, at de ikke levede op til juridiske krav. Og så sent som i sidste uge offentliggjorde regeringen beslutningen om ikke at forlænge mandatet for FN’s højkommissariat for menneskerettigheder (OHRHC), som netop har til opgave at beskytte og promovere menneskerettigheder.
En gruppe menneskerettighedsaktivister ville i den forbindelse aflevere en erklæring til Ugandas menneskerettighedskommission (UHRC), hvori de udtrykte deres utilfredshed over lukningen af OHRHC. I erklæringen stod der blandt andet, at “regeringsorganer i Uganda er under indflydelse af menneskerettighedskrænkere, og OHCHR var vores sidste skanse”. Det resulterede i, at fem af aktivisterne blev arresteret på stedet.
Uden OHRHC er Ugandas menneskerettighedskommission reelt den eneste tilbageværende (på papiret) uafhængige aktør, der har til opgave at sikre regeringens overholdelse af menneskerettighederne. Men det er netop kommissionens uafhængighed, kritikere stiller spørgsmålstegn ved.
Bred kritik af Wangadya
Kritikken går særligt på formanden, Mariam Wangadya, som den danske ambassadør stillede sig op sammen med på billedet, hun delte på Twitter.
Jeg forstår udmærket frustrationen over menneskerettighedskommissionen og de problemer, de fremhæver.
Signe Winding Albjerg, ambassadør i Uganda
“Hun er meget kritiseret blandt andet for at kalde sager om krænkelser af menneskerettigheder for opfundne og udokumenterede uden at undersøge dem,” siger Tim Whyte.
Han understreger samtidig, at han intet har at sætte på den danske ambassades ageren i Uganda. Omvendt oplever Mellemfolkeligt Samvirkes partnere i landet stor støtte fra den danske ambassade.
Der har også været direkte kritik i den ugandiske presse fra folk, der har været udsat for gentagne arrestationer, hvor de savner en reaktion fra UHRC.
En af dem er parlamentsmedlemmet Francis Mwijukye. I et åbent brev til Mariam Wangadya i november efterspørger han en reaktion fra kommissionen på, hvad han kalder brutale anholdelser, tilbageholdelse uden rettergang og afvisning på løsladelse af flere parlamentsmedlemmer mod kaution.
“Er du til at stole på, eller afslører du dig selv i blot at være en partipolitisk embedsmand?” spørger han i brevet.
Kan forstå frustrationen over kommissionen
Signe Winding Albjerg har været dansk ambassadør i Uganda siden september og har derfor været på en mindre turne siden sin ansættelse for at møde organisationer og samarbejdspartnere. Mødet med Mariam Wangadya var endnu et i rækken. Og de mange reaktioner på hendes opslag med UHRC-formanden og beskrivelsen af, at UHRC har et “vigtigt arbejde”, kom derfor bag på hende.
“Der er meget langt fra at sige, at de har en vigtig opgave at udføre til at sige, at de gør det fantastisk. Det har jeg ikke sagt,” pointerer Signe Winding Albjerg til Globalnyt.
Omvendt mener hun, at hvis den danske ambassade skal være troværdige partnere, nytter det ikke noget kun at arbejde med de tæt ved 90 civilsamfundsorganisationer, som ambassaden sammen med andre donorlande har støttet gennem Democratic Governance Facility.
“Derfor er det for mig meget relevant også at støtte udvalgte statslige organisationer, og det gør vi velvidende, at de er ekstremt udfordrede og har mangler i forhold til udførelsen af deres opgave. UHRC har et stærkt mandat, men de er udfordret både på uafhængighed, kapacitet og ressourcer i forhold til at udføre det mandat,” forklarer hun fra sit kontor i hovedstaden Kampala.
Ifølge den danske ambassade har Danmark sammen med de øvrige donorlande været med til at støtte UHRC med 4,3 milliarder ugandiske shilling svarende til omkring 8,2 millioner kroner.
“Men jeg forstår udmærket frustrationen over menneskerettighedskommissionen og de problemer, de fremhæver. Der er ingen tvivl om, at der er pres på menneskerettigheder og demokrati i Uganda. Det går den forkerte vej med civilsamfundets råderum,” fortæller Signe Winding Albjerg.
Er UHRC uafhængige?
Er Mariam Wangadya en problematisk figur, er hun for tæt på Museveni?
“Jeg vil ikke gå ind og kommentere på enkeltpersoner. Vi fokuserer på opbygningen af institutionen,” lyder svaret fra ambassadøren.
Men det er hende, mange reagerer på, fordi du står med hende på billedet, du delte.
“Det kan der sikkert være noget om. Der er mange, der har holdninger til hende. Før hende var der en periode, hvor der ikke var udnævnt nogen kommissær, og der var dét et problem. Det er Ugandas prærogativ at udnævne dem, de vil udnævne. Så arbejder vi med institutionerne og prøver at opbygge deres kapacitet.”
Men opfatter du UHRC som uafhængige?
“Det er jo en semiuafhængig institution, som har udfordringer. Der er elementer af politisk kontrol, men jeg kan ikke fortælle dig, hvor meget og hvordan det præcis opleves.”
“Der er også rigtig mange af vores civilsamfundspartnere, som gerne vil have, at vi arbejder med dem. Fx nogle af menneskerettigheds- og LGBT-organisationerne. De beder os om hjælp til at få en bedre dialog med UHRC.”
“Vi har en kritisk dialog”
Men kunne du så ikke have skrevet i dit opslag, at I var i en “kritisk dialog” med UHRC og dermed sikre, at du ikke blev misforstået af de her mennesker?
“Selvfølgelig har vi en kritisk dialog med UHRC, om hvor de har deres udfordringer i forhold til at leve op til deres mandat, og hvor vi kan være med til at rykke dem. Den dialog har vi. Vi har den ikke på Twitter, men selvfølgelig kan man godt fortælle, at vi har en kritisk dialog.”
Selvom Signe Winding Albjerg har været overvældet over pludseligt at befinde sig i centrum af en mindre storm på det sociale medie, ser hun også de mange reaktioner som et sundhedstegn i landet.
“Selvom det er overvældende, og selvom jeg er centrum af det, så er det grundlæggende et sundhedstegn, at den frustration kommer ud, og at man er enormt vokal om sin kritik hernede.”
