Jeg landede for første gang i Afghanistan med et lille FN-fly fra Islamabad i Pakistan i Mazar-e-Sharif i det nordlige Afghanistan. Det var tidligt på året i 1998. Vinteren havde ikke sluppet sit greb, og bjergene og passene var stadig dækkede af sne. Taliban havde to år tidligere indtaget hovedstaden Kabul, men i Mazar holdt krigsherrerne stand.
Byen myldrede med udenlandske journalister, fordi en stor amerikansk avis et par dage i forvejen havde skrevet, at nu havde Taliban sat sig i bevægelse. Nu ville de erobre Mazar.
Mazar 1998
Afghanerne tog det roligt. Ejeren af det lille gæstehus skovlede glad pengene ind, mens han indlogerede os mindst to på hvert værelse. Tag det eller lad være. Og de følgende dages ture rundt i Mazar-e-Sharif og omegn viste da også, at livet fortsatte som altid, bortset fra at radiojournalisten fra Danmark udløste stor nysgerrighed hos indbyggerne i landsbyerne undtagen hos de mindste børn, der skreg af rædsel, når de så mig. De så ledningerne fra mit udstyr og gik ud fra, at det var lægen, der kom.
Jeg var på tur rundt i området med en gruppe afghanske medarbejdere fra FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, og derfor blev vi ikke stoppet ved alle vejspærringerne. Hver gang vi kørte ind i en by eller landsby, og hver gang vi kørte ud igen, passerede vi mindst et checkpoint. Det var lokale militsers og krigsherrers private pengemaskiner, hvor lokalbefolkningen måtte betale. Krigsherrerne, blandt dem den berygtede Abdul Rashid Dostum, styrede alt i området – og tyranniserede, plyndrede, voldtog og dræbte, som de lystede. Indstillingen hos de lokale, jeg talte med, var, at det kunne vel ikke blive værre under Taliban.
Senere samme år indtog Taliban Mazar og myrdede måske tusinder af mennesker – også mange civile – til dels som hævn for en lignende massakre på dem og deres følgere året før, da de mislykkedes med at indtage byen. Senere, efter at USA i samarbejde med krigsherrerne havde drevet Taliban fra magten i 2001, blev talibanere, der havde overgivet sig, dræbt.
Den uzbekiske krigsherre Dostum, der har være to gange i eksil, har været hærchef og vicepræsident, er blevet anklaget for krigsforbrydelser og for at have voldtaget en rival blandt andet, og i øvrigt gennem årtierne har været allieret med snart alle grupperinger i Afghanistan, ja nu er han kommet tilbage i Mazar-e-Sharif for at forsvare byen mod Taliban.
Og nu, mens jeg skriver denne artikel, er hæren og militserne stukket af, de to stærke krigsherrer Abdul Rashid Dostum og Ata Mohammad Noor har bragt sig selv i sikkerhed og overgivet Den Nordlige Alliances bastion til Taliban uden kamp.
Kabul 1998
Fra Mazar-e-Sharif fortsatte jeg til Kabul, via Islamabad. Det var som sagt Taliban, der styrede hovedstaden og det meste af landet. Det eneste positive, der er at sige, er at jeg kunne gå sikkert alene i gaderne, men det kun fordi jeg var udlænding, og kun i centrum, som trods alt var nogenlunde ryddet for miner.
Kabul lå i ruiner. En tredjedel af byen var bombet sønder og sammen af især krigsherren Hekmatyar under borgerkrigen. Han var af Pakistans efterretningsvæsen blevet udset til at skulle være Afghanistans næste præsident og blev derfor heftigt støttet i sin kamp mod rivalerne. Alle lande i regionen sponsorerede dengang som nu hver sin part i den afghanske strid.
Gudri-moskeen i Kabul, som lærere og studerende begyndte at genopbygge for fem år siden.
Foto: Robert Nickelsberg/Getty Images
Boligblokke, moskeer og biografen stod som tomme mørke skaller, åbne stinkende kloaker løb gennem byen, og på gadehjørnerne stod Talibans religiøse politi bevæbnede med gummislanger, som de brugte på dem, der måtte overtræde nogle af de mange forordninger, som bevægelsen udsendte. Længden på mænds skæg, kvinders sko må ikke høres på fortovet, ingen, heller ikke børnene må flyve med drager. Og så de meget værre regler, som at kvinder ikke må gå udenfor, medmindre de bliver fulgt af en nær mandlig slægtning. Enker måtte bliver hjemme.
Den pietistiske bevægelse, som udsprang fra en række pakistanske madrassaer, religiøse skoler, havde en tanke om at skrue tiden i Afghanistan tilbage til år 800. Men der var tydelige undtagelser for dem selv, for eksempel gjorde talibanerne vejene usikre i alle de store firhjulstrækkere, de havde overtaget fra deres modstandere eller stjålet fra FN. Det var langt fra alle chauffører, der var vant til at køre bil og kendte eller respekterede grundlæggende færdselsregler.
Og allerede i 1998 havde Taliban problemer med deres egen kvindepolitik. For deres egne kvinder havde jo også brug for lægehjælp, men selvfølgelig skulle det være en kvindelig læge. Det indebærer, at kvinder skal uddannes, altså skal piger i skole. Heller ikke operationsstuerne fungerede, for der var mandlige kirurger og kvindelige sygeplejersker. Da jeg var der, forsøgte Taliban sig med en model, der indebar et uigennemsigtigt forhæng mellem kirurgen og sygeplejersken under operationer.
Det var udkants-Afghanistan, der havde indtaget hovedstaden og brutalt tvang sine ideer ned over dem med amputationer og offentlige henrettelser på Kabuls store stadion. Sådan er Taliban ikke længere. Bevægelsen har mistet sin middelalderlige naivitet, de unge er vokset op med Al-Queda, ny teknologi og krig. Måske er Taliban blevet klogere, måske er Taliban blevet værre. Meldingerne fra Afghanistan tegner et brutalt billede.
Katastrofen rammer
Jeg har aldrig mødt en afghaner, der ønsker at leve under Talibans styre. Ikke engang den eks-talibaner, jeg og en pakistansk journalist drak whisky med den halve nat i Kabul. Det var ham, der serverede den. Men jeg har mødt mange afghanere, der mere end noget andet ønsker sig fred, og hvis Taliban er prisen for fred, så er nogle tilbøjelige til at betale den.
Det er ofte mennesker, der har hjemme ude på landet og i de mindre byer, specielt i de områder, hvor Vestens invasion aldrig bragte fred. Det er dem, der har været udsat for NATO-soldaternes til tider brutale husundersøgelser eller bare voldsomme indtrængen, fordi deres ejendom lå lige der, hvor soldaterne havde brug for at være. Det er også mennesker, der er blevet nødt til at søge mægling hos Taliban, fordi de ikke havde penge nok til at vinde en retsag ved domstolen. Eller mennesker, der igen er blevet tvunget til at leve under krigsherrernes tyranni. Vestens allierede er meget firkantet sagt de eneste i Afghanistan, der kan være værre end Taliban.
For befolkningerne i de store byer, for alle, der troede på Vesten og har samarbejdet med NATO-soldaterne, med Afghanistans skiftende regeringer og med os vestlige journalister, er det intet mindre end en katastrofe, der sker lige nu. Især hvis man også tilhører et af de etniske mindretal, det shia-muslimske Hazara er særligt udsatte. Eller hvis man er kvinde. Eller hvis man er journalist, kunstner, åbenmundet og så videre.
I de store byer er der sket fremskridt de seneste 20 år. Ikke så store, som afghanerne havde håbet, og som NATO-landene siger. Fred har de aldrig fået, men mange unge været i skole og en del har fået en uddannelse. De har hørt musik, er på sociale medier og har ofte et helt andet syn på landet og livet, end deres forældre.
Men fattigdommen og korruptionen er forkrøblende. Mange af de mange, mange milliarder dollars, der de seneste 20 år er blevet postet i Afghanistans udvikling, har store muskelmænd fløjet til Dubai i tunge tasker for deres herrer. Samtidigt har rigtig mange afghanere på en eller anden måde levet af den internationale tilstedeværelse. Nu mister de alt, måske også livet.
Tidligere britisk ansatte tolke og andre demonstrerer i Kabul.
Foto: Haroon Sabawoon/Anadolu Agency via Getty Images
Jeg får desperate bønner om hjælp fra en af mine tidligere tolke og chauffører. Jeg har sendt ham en erklæring om, at han har arbejdet for mig, men har også gentagne gange understreget, at han ikke må sætte sin lid til, at det hjælper ham og hans familie. Afghanerne er flygtet fra kommunisterne, fra borgerkrigen og fra Taliban. Men denne gang er det anderledes. Der er ingen steder at flygte hen, der er ingen, der vil have dem. De kan ikke komme i sikkerhed, hverken i Pakistan eller Iran, Tyrkiet eller Europa. I øjeblikket prøver FN at få Pakistan og Iran til at holde grænserne åbne.
Vestens fejlslagne krig
Da Taliban blev sat på porten i 2001, var der bemærkelsesværdig stor glæde i Afghanistan. Nu var selveste USA med afghanerne, nu ville alt blive bedre, nu ville der blive fred, fik jeg efterfølgende at vide.
Men Vesten var der ikke for afghanernes skyld, de var der på grund af Al-Queda. Og mens NATO-soldaterne bevogtede ambassaderne i Kabul, og USA’s specialtropper jagtede terrorister, fik krigsherrerne, som havde hjulpet invasionen, og politiet frie hænder. Taliban, der var blevet slået og bogstaveligt talt var gået hjem, kom tilbage til de sydlige provinser, som blev hærget af en blanding af narkobaroner, andre kriminelle, krigsherrer og politiet. En stilling som politichef i en god provins kostede 100.000 dollars, men så var der også mulighed for at tjene rigtig mange penge på den position.
Lige så dårligt, som Vesten har forvaltet sin magt i Afghanistan og skabt sig mange fjender, lige så elendigt er det, Washington insisterer på er en planlagt tilbagetrækning, blevet gennemført. Først solgte Donald Trump alle afghanernes interesser i sine fredsforhandlinger med Taliban. Og så fulgte Joe Biden op med det, der ligner en flugt over hals og hoved, efter at USA selv har totalt svækket en i forvejen svag regering. Landets største base, Bagram, blev forladt i nattens mulm og mørke uden at de “allierede” afghanske soldater fik besked. Washington beder Taliban vente med at tage Kabul, indtil alle amerikanere er ude.
Og nu undrer en del vestlige eksperter sig over, at den vestligt trænede afghanske hær ikke bremser Taliban.
Ikke noget at undre sig over
Nogle af dem taler mod bedre vidende. Det afghanske militær har aldrig været en sammentømret, velfungerende enhed. Hæren har aldrig været så stor som påstået, soldaterne deserterer fra den i stort antal, og kvaliteten er elendig. Det har USA’s egen særlige inspektør for Afghanistan, John Sopko, og hans folk dokumenteret igen og igen og sagt meget åbenlyst og direkte.
Mange soldater er rekrutteret direkte fra gaden, de lod sig hverve, fordi der ikke var andet at leve af, eller måske fordi de var så skæve, at de ikke rigtig var klar over, hvad de foretog sig. Det gælder alle sikkerhedsstyrker, også politiet. Den dybt traumatiserede afghanske befolkning har kun to midler mod smerterne, Gud og narko. Mange bruger en blanding af de to.
Men i modsætning til politiet har militæret forsøgt at undgå den værste korruption og kriminalitet ved at sende soldater væk fra deres hjemegn til andre dele af landet. Det vil sige, at de soldater, der nu skal stå op mod Taliban, ikke har noget eller nogen at kæmpe for i de områder. Samtidigt må man formode, at nogle af krigsherrerne har trukket deres folk hjem fra den nationale hær. Det er ikke så mærkeligt, at hæren hverken kan eller vil slås.
Taliban går frem på samme måde som i 90’erne. Bevægelsen bliver hele tiden forstærket af de militser, der slutter sig til den. Over 40 års krig i Afghanistan har lært indbyggerne, hvor vigtigt det er, at stå på den rigtige side. Ellers dør man. Og det er acceptabelt at skifte side, bare det er til gavn for ens egne.
Men nogle af de store byer, som for eksempel Herat, og nu også Mazar-e-Sharif har overgivet sig langt hurtigere end i 90’erne, og det er bemærkelsesværdigt, at krigsherrerne ikke står stærkere. Netop krigsherrerne er rigere og bedre bevæbnede end nogensinde tidligere. Men de store byer bliver overgivet til Taliban stort set uden kamp. Det har sat gang i spekulationerne om, hvad hvem har aftalt med hvem.
Da jeg begyndte at skrive denne artikel lørdag formiddag var bare tre af Afghanistans største byer uden for Talibans kontrol, nemlig Kabul, Mazar-e-Sharif og Jalalabad. Nu søndag morgen, er det kun Kabul. Og nu to timer senere, mens jeg tilføjer denne sætning, er Taliban på vej ind i Kabul.
Det er på tide I tager ansvar for jeres eget land, lyder beskeden fra det Vesten, som der ikke længere er så stor tiltro til i Afghanistan.
Kirsten Larsen har som journalist beskæftiget sig med Afghanistan og besøgt det mange gange siden 1998.
