Bæredygtig udplyndring af Afrikas sidste koloni

Laayoune eller El-Aaiún er den største by i Vestsahara
Foto: Bjørn Christian Tørrissen
Forfatter billede

Vær kritisk over, hvad du hører om Marokkos indsats inden for vedvarende energi. En stigende del af de energiprojekter, som Marokko søger at markedsføre ved blandt andet COP22 i Marrakech, der starter den 7. november, er placeret i det besatte Vestsahara og ikke i Marokko, skriver den internationale NGO Western Sahara Ressource Watch (WSRW) i rapporten ”Powering the Plunder,” der blev udgivet onsdag.

”95 procent af den kontroversielle og lukrative udplyndring af ikke-vedvarende mineraler i Vestsahara, kommer fra 22 vindmøller, som Siemens byggede for nyligt,” kan man blandt andet læse i rapporten. Vindmøller som er bygget i Brande i Danmark.

I strid med international lov og folketingets anbefalinger

Ifølge FN, skal befolkninger der lever under besættelse, godkende og drage fordel af brug og salg af deres naturresurser, hvilket Vestsaharas oprindelige befolkning saharawierne ikke har gjort, hverken i forbindelse med Siemens-projektet, eller i andre tilfælde hvor den marokkanske kolonimagt udnytter Vestsaharas resurser. 

Derfor er Siemens’ vindmølleprojekt reelt i strid med international lov, ligesom det er imod folketingets anbefalinger. 

I juni vedtog folketinget nemlig enstemmigt et beslutningsforslag, der blandt andet fraråder danske offentlige institutioner og firmaer at handle i og med den marokkanske koloni Vestsahara.

Danske vindmøller i besatte områder

Siemens Wind Power, som er baseret i Brande i Sønderjylland, startede i 2013 med at bygge de 22 vindmøller i tilknytning til en fosfatgrav i Vestsahara. 

”Fosfatindustrien i Vestsahara er kontroversiel, og importørerne af fosfat fra Vestsahara er blacklistet af danske banker og pensionsfonde. Men 95 procent af energien, som behøves af den marokkanske statslige fosfatproducent, kommer fra vindmøller lavet i Danmark,” fortæller Erik Hagen fra WSRW.

Siemens vandt i december desuden en ordre til at bygge yderligere fem vindmølleanlæg, hvoraf de to bliver bygget i Boujdour i Vestsahara. 

Vindmøllerne skal bygges på Siemens fabrikker i Jylland og forventes at være i drift i 2020. De forventes at indbringe Siemens Wind Power, og dennes partner i projektet Enel, cirka 6 milliarder kroner. 

I alt kommer 7 procent at Marokkos energi fra sol- og vindenergi fra det besatte Vestsahara, og i 2020 planlægger Marokko at over 40 procent af landets elektriske kapacitet skal komme fra vedvarende energi. En fjerdedel af energien skal komme fra vindmøller i det besatte Vestsahara, skriver WSRW i rapporten.

Afhængig af kolonisering

Ifølge rapporten ejer Marokkos kong Mohammed VI næsten tre fjerdedele af aktierne i de firmaer, der kontrollerer landets vedvarende energiforsyning, så selvom koloniseringen af Vestsahara er dyr for den marokkanske befolkning, tjener kongen personligt styrtende med penge i Vestsahara. 

Og så længe han gør det, er det tvivlsomt om han har tænkt sig at lade saharawierne få den folkeafstemning om selvstændighed, som de har ret til ifølge international lov, og som både Marokko og FN lovede dem for over 25 år siden.

Ifølge rapporten giver Marokkos energieventyr i Vestsahara desuden besættelsen legitimitet, ligesom den er med til at forhale og forpurre den FN-ledede fredsproces. 

”Den stigende elektriske kapacitet i Vestsahara gør det muligt for marokkanske bosættere at blive boende i Vestsahara, ligesom det er bekymrende at dele af denne er tiltænkt Marokkos egen energiforsyning. På denne måde bliver Marokko endnu mere økonomisk forbundet med, og afhængig af, det område som landet har besat,” konkluderer WSRW.

Reklamerer ved COP22

Selvom FN tydeligt har tilkendegivet, at man ikke kan støtte projekter i besatte områder som det af Marokko besatte Vestsahara, og at man i øvrigt betragter besættelsesmagters handel med deres koloniers varer som værende i strid med international lov, har United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), der blev vedtaget og oprettet ved COP15 i København, besluttet at afholde COP22 i netop Marokko.

Det marokkanske miljøministerium kan derfor, på den officielle COP22-hjemmeside som man selv har lavet, reklamere for landets vedvarende energiprojekter, herunder dem i Vestsahara, som om det har FN’s velsignelse.

UNFCCC skrev til WSRW, at man ikke havde tænkt sig uden videre at afvise ansøgninger fra Vestsahara, skriver NGO’en i rapporten. Dette selvom andre FN-organer som FN’s udviklingsprogram UNDP og UNESCO, samt Verdensbanken har tilkendegivet at man ikke vil støtte projekter i Vestsahara.

”UNFCCC risikerer hermed at blive misbrugt til at fremme infrastrukturelle projekter, sat i værk af en besættelsesmagt, i et område som FN forsøger at forhandle en løsning i, som respekterer saharawiernes ret til at afgøre deres egen fremtid,” pointerer WSRW i rapporten.

”Grøn energi bør blive produceret på reneste vis – såvel i legal-, teknisk- og moralsk forstand, samt i henhold til menneskerettighederne. De marokkanske planer, der beskrives i denne rapport, underminerer troværdigheden af en sådan global indsats og er i strid med international lov, ligesom de underminerer FN’s forsøg på at finde en løsning på konflikten.”