28 NGO’er: Danmark har meget arbejde forude for at indfri verdensmålene

verdensmal

De 17 verdensmål


Foto:
Laurits Holdt

De 28 organisationer kommer med konkrete politikanbefalinger for hvordan det kan ske. Rapporten blev udgivet en uge inden, Danmark ved finansminister Kristian Jensen (V) skulle til ”eksamen” i FNs Verdensmål ved FNs Generalforsamling i New York, skriver Mellemfolkeligt Samvirke på sit websted.

”Poul Henningsen sagde, at fremtiden kommer af sig selv, men det gør fremskridtet ikke. Den rapport, som 28 danske civilsamfundsorganisationer udgiver i dag, viser, at Danmark stadig har en del arbejde foran sig, hvis Danmark skal indfri FNs verdensmål,” sagde Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, da rapporten udkom. 

Han deltog selv i mødet i New York næste uge, hvor finansminister Kristian Jensen skal gøre status over Danmarks indsats for at indfri verdensmålene.

FNs verdensmål er en unik mulighed for at alle lande – rige som fattige – gør fremskridt for at afskaffe fattigdom, beskytte miljøet og bekæmpe ulighed, arbejdsløshed og klimaforandringer, skriver organisationen. De blev vedtaget af verdens ledere i 2015 og for at sikre, at landene gør fremskridt, så afholdes der hvert år i New York et møde, hvor lande frivilligt lader andre lande vurdere deres indsats for at realisere målene. 

Stigende ulighed i Danmark

Rapporten påpeger blandt andet at ulighed i Danmark er stigende og at udsatte mænd og kvinder i Danmark ofte oplever ikke at have adgang til de samme sundhedsydelser eller retssikkerhed når det gælder partnervold, som andre. I FNs verdensmål er der indbygget en forpligtelse om at arbejde for at målene er opfyldt for alle, og at ingen lades tilbage. 

Rapporten påpeger også, at Danmark har langt endnu når det kommer til at beskytte miljøet herhjemme og sikre miljøbeskyttelse og tilpasning til klimaforandringer i verdens fattigste lande. Også Danmarks beslutning om at reducere udviklingssamarbejdet kraftigt kritiseres.

Rapportens mange konkrete politikanbefalinger dækker langt fra alle aspekter indeholdt i FNs verdensmål, og i en del tilfælde handler anbefalingerne om hvordan Danmark kan gå videre end verdensmålene formelt kræver. Fælles for alle anbefalinger er, at de kommer fra danske civilsamfundsorganisationer, som i årtier har arbejdet indgående med de politikområder, som FNs verdensmål opstiller mål for.

”Uanset hvordan man ser på Danmarks indsats med at implementere FNs verdensmål i Danmark, så er en ting sikkert. Der er brug for at både politikere, virksomheder og i høj grad også det danske civilsamfund deltager i debatten om hvordan det skal ske. Jeg er stolt over at have bidraget til dette konkrete politikkatalog fra store dele af det danske civilsamfund,” siger Tim Whyte.

Download rapporten What will Denmark look like in 2030 (PDF, 44 sider)