ICTU Global Rights Index
ICTU (International Confederation of Tradeunions) er en international sammenslutning af nationale og lokale fagforeninger. Idag er der i alt 333 tilknyttede organisationer og fagforeninger, fordelt på 162 lande over fem kontinenter. Tilsammen tæller organisationerne 180 millioner fagforeningsmedlemmer, heraf 40% kvinder.
Rapporten ICTU Global Rights Index, som kun har været udgivet siden 2014, blev sat i værk med det formål at synliggøre og øge gennemsigtigheden af alle verdens landes bedrifter i forhold til sikring af arbejderrettigheder samt at pege på tendenser indenfor lovændringer og typer af rettighedskrænkelser.
I alt 141 lande evalueres på en skala fra 1 til 5 for deres evne til at respektere arbejderes rettigheder. 1 er bedst, 5 er dårligst, 5+ gives til lande som fx Syrien, Burundi eller Sydsudan, hvor staten ikke kan garantere rettigheder på grund af krig eller konflikt.
Det kommer næppe bag på nogen, at lande som Hviderusland, Kina og Qatar ligger i dumpekarakterernes top, når det handler om generel respekt for og lovgivning til sikring af basale arbejderrettigheder.
Men på grund af de seneste års økonomiske krisepakker og stram terrorlovgivning løfter den internationale sammenslutning af fagforenings-organisationer, ICTU, i en rapport fra 2016 også pegefingeren overfor Europa.
Slaveri og tilsidesættelse af migranters arbejdsrettigheder
Regionalt står det fortsat dårligst til i Mellemøsten og Nordafrika, når det handler om at sikre fundamentale rettigheder for arbejdere.
For eksempel bliver størstedelen af Golfstaternes arbejdere, som hovedsagelig består af arbejdsmigranter, undtagede fra basal beskyttelse under den almene arbejdslovgivning, herunder retten til fri forsamling og kollektiv lønforhandling.
Mens Qatar og de Forenede Arabiske Emirater begge er på top 10 (ud af 141) over de verdens allerdårligste lande til dels på grund af slaveri-lignende arbejdskontrakter (eller mangel på samme), trækker også Algeriet regionen ned i karakterbogen. Her nægter regeringen fortsat at registrere uafhængige fagforeninger eller at sikre ansættelser for fyrede fagforeningsaktivister.
På skala fra 1 til 5, hvor 1 er bedst og 5 dårligst, ’topper’ Mellemøsten og Nordafrika med karakteren 4,26 – skarpt forfulgt af Asien og Stillehavet med 4,0.
Krisepakker og terrorlovgivning spænder ben for Europas arbejdere
Selvom mange europæiske lande stadig kan bryste sig af at være bedst til at sikre arbejderes adgang til fagforeninger og overholdelsen af rettigheder generelt, er Europa samtidig den region, hvor der på kortest tid er sket de største forandringer til det værre.
Økonomisk tilbageholdenhed og diverse krise- og sparepakker har resulteret i markante indgreb i arbejderrettigheder såsom mulighederne for kollektiv lønforhandling. Uden at forhandle med fagforeningerne, har eksempelvis lande som Bosnien, Serbien og Ukraine gennemført lovændringer, der strider mod internationale standarder.
Dette sammen med en stram terrorlovgivning (som blandt andet sender Belgien fra karakteren 1 til 2) vurderes at have udhulet basale arbejderrettigheder i en sådan grad, at Europa kun kan tildeles en lunken middelkarakter på 2,47 – et markant ’fald’ fra 1,84 kun to år tidligere.
Disse rettigheder krænkes oftest
Udover at stille skarpt hvilke regioner og enkeltlande, der halter mest bagefter sikring af arbejderrettigheder, peger ICTU-undersøgelsen også på en række ’trends’ inden for forskellige typer af krænkelser. De hyppigst forekommende er krænkelser af –
Retten til fri forsamling
Alle arbejdere har som udgangspunkt ret til fri forsamling, men blandt det materiale ICTU har indsamlet fra fagforeninger verden over, kan det dokumenteres, at 82 ud af 141 lande ekskluderer visse typer af arbejdere fra denne ret. I 96 ud af 141 lande er flere forskellige faggrupper også undtaget fra retten til at strejke.
Retten til kollektiv lønforhandling
I 89 ud af de 141 lande, der indgår i ICTUs undersøgelse, har arbejdsgivere og/eller regeringen nægtet eller forhalet at forhandle rettigheder og løn med de relevante fagforeninger i en sådan grad, at rettigheden i praksis ikke længere er gældende.
Ytringsfrihed og retten til at demonstrere
Der kan spores en klar tendens til at ytrings- og protestrettigheder undertrykkes i højere grad. I 2016 havde 50 lande – 9 flere end i 2015 – indført restriktioner på disse rettigheder. For eksempel blev arbejdere i visse dele af Rusland forhindret i at afholde 1. maj-demonstrationer under påskud af, at det ville forstyrre trafikken, mens politiet i Zimbabwe i 2016 slog hårdt ned på en gruppe lærere, der demonstrerede for at få deres løn udbetalt.
Artiklen er skrevet på baggrund af ICTUs rapport fra juni 2016. De nyeste tal offentliggøres først i juni 2017.
