Gå til hovedindhold

Mobile menu

Algeriske partier tvinges til at vise kvindeansigter på valgplakater

Først ville de ikke – men nu er en håndfuld partier blevet tvunget til at vise deres kvindelige kandidaters ansigter på valgplakaterne. Folk skal vide, hvem de stemmer på, lyder det fra myndighederne.

En blank oval, hvor der ellers skulle have været et ansigt, omkranset af en hijab. Ved siden af er der et helt almindeligt portrætfoto af en mandlig politiker.

Valgplakaten, som er beskrevet herover, har fået kritikken til at hagle ned over politikerne i Bordj Bou Arreridj-provinsen i Algeriet, skriver BBC.

Men tirsdag i denne uge greb landets valgmyndigheder ind i sagen, som de kalder for ulovlig. Hvis ikke de kvinder, som stiller op i valgkampen, får deres ansigter afbildet på plakaterne, vil de partier, som kvinderne repræsenterer, blive fjernet fra afstemningen, lød det.

”Denne form for indgreb er farlig, den er ikke lovlig og modsætter sig alle love og traditioner," sagde Hassan Noui fra Den Uafhængige Høje Myndighed for Valgovervågning.

”Det er enhver borgers ret at vide, hvem han stemmer på.”

Flest kvinder i parlamentet

Han bliver bakket op af Hassen Ferli, der arbejder i partiets FFS- kommunikationsafdeling. Det socialistiske parti er et af de fem partier, som har vist en blank oval i stedet for et ansigt.

”Det er meget uheldigt, at man har tilbagetrukket billeder af vores kandidater og i stedet erstattet dem med en anonym skitse, der skal formodes at repræsentere en kvindelig figur. FFS har beordret en øjeblikkelig tilbagetrækning af denne plakat og fordømmer det kraftigt,” siger han til det algeriske medie Algerie-Focus.

Kvinders inddragelse i algerisk politik begyndte ellers at opleve positive fremskridt for fem år siden. Ifølge et FN-udviklingsprogram, der er citeret i Venturesafrica, besad algeriske kvinder 31 procent af pladserne i parlamentet i 2012, hvilket gjorde landet til det arabiske land, der har flest kvinder repræsenteret i parlamentet.

Alligevel mener nogen, at kvinders deltagelse i politik fortsat vil blive forsøgt forhindret af konservative kræfter i samfundet.

Intet ansigt på tv

En af de kvinder, som stiller op til valget, men som i første omgang ikke måtte vise ansigt på valgplakaten, er Fatma Tirbakh. Da hun diskuterede sagen på tv, blev hendes ansigt heller ikke vist.

”Visning af mit billede er vigtigt, tror jeg. Men jeg kommer fra en sydlig region. Ærlig talt, der er meget konservativt ... og det er på grund af det, at mit eget foto ikke bruges,” siger hun ifølge BBC og Venturesafrica. 

Hun tilføjede dog, at ingen i hendes familie har problemer med hendes arbejde som politiker.

Algeriet er ikke det eneste land, hvor kvinder, der stiller op til parlamentsvalg, har fået fjernet deres ansigt på en valgplakat. Under det egyptiske valg til parlamentet i 2011/2012 viste salafistiske partier billedet af en blomst i stedet for kvindelige kandidaters ansigter.

På grund af regler om ophavsret, kan Globalnyt ikke vise billeder af de omtalte plakater. De kan i stedet findes på Google.