Gå til hovedindhold

Mobile menu

Asiens vækstmodel holder stadigvæk – også for Afrika

Nu 25 år efter den kolde krig fungerer de asiatiske landes succésmodel stadigvæk. Afrika er i fuld gang med at lære. 
Malysia er et af Asiens succesrige vækstlande. Petronas Towers i Kuala Lumpur er et symbol på den enorme fremgang som landet har gennemgået de seneste årtier.

Malysia er et af Asiens succesrige vækstlande. Petronas Towers i Kuala Lumpur er et symbol på den enorme fremgang som landet har gennemgået de seneste årtier.

IQRemix (CC BY-SA 2.0)

I mit forrige blog-indlæg påpegede jeg, hvordan asiatiske lande bør tjene som inspiration for udviklingen i Afrika. Sydkorea gav jeg som eksempel, men langt fra det eneste eksempel. 

En læser påpegede, at Sydkorea som vækstmodel havde nogle ”fordele” under den kolde krig, selvom landet var smadret af Korea-krigen, herunder adgang til eksport til USA, en adgang, som mange andre lande også har haft. 

Militær ”støtte” fra USA har derimod ikke trukket Sydkorea op, og selvom Sydkoreas helt enorme militærudgifter naturligvis må give en del teknologi-arbejdspladser, så har det formentlig også fristet til fejlsatsninger i tung industri undervejs, og militæret er samlet set i Sydkorea en økonomisk belastning, der konkurrerer om offentlige midler til forskning, uddannelse og infrastruktur. 

USA's uforsonlige holdning til Nordkorea er måske mere en udviklingsmæssig ulempe end en fordel for Sydkorea – helt op til i dag.

Landene i Asien har noget til fælles

Nu er Sydkorea som nævnt ikke det eneste succésrige tidligere udviklingsland i Asien, som jeg peger på. Kina har også gjort det. Og Taiwan og Singapore. Malaysia, Indonesien, Vietnam, Indien, Sri Lanka, Bangladesh, Filippinerne, senest også Cambodja og Myanmar, er på vej. Disse mange asiatiske succéslande må da have flere ting tilfælles. 

Dét har de også, blandt andet: Samfundsmæssig stabilitet, dygtige eliter, høj investeringsrate, massiv uddannelse, lang periode med konkurrence på lønningerne, en blanding af frit erhvervsliv og privat-offentligt erhvervsliv, et kulturelt set relativt svært tilgængeligt hjemmemarked – samt adgang for kæmpe eksport til avancerede eksportmarkeder (USA og Europa).

At der var særlige forhold for særlig Østasien i løbet af den kolde krig, som gjorde, at USA åbnede sine markeder for asiatisk import, det er i princippet rigtigt. Og i for eksempel Taiwan var USA også med til at sikre en jordreform, som blandt andet blev betalt med aktier i industrien, hvilket tilfældigvis gjorde, at tidligere jord-kapitalister kunne fortsætte som driftige by-kapitalister. Sådan udfolder historien sig lidt forskelligt i hvert land. 

Ideologisk konkurrence var ét af de elementer, som gjorde, at eliterne i Østasien følte sig presset til at skulle gøre noget for at udvikle samfundet. Østasiatiske eliter følte behov for at overgå det kommunistiske Kina – dét har jeg tænkt nøje over. 

Og det samme konkurrencepres gælder i dag ligeledes på Kinas side: Kinas kommunistiske elite føler sig belært af kolonitiden stadig presset til at matche USA og bevare indre stabilitet gennem vækst til flere og flere. 

En sådant motivation for at skabe generel udvikling har nogle eliter i for eksempel Mellemamerika ikke altid følt (ex Papa Doc i Haiti, den sidste Somoza i Nicaragua mfl.). Det er afgørende, at eliter ikke bare udplyndrer, men at eliterne er motiveret for at skabe generel udvikling.  

Fælles stormagts-interesser

I en tidligere analyse kaldte jeg engang Østasien for en ”konkurrence-sfære”, hvor USA i konkurrence med kommunist-Kina og Sovjetunionen havde en stærk interesse i at eliterne arbejdede for generel samfundsfremgang. De røde Khmerer i Cambodja var her en forfærdelig undtagelse. 

I Latinamerika og mange steder i Afrika havde USA derimod stor kontrol – Latinamerika og Afrika var derfor, hvad jeg har kaldt en ”kontrol-sfære” for USA, under den Kolde Krig. I Centralamerika og mange steder i Afrika følte USA ikke samme ”behov” som i Asien for at fremme social fremgang. 

USA havde i Latinamerika og Afrika muligvis mest af alt ønske om endnu mere kontrol, herunder undertrykkelse af oprørere. Og USA installerede og støttede i de fast ”kontrollerede” lande ikke mange dygtige eliter, men derimod en hel del røveriske og uduelige massemordere, som simpelthen ødelagde samfundene. 

Mange af den Kolde Krigs dårlige eliter i Latinamerika og Afrika er efter den Kolde Krig heldigvis rigtig mange steder afløst af meget mere dygtige eliter og social fremgang. 

Den Kolde Krig er for længst slut. Den ”asiatiske model” fortsætter i forskellige varianter stadig med at være fantastisk succésrig, nu i flertallet af asiatiske lande. Den kolde krig ophørte helt tilbage i 1989, og det er immervæk over 25 år siden. Flere lande i Asien, feks. Vietnam, Cambodja og Bangladesh er siden med den asiatiske model nu rigtig godt med på vognen. Bemærkelsesværdigt har Chile og Panama, efter deres erfaringer med morderiske eliter, siden udviklet sig på interessante måder, som vi bør studere nærmere.

Figuren nedenfor viser BNP-vækst i national valuta per indbygger i perioden efter den kolde krig – Asien har alle top-5 pladserne, og Asien har endda 8 ud af top-10. 



       

Etiopiens udgave af den asiatiske model

I Afrika er Etiopien efter krig og ødelæggelse nu det sidste par årtier hastigt på vej med en afrikansk udgave af den asiatiske model. Det samme er Uganda, Tanzania og Mozambique og Ghana. Når flere af Afrikas succéslande som Elfenbenskysten endnu ikke med på figuren ovenfor, så er det fordi deres vækst-eventyr er startet lidt senere efter 1990. 

Et land som Kenya ligger tilsyneladende lavere, men det er stadig godt klaret af Kenya, at holde positiv fremgang per indbygger, når man betænker hvor hurtigt Kenyas befolkning vokser. Samlet er Kenyas økonomi sammen med befolkningstilvæksten øget formidabelt. 

Sydafrika har været gennem en vanskelig periode med omstilling, men Sydafrika har lidt svært ved at komme ”op i gear” igen, og Sydafrikas udfordringer er noget, vi må tænke mere over.

Danmark ligger interessant nok langt nede uden sådanne forklarende årsager.

Den ”asiatiske vækstmodel” holder stadigvæk.