“CISU vil arbejde hårdt for, at de danske organisationer fortsat kan udvikle deres værdifulde bidrag til, at almindelige mennesker ude i verden deltager i bekæmpelse af fattigdom. Vi skal sammen opbygge mere retfærdige samfund lokalt, nationalt og globalt”.
Sådan siger Susanne Volqvartz, der er formand for de små og mellemstore u-landsforeningers sammenslutning, “Civilsamfund i Udvikling” (CISU), i en presseudtalelse tirsdag efter weekendens generalforsamling i Nyborg.
Stor debativer, men samling om fremtiden
105 deltagere fra 50 stemmeberettigede organisationer mødte op til CISUs årsmøde for 2014, hvor Susanne Volqvartz fremlagde bestyrelsens forslag til såvel en omformulering af Vision, Mission og Værdier som en ny strategi.
“Jeg var simpelt hen så glad efter general-forsamlingen, fordi den viste, at CISU er mangfoldig, men at vi alligevel kan nå en bred enighed”, siger hun og lægger til:
“Vi kom ud som en tydeligere og samlet organisation med de fælles vedtagne Vision, Mission og Værdier og strategi”.
Bestyrelsens forslag kom enstemmigt igennem, men generalforsamlingen gik papirerne nøje igennem, og det blev til forskellige justeringer. F.eks. skal CISU arbejde på at “sikre” og ikke bare “stå vagt om” civilsamfundets muligheder.
Platform på tre ben
Det er nu endnu mere tydeligt, at CISUs indsatser er koncentreret om de tre områder kapacitetsopbygning, puljeforvaltning og civilsamfundets rolle i udviklingsarbejdet – og om rammer og vilkår for de tre områder.
Med afsæt i strategien vil CISU styrke sin kommunikation og den politiske indsats koncentreret om netop de områder.
Generalforsamlingen kunne notere, at der er blevet lyttet til flere af CISUs indspil til den kommende danske civilsamfundspolitik – dvs Danidas politik overfor NGOerne.
CISU vil også understøtte, at der udvikles nye former for partnerskaber med nye typer af partnere i en verden, der ændrer sig med stor hast, herunder gerne med de dele af det private erhvervsliv, fonde og andre aktører, der ønsker at bidrage i samme retning.
CISU for alle
Medlemskab af CISU er fremover defineret ved, at man som dansk civilsamfundsorganisation ønsker at tilslutte sig det fælles grundlag – og ikke af hvilken aftale, man måtte have med Danida.
“Det blev slået fast efter en lang og sund debat, der bekræftede, at alle vil CISU det bedste, men vi ser forskelligt på, hvad der vil ske i vidt forskellige scenarier”, anfører Susanne Volqvartz og uddyber:
“Hvordan vil organisationer med en rammebevilling f.eks. reagere på nedskæringer? Det var en spændende debat, som åbnede mange øjne, men som endte med fuld tilslutning til bestyrelsens forslag”.
Fremover er CISU således åben for alle foreninger og ikke-erhvervsdrivende fonde. Organisationer med en rammebevilling fra Udenrigsministeriet kan dog maksimalt kan opnå to pladser i bestyrelsen.
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/27-04-14/cisu-de-17-store-skal-ikke-s-ttes-i-skammekrogen