Alle revolutioner æder deres børn

Forfatter billede

Der skal mod til at ruske op i nationalklenodierne. Da din film ’Manden fra Oran’, om Algeriets befrielseskrig mod franskmændene fra 1958-62, blev vist i Algeriet, førte den til tumulter og slagsmål, og en langskægget Tv-prædikant ville have den forbudt. Hvorfor?

”Islamisterne skabte mediehysteri over forbruget af alkohol i filmen og undgik dermed debatten om den udbredte korruption, volden og revolutionens svigt. Andre kritiserede, at den fremstiller frihedskæmperne som svage, drikfældige og resignerede”, fortæller den talentfulde fransk-algeriske skuespiller og filminstruktør, Lyes Salem, under Cinematekets nye arabiske filmfestival Arabian Nights, der er støttet af Udenrigsministeriets Arabiske Initiativ.

”Man må ikke røre ved nationens helte og martyrer i Algeriet. At filmens hovedperson bliver involveret i frihedskampen ved et tilfælde, er også uhørt. Alle gik naturligvis overbeviste og heroiske ind i kampen. Frihedskæmperne har fortsat en vigtig rolle i samfundet, men fx bliver licenser, der giver adgang til lejligheder, jobs og pensioner for familier til revolutionens martyrer, videresolgt for højeste bud. Mere hellige er de ikke,” forklarer Lyes Salem.

”50 år efter Algeriets uafhængighed fra Frankrig er Den nationale Befrielsesfront, FLN, også kaldet enhedspartiet, stadig ved magten. Partiet har formået at skabe et billede af, at alle født efter 1962 skylder regimet at bakke op om det, fordi det har befriet Algeriet efter 130 års fransk kolonistyre”, forklarer Lyes Salem. 

Alle talte om filmen, selvom få havde set den. Der er vel ikke så mange biografer i Algeriet?

”Efter forpremieren fyldte den landets 10 biografer og cinemateker i det nordlige Algeriet. Der findes ingen biografer i syd, men piratkopier cirkulerer og har også skabt virak på de sociale medier, som tydeligt tegn på succes”, siger han storsmilende.

Historiske dramaer

Hvor kom inspiration til filmen fra?

”Jeg fik tidligt interesse for historiske dramaer, født i Algeriet af en algerisk far og en fransk mor. Jeg elskede teater i barndommens Algeriet og kom på skuespilskole i Paris, efter min mor blev skilt og flyttede til Frankrig. Det var lige før borgerkrigen brød ud i 1988, der kostede over200.000 mennesker livet over 10 år. Jeg kom tilbage på ferie, men opdagede hurtigt, at Algeriet ikke var noget ferieland længere. Stemningen op gennem 1990’erne var hård med mistro, spændinger og vold. En stor kontrast til det småborgerlige familieliv, jeg husker. Folk var fattige i 80’erne, og mange havde ikke vand hver 3. dag, men hjemme hos os manglede der aldrig noget. Min far var funktionær i staten, og min mor arbejdede på det franske kulturinstitut, med rig adgang til teater og film, og jeg gik i fransk skole. Borgerkrigen vakte min politiske vrede,” fortæller den 42-årige instruktør.

Lyes Salem er dog ingen vred mand. Tværtimod lyser humoren ud af hans prisbelønnede kortfilm ’Cousines’ og hans første spillefilm ’Mascarade’, også om Algeriet. Han er i øvrigt stadig en fremragende skuespiller, fx som hovedpersonen Jaffar.

På hvilken måde adskiller din film sig fra andre algeriske film?

”’Manden fra Oran’ har mange lag, og meget er underforstået, som det var i mange algerieres familier, hvor fortiden ikke var noget, man talte om. Den er gangsterfilm, komedie og melodrama på en gang. Fx indgår et pantomimeteater, som ministeren opfører for sin ven, for at cementere historien om, at han er far til sønnen. Biograferne er fyldt med den slags propagandafilm, hvor magten producerer historier for folket. Staten finansierer dem og bruger dem til forskellige formål. Mange skuespillere lever af det”, forklarer Lyes Salem, der håber, at algerierne vil få smag for film, der viser nuancer og stiller spørgsmål.

Allerede under befrielseskrigen begyndte FLN en filmproduktion, som forherligede modstands-kampen, og temaet dominerede lang tid efter uafhængigheden. En film af stor symbolsk betydning var ’Slaget om Algier’ fra 1965.

Opgøret med fortiden

Hvad er det for et billede af Algeriet du vil give, og hvilken historie vil du fortælle?

’Manden fra Oran’ handler om forholdet mellem magten og folket og mellem far og søn. For begge forhold gælder det, at sandheden må frem, ellers er ingen udvikling mulig. Algerierne var børn, som man ikke fortalte sandheden for. Han må videregive sandheden til sin søn for at komme videre. Det samme gælder for Algeriet” siger Lyes Salem.

”Algeriet har udskudt opgøret med fortiden og ikke lært en tøddel. Styret fastholder det stivnede billede af revolutionen og dens helte og nægter at forholde sig til de mange tragiske skæbner.  Og det er blindt overfor, at revolutionens mål ikke blev indfriet”, siger han, der dog understreger, at ’Manden fra Oran’ ikke bare er en film om revolutionen i Algeriet.

 ”Det kunne være hvor som helst. Alle revolutioner starter med ildsjæle og mennesker, der bliver hvirvlet ind i den og ender ofte i magtmisbrug. Jeg startede på manuskriptet i 2011, da Nordafrika var optændt af de arabiske revolutioner. Jeg håber, at Tunesien vil lade den demokratiske proces være i fred og undgå at gribe ind overfor islamisternes fremmarch. Algeriet gennemførte det første arabiske oprør i 1988, der medførte frie medier og over 100 politiske partier. Da islamisterne stod til at vinde i 1991, blev valget aflyst, hvilket førte til Algeriets blodige borgerkrig,” forklarer han.

Identitets-skizofreni

Filmen stiller også de svære spørgsmål om algeriernes kulturelle identitet, om de er arabere, afrikanere eller berbere.  Og den udstiller algeriernes sproglige konflikter. Hvorfor?

”Algeriets første regering indførte klassisk arabisk som officielt sprog i modsætning til fransk, mens den algeriske befolkning i almindelighed taler algerisk. Algeriets ny uddannelsesminister har netop foreslået algerisk som officielt sprog i stedet for klassisk arabisk, og det går jeg fuldt ind for. Alt andet fører til forvirring og spild af tid i den offentlige forvaltning. Funktionærer skriver på algerisk eller fransk og skal have det oversat til klassisk arabisk”, siger han hovedrystende.

”I filmen bliver det helt grotesk, da fabrikslederen kræver klassisk arabisk indført på fabrikken, fordi der ikke findes udtryk for moderne redskaber. Sprog bruges også til at markere magtforhold. Dem, der behersker klassisk arabisk, er over andre, ligesom når nogle taler fransk” siger instruktøren.

Ligeså tragikomisk er scenen, hvor folk på fabrikken opdager, at de ikke kan betjene de elektriske installationer, for det har franskmændene ikke lært dem. Et fint billede på, at franskmændene efterlod Algeriet, Afrikas største land, uden at uddanne befolkningen.

Lyes Salems store øjne lyner af indignation, når talen falder på manglen på uddannelse i Algeriet.

”Men der blev også begået mange fejl efter befrielsen. Algeriet havde samme uddannelses-minister i 17 år, der intet gjorde for at give algerierne redskaber til at udvikle sig og landet.  Spørg ikke hvem du er. Tænk ikke. Vi tænker for jer. Sådan var det algeriske lederskab op gennem 90’erne. Den bristede drøm om revolutionen førte mange algeriere mod religionen og i armene på islamisterne, der benyttede sig af folks skuffede følelser,” siger han, der frygter at islamisternes nye krav om et moralpoliti kan påvirke Algeriets fremtidige filmproduktion.

Men stormen efter filmen har lagt sig. Og du kunne faktisk godt få tilladelse til at filme?

”Ja, manuskriptet blev godkendt, for den algeriske filmkommission, der består af kultureliten, så den som et friskt bud på historien. Algeriet har frie medier, og kritik er mulig, især i pressen og litteraturen, idet styret blot vender det døve øre til. Det er vanskeligere på TV, film og i tegninger”.

”Man rører ikke ved islam, præsidenten og det algeriske flag. Jeg husker en karikaturtegning, der viste to mænd i gaden og en snor med flag mellem to bygninger. En spørger, om der er fest i gaden og den anden svarer, nej, det er bare beskidt vasketøj. Tegneren fik 2 ½ års fængsel. Humor findes ikke, for mange er døde for det flag, der illustrerer legenden om martyrerne og det uafhængige Algeriet, ” siger Lyes Salem, der vender tilbage, for han har i sinde at vække algerierne, netop med film og humor.