Gå til hovedindhold

Mobile menu

Amnesty: Kvinder på flugt er særligt sårbare

Hverken regeringer eller hjælpeorganisationer formår i tilstrækkelig grad at beskytte de kvindelige flygtninge, der rejser fra lande som Syrien og Irak og begiver sig ud på den på mange måder farefulde rejse mod Europa, siger Amnesty International.
Kvinder og piger er særligt udsatte under flugten fra Syrien, siger Amnesty. Her er det en flygtningelejr på den tyrkiske side af grænsen til Syrien.

Kvinder og piger er særligt udsatte under flugten fra Syrien, siger Amnesty. Her er det en flygtningelejr på den tyrkiske side af grænsen til Syrien.

VOA (arkiv / CC)

Piger og kvinder, der er flygtet fra krig og konflikt i deres hjemlande, er særligt udsatte for vold, overfald, udnyttelse og seksuelle overgreb i løbet af deres rejse – også når de befinder sig på europæisk jord.

Amnesty har interviewet 40 kvinder og piger blandt nogle af de mange flygtninge, som er rejst fra Tyrkiet og via Grækenland gennem Balkan.

Samtlige 40 siger, at de har følt sig truet og usikre undervejs på deres rejser. Mange af dem fortæller til Amnesty, at de har oplevet fysiske overgreb, pengeafpresning, at blive befamlet eller i nogle tilfælde presset til at have sex med menneskesmuglere, sikkerhedsfolk eller med andre flygtninge.

”Efter at have gennemlevet krigens rædsler i Irak og Syrien har disse kvinder risikeret alt for at finde sikkerhed for dem selv og deres børn. Men fra det øjeblik de begynder denne rejse, er de igen udsat for vold og udnyttelse uden nogen videre støtte eller beskyttelse,” siger Tirana Hassan, der er Amnesty Internationals direktør for Crisis Response.

Sex til gengæld for en plads i en båd

En af de kvinder, Amnesty har talt med, er den 23-årige Hala fra Aleppo i Syrien.

”På et hotel i Tyrkiet sagde en af de mænd, der arbejder for en smugler, at hvis jeg gik i seng med ham, skulle jeg ikke betale eller betale mindre. Selvfølgelig sagde jeg nej, det var afskyeligt. Det samme skete for os alle i Jordan,” fortæller hun.

”Min veninde, der kom med mig fra Syrien, løb tør for penge i Tyrkiet, så smuglerens assistent tilbød hende at have sex med ham (mod at få en plads i båden). Hun sagde selvfølgelig nej og kunne ikke forlade Tyrkiet, så nu er hun der.”

Også i de modtagecentre i blandt andet Grækenland, hvor flygtningene passerer igennem, er der store problemer for piger og kvinder, beskriver Amnesty.

Læs mere på Amnestys hjemmeside