Afrika: Arven efter 11. september

gettyimages-680047256

Abuja, Nigeria: Et familiemedlem til en af de bortførte Chibok-piger trøstes inden en ceremoni 7. maj 2017, der skulle markere frigivelsen af 82 af de 276 piger, der blev bortført af Boko Haram i 2014.


Foto:
Gerd Kieffer-Døssing

14. september 2021

11. september 2001 blev startskuddet til en krig mod terror, der i første omgang var rettet mod Afghanistan og siden spredte sig. Mens fokus langt hen ad vejen har været på Mellemøsten, hvorfra angrebene mod europæiske lande er kommet, og hvor Islamisk Stat, IS, siden tonede frem som et kvalmende ørkensyn i kølvandet på krigen i Irak og den syriske borgerkrig, har den tyve år lange dagsorden ikke kunne undgå også at påvirke udviklingen i resten af verden.

Kigger man længere mod syd, mod det afrikanske kontinent, er der ingen tvivl om, at tvillingetårnenes fald og den efterfølgende ”krig mod terror” har trukket lange spor. I kølvandet på Vestens interventioner og den islamforskrækkelse, det bragte med sig, har en række forskellige jihadistgrupper udviklet sig og fundet fodfæste på det afrikanske kontinent. Hvor netop IS måske nok er på tilbagetog i Mellemøsten, bekender flere grupperinger sig i Afrika til bevægelsen – det samme gælder al-Qaeda.

Mange andre vilkår spiller dog også ind, og det ville være en fejl udelukkende at knytte jihadismens tilsynekomst i Afrika til 11. september.

Med udgangspunkt i analyseinstituttet International Crisis Groups ekspertanalyse af efterveerne fra 11. september i Afrika fremlægger Globalnyt her de væsentligste.

Sahel
Uroen i Sahel-regionen brød for alvor ud i 2012 i forbindelse med et kup i Mali, hvor en koalition af islamistiske separatistbevægelser overtog kontrollen med hele den nordlige del af det enorme land og udråbte en islamisk stat. Det blev begyndelsen på snart et årtis militære interventioner – nationale, regionale såvel som internationale – hvor man forgæves har forsøgt at kvæle terroristerne.

Selvom det oprindelige oprør blev slået ned, er der langt fra kontrol over området, og uroen og volden spredte har siden spredt sig til især nabolandene Niger og Burkina Faso.

I dag er der et væld af forskellige islamistiske bevægelser, der bekender sig til forskellige internationale grupperinger som al-Qaeda og IS, der gør sig gældende i Sahel. Området er destabiliseret, og angreb på civile er nærmest hverdag.

Når man skal forklare situationen i Sahel og udviklingen fra 2012 og frem til i dag, er der mange pointer at tage højde for, og det enkle svar er langt fra 11. september.

Mange tilskriver for eksempel krigen i Libyen og mordet den mangeårige diktator Muammar Gadaffi en stor del af skylden for, at oprøret i det nordlige Mali kunne finde sted i første omgang. Libyen stod som en bastion i regionen styret med stærk hånd af Gadaffi, og Libyens sammenbrud sendte en masse våben i cirkulation i regionen, der var nødvendige for, at et oprør kunne opstå.

Urolighederne i Sahel hænger derudover tæt sammen med de øvrige udfordringer, regionen står over for. Tag for eksempel klimaforandringer. Ændringer i regnforhold presser for eksempel de nomadiske kvægopdrættende fulanier, der har måtte søge andre steder hen for at finde vand til deres kreaturer. Det er gået ud over de agerdyrkende befolkningsgrupper – især dogonerne, og interne stridigheder mellem de to folkeslag har givet sig til udtryk i blodige angreb og lokaltdannede forsvarsmilitser, der, udefra set, let kan kategoriseres som del af den større ustabilitet, men altså ikke bunder i religiøse overbevisninger.

Det bunder derimod i det evigt tilbagevendende problem: en fraværende regering. Som det er tilfældet i en lang række af landene i Vestafrika, har staterne i hverken Mali, Burkina Faso eller Niger kapacitet til at sikre befolkningens basale forhold og sikre stabilitet og sikkerhed i de store landes yderområder, der er væsentligt underudviklet sammenlignet med andre dele af landene.

Det har efterladt et magtvakuum, som det har været – og er – let for andre grupperinger at udnytte eller udfylde, hvad end disse agerer med hjemmel i en dogmatisk læsning af koranen eller ud fra selvtægtsprincipper. Læg dertil, at landenes sikkerhedsstyrker langt fra er engle og beviseligt selv har deltaget imenneskeretsovertrædelser, overgreb og drab på civile.

Nigeria og deltaet ved Tchadsøen
Det er nogle af de samme problemer, der har skabt muligheden for en af Afrikas mest berygtede nyere terroristgrupper: Boko Haram i det nordlige Nigeria. Direkte oversat betyder Boko Haram ”al vestlig undervisning er forbudt”, og gruppen bekender sig til en dogmatisk tolkning af koranen.

Boko Haram opstod faktisk allerede i 1990’erne som en politisk bevægelse og begyndte først at anvende vold i kampen for at opnå sit mål om en sharia-baseret stat i 00’erne. 

Gennem årene har gruppen stået bag en række blodige angreb, men den er især kendt for at bortføre skolebørn. Boko Haram blev verdenskendt i 2014, da den bortførte 276, primært kristne, piger fra deres skole i Chibok. Det fik en række kendte, blandt andre den daværende amerikanske førstedame Michelle Obama, til at gå ind i sagen under hashtagget #bringbackourgirls. Op mod hundrede af pigerne er stadig ikke vendt hjem, og de, der er, fortæller om at være blevet tvunget til at konvertere til islam og til at gifte sig med Boko Haram-krigere.

Urolighederne i Nordnigeria har spredt sig til nabolandene Niger, Tchad og Cameroun i området omkring Tchadsøen, og ifølge FN er den humanitære krise i området blandt de værste i verden med over 10 millioner mennesker, der har behov for hjælp.

Selvom Boko Haram har sværget troskab til IS og har en tydelig islamistisk dagsorden, skal den væsentligste årsag til gruppens opståen og popularitet findes langt mere lokalt.

Som i mange øvrige kystlande i Afrika er Nigeria mærket af koloniseringen ved, at befolkningen i en vis radius fra kysten er kristne, mens befolkningen i de nordlige, afsidesliggende dele er muslimer. Når samme udviklingsdiskrepans som nævnt ovenfor gør sig gældende, hvor de nordlige områder er underudviklede og underprioriterede, giver det religiøse bevægelser ekstra vind i sejlene.

Da Boko Haram opstod i 90’erne var det netop ud fra en idé om, at en streng islamisk stat ville kunne bringe en ende på den elendige og korrupte regeringsførelse.

Samtidig skal man også forstå Boko Harams rekrutteringsgrundlag. Nigeria er Afrikas folkerigeste land, og de nuværende 220 millioner mennesker forventes at vokse til 392 millioner i 2050. 62 procent af befolkningen er under 24 år. Allerede nu er der akut mangel på jobs, og unge mænd er desperate efter at finde en indtægt, der gør dem i stand til for alvor at indgå i voksenlivet og have råd til eget hjem, børn og en kone. Ligesom man ser i andre lande, kan det at indgå i en bevægelse som Boko Haram skabe mening og retning i et ungt menneskes liv – pludselig får man en funktion, man bliver tilbudt en kone og får derved mulighed for at tage skridtet ind i de voksnes rækker.

Derfor ligger en del af svaret på Boko Haram i udvikling og jobskabelse i de nordlige områder foruden en stat og et sikkerhedsapparat, der står til ansvar for deres handlinger. Men sådan har den nigerianske stat ikke umiddelbart reageret, og dens metode med hård magtanvendelse har vist sig at give bagslag.

Da regeringen slog igen i begyndelsen af 2010’erne og tilbageholdt tusindvis af mistænkte under umenneskelige forhold, og sikkerhedsstyrkerne i området begik tilfældige og udenomretslige drab på civile, vold, overgreb og nedbrændte hjem, knuste det ikke Boko Haram, men øgede den folkelige opbakning til gruppen.

Ligeledes har man set, både i Sahel og ved Tchadsøen, hvordan statssanktionerede angreb på etniske grupper gør medlemmer af disse mere tilbøjelige til at lade sig rekruttere til de militante grupper.

Mozambique
Mozambique er et af de seneste afrikanske lande, der har oplevet en lokal islamistisk bevægelse bryde frem og skabe død og ødelæggelse.

Konflikten udspiller sig i den nordlige, overvejende muslimske, Cabo Delgado-provins, hvor islamister første gang begyndte at angribe isolerede landsbyer og militære checkpoints i 2017. Situationen nåede den brede offentlighed i november 2020, hvor 50 mennesker fra en landsby var blevet halshugget.

Den mozambiquiske regering skyder skylden for oprøret på eksterne kræfter – Islamisk Stat og terrorister fra udlandet – og har reageret militært. Men ligesom i Sahel og Nigeria skal årsagen til oprøret i Cabo Delgado findes i en forsømt region, en korrupt og ligeglad regering, der ikke lever op til sine forpligtelser i området.

Cabo Delgado er den fattigste provins i Mozambique, men er samtidig landets rigeste, når det kommer til råstoffer. Undergrunden er fuld af rubiner og guld, og for nylig fandt man gas til en anslået værdi af 375 milliarder kroner under havbunden ud for provinsens kyst. For at kunne udvinde denne gas, er der bygget store forarbejdningsanlæg langs kyststrækningen og i den forbindelse har regeringen tvangsforflyttet hele landsbyer. Det er angiveligt vrede unge fra disse samfund, der har sluttet sig til oprørerne.

Den islamistiske oprørsbevægelse i Mozambique har erklæret troskab til IS, men også her er der mange andre årsager end religiøse til, at gruppen er opstået, og derfor kan en militær løsning på problemer ikke stå alene, men risikerer blot at puste til ilden.

Dække for statsangreb mod muslimer
Selvom det er tydeligt, at man ikke kan sætte et lighedstegn mellem 11. september og den globale krig mod terror og så udviklingen af islamistiske grupper i Afrika syd for Sahara, er der alligevel en sammenhæng.

Kampen mod terror har givet desperate og vrede befolkninger et sprog og et ideologisk udgangspunkt for at vise deres utilfredshed med elendig regeringsførelse og ligeglade lokale myndigheder. Det har givet ulmende og undertrykt vrede og desperation en form. Samtidig har internationale terrorgrupper kunnet nyde godt af lokale oprørs tilslutning, selvom den egentlige tilknytning, når alt kommer til alt, måske er mere løs. 

Modsat har krigen mod terror også fungeret som et carte blanche for, at regeringer har kunnet chikanere deres muslimske befolkninger.

Efter den somaliske terrorbevægelse al-Shabaab angreb et indkøbscenter i Nairobi, Kenya, i 2013, og dræbte 67 mennesker, stod de kenyanske myndigheder bag massearrestationer af unge muslimer og somaliere og truede med at lukke flygtningelejre, der husede tusindvis af somaliske familier, der havde søgt tilflugt i Kenya fra sult og konflikt i Somalia.

I Uganda har myndighederne gjort sig bemærket ved pr automatreaktion at mistænke muslimer, når der bliver begået mord og udsætte arresterede muslimer for langt grovere behandling i fængslet end arresterede fra andre trosretninger.

Og i Tanzania var tidligere præsident Magufulis angreb mod landets muslimer angiveligt skyld i, at unge tanzaniske muslimer tog over landets sydlige grænse til Cabo Delgado-provinsen, hvor de tilsluttede sig islamisternes rækker og på den måde bidrog til destabiliseringen af det nordlige Mozambique.

Forkert løsning på problemet
I sin analyse angiver International Crisis Group, at de afrikanske staters tendens til at reagere på sikkerhedsproblemer med aggressive, militære indsatser – som det er tilfældet i både Sahel, Nigeria, deltaet omkring Tchadsøen og Mozambique – ikke har forbedret deres befolkningers tro på myndighederne.

I stedet har det snarere gjort islamistisk militarisme mere attraktiv for marginaliserede samfund, der ikke oplever, at staten hverken bekymrer sig om dem eller beskytter dem.

Hvis militante bevægelser skal bekæmpes på det afrikanske kontinent, er der behov for en mere sofistikeret strategi, der kombinerer militære og ikke-militære indsatser, med grundigt fokus på de underliggende problemstillinger og dynamikken i de enkelte regioner, konkluderer International Crisis Group.