Indlægget er en kommentar til Jørgen Harboes indlæg Zionismen er ikke, hvad mange tror – og den kan bruges til at skabe fred
Hvad er det, der skaber et ’folk’?
Læser man de forskellige definitioner på begrebet, så er et folk ingen steder defineret ved religion som samlende element. Det kan være etnicitet, nationalt tilhørsforhold, tilhørsforhold til et afgrænset geografisk område, fælles kultur, historie og sprog.
Alt sammen noget som kendetegner palæstinenserne, men aldrig har kendetegnet den israelske, zionistiske befolkning. Det er zionistiske jøder fra hele verden, der bor i Israel og for eksempel skal lære det ’fælles’ sprog hebraisk ved ankomsten.
Det er zionistiske jøder, der kommer med stor kulturel forskellighed, for der er stor forskel på at komme fra New York eller Somalia, fra Østeuropa eller Irak, og i dag er der stadig ingen fælles kultur. Mange af byerne og lokalområderne er opdelt efter kulturel baggrund. Her er de arabiske og somaliske jøder udsat for racisme og diskrimination fra den hvide middel- og overklasse.
Den fælles historie er heller ikke lang, da de fleste israelere har en tidsmæssig historie i Palæstina, der kun rækker en til højst fire generationer tilbage.
Så at tale om to folk i Palæstina er et af de zionistiske narrativer, som man har taget til sig i store dele af Vesten for at retfærdiggøre den zionistiske kolonisering af Palæstina.
Mange af byerne og lokalområderne [i Israel] er opdelt efter kulturel baggrund. Her er de arabiske og somaliske jøder udsat for racisme og diskrimination fra den hvide middel- og overklasse.
Det retfærdiggør ikke, at jøder fra hele verden kan rejse til Israel og blive statsborgere med det samme, mens fordrevne palæstinensere, der oprindeligt boede i Palæstina, ikke kan få lov til at vende tilbage, men lever som flygtninge i lejre nu i op til fjerde generation.
Uanset hvilket zionistisk parti der har haft magten i Israel, har de stået for denne politik. Det har altid været et grundelement i al zionisme, at Israel er for jøder, en jødisk stat alene for jøder.
Det er ikke en humanistisk drøm om et land med respekt for alle menneskers ret til udvikling i frihed og respekt for det enkelte menneske.
Det er et land, der altid har bygget på forskelsbehandling af dets palæstinensiske indbyggere, som altid har haft andre og dårligere vilkår, eksempelvis dårligere lønninger og dårligere muligheder for tilskud til deres lokalsamfund.
Der diskrimineres også i kibbutzerne
Som dansker kan man godt blive forført af arbejderzionismen og især kibbutztanken, men også i kibbutzerne bliver de palæstinenserne, der hyres ind til forskellige job, diskrimineret, noget jeg selv oplevede i slutningen af 70’erne.
Kibbutzerne har været udposter i erobringen af jorden, hvilket ses på kort over, hvor og hvornår de etableres. Med et socialistisk skær kunne de tiltrække beboere og skabe legitimitet i et socialdemokratisk efterkrigstids-Europa.
I dag er det bosættelserne på Vestbredden, der har den rolle og tiltrækker beboere med billige huslejer og andre fordele. Samtidig skaber de legitimitet med en ideologi, som især stærkt højreorienterede og kristne-zionistiske kredse i USA kan relatere til.
Når Jørgen Harboe skriver, at der er elementer i zionismen, der kan være afsæt for fred uden konkret at påpege, hvad det er, så virker det som en drøm og en forestilling om Israel, der er svær at slippe, når virkeligheden bliver svær at leve med.
Et humanistisk bud på afslutningen af den zionistiske kolonisering af Palæstina må være en et-stats løsning med lige ret og vilkår til alle, uanset religion, etnicitet og sprog.
Zionismen er apartheid og adskiller på baggrund af religion, uanset hvilken politisk zionisme man læner sig op ad. Regeringerne i Israel har, uanset politisk tilhørsforhold, haft tætte kontakter til undertrykkende regimer rundt om i verden, for eksempel apartheid-styret i Sydafrika og diktaturerne i 60’ernes og 70’ernes Sydamerika.
Zionisme er det forkerte svar på antisemitisme i Europa. Zionisme er rå kolonialisme bakket op af rå imperialistisk magt, hvilket er tydeligt med Trump i Det Hvide Hus.
Et humanistisk bud på afslutningen af den zionistiske kolonisering af Palæstina må være en et-stats løsning med lige ret og vilkår til alle, uanset religion, etnicitet og sprog.
Det må være flygtninges ret at vende tilbage, for som det lyder fra EU og ikke mindst den danske regering, så skal flygtninge vende hjem, lige så snart forholdene er til det.
En humanistisk løsning må skabe forhold, som giver alle palæstinensere mulighed for at bo i Palæstina og leve som ligeværdige mennesker.
Margit Johansen er uddannet antropolog med Palæstina som område og speciale i palæstinensisk national identitet. Har læst 1. semester på Bir Zeit, et palæstinensisk universitet på Vestbredden.
Har været i de besatte palæstinensiske områder adskillige gange, i Golan, været på researchophold i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon og besøgt og opholdt sig i palæstinensiske byer og landsbyer i Israel.
Har på den ene eller anden måde beskæftiget sig med Palæstina og palæstinenserne efter et kibbutzophold i 1978, senest som værge for en ung statsløs palæstinenser, der flygtede fra Yarmouk, Damaskus under borgerkrigen.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i debatsektionen, så skriv endelig på [email protected]
