6 millioner til sydsudanesiske flygtninge i Sudan

syds_adra
Forfatter billede

Kampe, usikkerhed, forfølgelse og sult i Sydsudan har fået tusindvis af mennesker til at flygte over grænsen til nabolandet Sudan.

UNHCR vurderede i januar, at der befandt sig omkring 140.000 flygtninge fra Sydsudan i White Nile State i den sydøstlige del af Sudan, og antallet stiger støt. 69 procent af flygtningene i White Nile State er børn og unge under 18 år.

Mangel på rent vand og sanitet koster liv

Den store strøm af flygtninge sætter nødhjælpsarbejdet under pres, og især mangel på rent vand og ordentlige sanitære forhold udgør lige nu en livstruende trussel – specielt for børn og gravide.

Sygdomme som akut diarré, der er relaterede til mangel på rent vand og sanitet samt dårlig hygiejne er således skyld i de fleste tilfælde af underernæring og dødsfald blandt gravide og børn under fem år i flygtningelejrene.

72 mennesker om ét latrin

Med den nye bevilling fra ECHO vil ADRA derfor fokusere på at forbedre adgangen til rent vand og sanitetsfaciliteter samt sikre bedre hygiejne for omkring 20.000 mennesker i flygtningelejre i Al Jebelain og Al Salam i White Nile State.

”I de lejre, hvor forholdene er værst, må 72 mennesker deles om ét enkelt latrin. Derfor vil noget af det første, vi går i gang med, være at bygge flere latriner.”, siger ADRA Danmarks nødhjælpskoordinator Sara Jensen i en pressemeddelelse.

En gammel konflikt

Siden december 2013 har Sydsudans befolkning været ofre for en væbnet konflikt mellem to stridende fraktioner repræsenteret ved præsident Salva Kiir og tidligere vicepræsident Riek Machar. Kampene har haft enorme negative konsekvenser for den nye nation, der fik sin selvstændighed i 2011. Ca. 2 mio. mennesker er fordrevet internt i Sydsudan. Yderligere 2 mio. har søgt tilflugt i nabolande som Sudan og Uganda.

ADRA har været til stede i White Nile State siden 80’erne og arbejder tæt sammen med andre internationale organisationer for hjælpe så mange som muligt så effektivt som muligt.