Aftale om hjemsendelse af Rohingya-flygtninge fra Bangladesh

Laurits Holdt

Torsdag underskrev regeringerne i Bangladesh og Myanmar en aftale om at Bangladesh skal hjemsende hundredetusinder af flygtninge, der siden august er strømmet over grænsen fra Myanmar. Det rapporterer BBC.

Der foreligger endnu ingen detaljer om aftalen.

14. november mødtes FN’s generalsekretær Antonio Guterres med Myanmars leder Aung San Suu Kyi og appellerede til at landet skulle begynde en “værdig” tilbagetagelse af de mange flygtninge.

Flere nødhjælpsorganisationer har ifølge BBC udtrykt bekymring for hjemsendelse af de mange flygtninge, hvis ikke der kan udstedes en garanti for deres sikkerhed.

Siden slutningen af august er omkring 600.000 medlemmer af befolkningsgruppen Rohingya strømmet over grænsen fra Myanmars Rakhine-provins.

De er flygtet fra angreb fra Myanmars militær, som anklages for at dræbe civile, brænde landsbyer samt for voldtægter og tortur.

Rohingyaerne er statsløse og myndighederne i Myanmar mener, at befolkninggruppen – der indtil august menes at have talt omkring en million – er ulovlige indvandrere. 

Militæret i Myanmar nægter at have dræbt og begået overgreb mod civile, som ellers er anklagen fra både flygtninge og som underbygges af journalister og repræsentanter for NGO’er.

De to lande har arbejdet på en aftale siden begyndelsen af oktober.