Bare Vagn

vagn_berthelsen_oxfam_ibis_foto_anders_thormann
Efter 21 år i spidsen for Oxfam IBIS stopper Vagn Berthelsen som generalsekretær.
Foto: Anders Thormann/Oxfam IBIS.
Gerd Kieffer-Døssing

25. april 2017

Vagn Berthelsen

Født 4. maj 1952

1977 Cand.jur., Københavns Universitet

1978 Ansvarlig for opbygning af, hvad der dengang hed, ’arbejdslejre’, hvor unge danskere rejste ud og lavede frivilligt arbejde, i Indien, Sri Lanka og Vestafrika, Mellemfolkeligt Samvirke

1980 Ulandsfrivillig i Kenya – underviste i historie, geografi og trænede pigebasketholdet på en mellemskole på landet.

1983 Fuldmægtig i Arbejdsministeriet

1985 Projektansvarlig blandt andet med opstart af program i Nicaragua, Mellemfolkeligt Samvirke

1988 Landechef i Zimbabwe, Mellemfolkeligt Samvirke

1992 Informationschef, Mellemfolkeligt Samvirke

1996 GeneralsekretærIBIS/Oxfam IBIS

2017 ?

Titlen på et Oxfam IBIS-arrangement torsdag d. 27. april er kort og godt ’Farvel til Vagn’. Mere er nu heller ikke nødvendigt, for Vagn har ikke brug for nogen introduktion i udviklingsbranchen.

Der er kun den ene: Vagn Berthelsen. Manden, som aldrig har været bange for at lægge sig ud med den herskende politiske linje. Manden, som insisterer på at sætte spot på de underliggende årsager til verdens ulighed. Manden, som har arbejdet med udvikling i over 40 år – de sidste 21 af dem i spidsen for en af Danmarks største ngo’er. Men ikke så meget længere.

Lige dele indignation og fascination

For til maj, når Vagn Berthelsen stopper som generalsekretær for Oxfam IBIS, er det slut. I hvert fald med at arbejde forrest i rampelyset. Det virker han ret afklaret med, som han sidder der på den anden side af det lille, runde mødebord i et lille kontor i Oxfam IBIS’ lokaler, der ligger lige over for Industriens hus; dér hvor Vesterbrogade støder ud til Rådhuspladsen.

Når man researcher på Vagn Berthelsen, er det svært ikke at se indignationen som en rød tråd i hans arbejde – og selvom han selv køber den udlægning af hans drivkraft, er der også andre ting, der spiller ind, fortæller han:

”Det er en blanding af flere ting: Det er indignation over den ulige fordeling af verdens goder, men der er også fascinationen af det, du ser og oplever, af de mennesker, du møder, hvor du jo forbløffes over det menneskelige overskud, der tit er i den del af verden på trods af de barske omstændigheder, man bor under.”

Samtidig ligger det til Vagn Berthelsen – og til IBIS, kunne man tilføje, selvom det ret beset er at tage forskud på snakken om forholdet Vagn-IBIS, som vi vender tilbage til senere – at tage samfundets dybere, underliggende emner op. Emner, der ikke altid er populære for magthaverne, men som ikke desto mindre er nødvendige, fordi de i griber fat om ondets rod:

”Hvis du kigger tilbage på, hvad jeg har blandet mig i af diskussioner, så er det især årsagerne til fattigdommen og årsagerne til uligheden, som har optaget mig gennem alle 40 år og ikke mindst gennem de sidste 20. Altså at sætte de store emner på dagsordenen – også med henblik på at ændre de systemting, som betinger fattigdom, og som betinger at mennesker lever i fattigdom.”

Fra bordel til bevidsthed

I hovedpersonens egen optik blev hele hans engagement nok et eller andet sted kickstartet med en arbejdslejr til Kenya med Mellemfolkeligt Samvirke i 1975. Den dengang 23-årige Vagn Berthelsen havde taget orlov fra jurastudiet på Københavns Universitet for at komme ud at rejse, men i dag ved han faktisk ikke, hvorfor han tog af sted:

”Mit bedste bud er, at der i det generelle samfundsengagement efter 1968 lå et eller andet med involvering og en blanden-sig i samfundet. De diskussioner, som jeg blev en del af i miljøet, handlede om at lave forandringer i verden; det var jo en periode, hvor alting var muligt.”

I Nairobi overnattede Vagn Berthelsen sammen med fire andre danskere på et cementgulv i, hvad der viste sig at være, et bordel. En nat, hvor han ikke kunne sove, gik han udenfor for at ryge en cigaret, da en nattevagt henvendte sig og spurgte den unge danske mand, om han ville have en kvinde.

”Det var ikke lige det, der var meningen,” siger Vagn Berthelsen, efter han har imiteret, hvordan hans yngre jeg afværgende holdt hænderne op og med vild hovedrysten afviste tilbuddet.

Selvom Vagn Berthelsen tydeligt husker oplevelsen og dens skarpe illustration af uligheder mellem mellem rig-fattig, mand-kvinde og sort-hvid, var det hverken den eller en anden enkeltstående begivenhed, der gjorde udslaget for hans videre karrierevalg. Men summa summarum er, at Vagn Berthelsen tog hjem fra Kenya med en klar beslutning om at færdiggøre sit jurastudium, velvidende at han nok ikke ville bruge det i særlig traditionel forstand.

”Hvad jeg jo heller ikke har,” tilføjer han.

Ganske rigtigt viser Vagn Berthelsens CV, at et par år i Arbejdsministeriet er eneste arbejdserfaring, der knytter sig til hans uddannelse, og som ikke er direkte forbundet til udviklingsarbejde i en eller anden forstand. Han vendte tilbage som ulandsfrivillig i Kenya og i flere år arbejdede han for Mellemfolkeligt Samvirke – først som militærnægter, siden som projektudvikler ad flere omgange (og i flere lande), som landechef i Zimbabwe og senest som informationschef – inden han kom til IBIS i 1996.

En organisation i krise

Fem år forinden, i 1991, havde IBIS løsrevet sig fra den verdensomspændende studenterorganisation WUS, som den danske organisation havde været en del af i 25 år og som man gradvist havde lagt større og større afstand til. I 1991 blev det afgørende skridt så taget, men de følgende fem år havde ikke just skabt mere styr på eller sammenhæng i organisationen.

Posten som generalsekretær, som Vagn Berthelsen overtog, gik sågar under den uofficielle betegnelse ’svingdøren’, fordi hans to forgængere begge var blevet afskediget.

”Jeg kan huske, at jeg blev spurgt, om jeg var bange for at blive fyret, og hvor jeg var arrogant nok til at sige, at det nok ville være et større problem for IBIS, end for mig,” siger Vagn Berthelsen med et lille grin.

Selvom det måske nok var lidt arrogant, så havde han en pointe. For organisationen, Vagn Berthelsen overtog ansvaret for, var med hans egne ord i krise, og der var et tydeligt behov for at få ro på og skabt en mere balanceret og ’hel’ organisation.

Problemet var, at der ikke var en særlig stor sammenhæng mellem, hvad IBIS lavede i for eksempel Sydafrika og Bolivia, hvilket betød at medarbejderne på tværs af organisationen på mange måder arbejdede i ’lukkede rum’:

”Der var en, der fandt på at døbe det nonneceller og munkeceller – altså, der blev delt for lidt på tværs. Der var brug for en samlet strategi for hele organisationen, som selvfølgelig skulle være kontekstuelt bevidst med blik for, at landene var forskellige, men så der var en sammenhængskraft, og man kunne se, at det var én organisation og ikke syv forskellige.”

Senere igangsatte man en decentraliseringsproces, der ved at fjerne kontorer på regionsniveau skulle give mere råderum og frihed til landedirektørerne. Det ville give dem friere tøjler til at implementere de forskellige programmer på en måde, der var fleksibel og kunne justeres i forhold til lokale forhold.

Med andre ord: Ved at fjerne hierarkiske lag sikrede man en hurtig respons fra landekontorernes side, når de skulle tilpasse de programmer, man fra hovedkontoret havde udstukket rammerne for, til en skiftende lokal kontekst.

Når han i dag kan se den lange beslutningsproces, andre organisationers landekontorer skal igennem, før de kan reagere på lokale ændringer, er Vagn Berthelsen tilfreds med resultatet af IBIS’ decentralisering:

”Jeg synes, det har været rigtigt at decentralisere og blive mere klar på, hvad hovedkontorets rolle er i forhold til politik og strategi og i forhold til koordination og kontrol for nu at sige det på den korte formel.”

Ind i Oxfam

Udover de større ændringer på ledelsesniveau, har Vagn Berthelsen også været med til at sætte retning for IBIS’ arbejde over de sidste to årtier. Eller, som han siger:

”Det er jo ikke sådan, at organisationen er et blankt papir, og så kommer jeg ind, og så skal det være min organisation… Du har en organisation med et dna, som du skal bygge videre på og udvikle; jeg blev ikke ansat til at ændre det fundamentalt.”

En af de milepæle, Vagn Berthelsen vil fremhæve, er geografisk; nemlig beslutningen om at engagere sig i Vestafrika, som han kalder et ”heldigt og strategisk rigtigt valg.” En anden er IBIS’ særlige fokus på uddannelse, som man bevidst har satset på og haft stor succes med. Og så er der selvfølgelig det afgørende skridt, der blev taget i marts 2016, og som man ikke kan komme uden om. Nemlig, det faktum, at IBIS blev indlemmet i den internationale Oxfam-sammenslutning.

Der har været megen kritik af beslutningen om at blive en del af Oxfam – både internt og eksternt – men for Vagn Berthelsen har der aldrig været tvivl om, at det var en fordel at blive en del af noget større:

”Jeg synes i al beskedenhed, at Oxfam er den mest interessante af de internationale ngo’er. Det er en helt central organisation, og vi vidste jo godt fra de mange år, hvor vi også har samarbejdet på forskellige leder og kanter, at der er et meget stort overlap mellem, hvad vi vil og hvad Oxfam vil.”

Selvom indlemmelsen i Oxfam har medført mere bureaukrati og tungere beslutningsprocesser, er der meget at vinde ved at være en del af en international konføderation, forklarer Vagn Berthelsen. Man har mere gennemslagskraft, kan lave større kampagner, og man kan nyde godt af og falde tilbage på hinandens kompetencer.

Et konkret eksempel er, at Oxfam IBIS efter fusionen har kunnet byde på og vinde et udbud under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP. Udbuddet, der handler om at skabe nye jobmuligheder for unge, nappede IBIS for næsen af DUF og Mellemfolkeligt Samvirke, der modsat IBIS har været aktive i regionen i mange år.

Men Oxfam IBIS manglende kendskab til regionen betød ikke noget, fordi man bød på udbuddet sammen med tre andre Oxfam-medlemmer fra henholdsvis Storbritannien, Holland og Spanien, der alle har en lang erfaring med projekter i Nordafrika og Mellemøsten, lykkedes det at vinde.

For Vagn Berthelsen viser dette, netop hvorfor det giver mening at være blevet en del af en international organisation:

”DAPP er nyt for os, og når vi vandt udbuddet, så er det virkelig udtryk for, hvad vi kan, når Oxfam-systemet spiller sammen.”

Persona non grata

At vinde DAPP-udbuddet er en klar sejr, men de 21 år har også budt på nederlag, blindgyder og fejlskøn. Sådan er det; også selvom det ikke nødvendigvis er noget, man har lyst til at huske på eller blive mindet om.

”Jeg læste i et interview med Ulrik Haagerup (Nyhedsdirektør i DR, red), at han havde en god evne til at glemme fejltagelser, han havde lavet; det kunne jeg et eller andet sted godt genkende…,” siger Vagn Berthelsen og griner.

Men én fejltagelse husker han alligevel ret klart, hvilket måske skyldes det faktum, at hans juleaften det år blev totalt spoleret, fordi han måtte bruge to timer på at skype for at forsøge at få klarhed over, hvad der var gået galt. Det var i 2013, da IBIS lige op til jul blev smidt ud af Bolivia.

Sagen var den, at IBIS gennem sit program i Bolivia støttede to organisationer og et netværk af lokalradioer, som var en torn i øjet på præsidenten og regeringen, der reagerede med at smide IBIS helt ud af landet. Efter en ødelagt juleaften og en masse snak frem og tilbage blev den diplomatiske løsning, at IBIS Bolivia var persona non grata, mens IBIS Danmark var gode nok. Kompliceret, men det fungerede. Selvom resten af IBIS’ aktiviteter i landet derfor fortsatte på den ene eller anden måde, ærgrer det alligevel Vagn Berthelsen i dag, at det overhovedet kunne finde sted:

”Det var for dårligt, at vi som organisation ikke havde tilstrækkelig kontakt med det politiske niveau i Bolivia til at vide, at der var et eller andet, vi gjorde, som bare ikke var acceptabelt. Så det var da et kæmpe nederlag og utrolig bøvlet, at vi blev smidt ud.”

Business blomstrer ikke i Sydsudan

Et af de projekter, der fortsatte i Bolivia, er samarbejdet med Claus Meyer om etableringen af en madskole og gourmetrestauranten Gustu, der er blevet international anerkendt. Det projekt er samtidig et eksempel på, hvordan IBIS også har åbnet sig mod at lave partnerskaber med den private sektor – et andet eksempel er et mangeårigt samarbejde med chokoladevirksomheden Toms i Ghana, hvor man arbejder for at få børnene væk arbejdet i kakaoplantagerne og ind på skolebænken i stedet.

”Verdensmålene er jo en udfordring til virksomhederne, fordi de er helt centrale aktører i forhold til at få det hele til at spille sammen. Jeg synes, det er utrolig spændende, men når det så er sagt, så tror jeg også, man skal spise brød til. Det er ikke sådan, at privatsektoren kan løse alt.”

Og her kommer indignationen og fattigdomsårsagerne igen i spil. For Vagn Berthelsen er det klart, at der er en modstilling mellem, hvor bistandskronerne kan gøre den største forskel – nemlig i fattige, skrøbelige og konfliktramte lande – og hvor virksomheder har lyst til at tage hen:

”Når du snakker udviklingsbistand er der ikke en ligning, der siger: Private virksomheder = så løser vi de andre problemer. Virksomheder vil kigge efter infrastruktur, rule of law, uddannede folk, afsætningsmuligheder og så videre – det er ikke det, der blomstrer i Sydsudan.”

De to skift

De sidste år er der sket store omlægninger af udviklingsbistanden. Rammeaftalerne er sløjfet, pengeposen er drastisk formindsket, og man snakker om, at ngo’erne er blevet konkurrenceudsat, fordi de nu skal konkurrere indbyrdes om at få tilskud fra Danida.

Omlægningen er blevet kritiseret af branchen – blandt andet fordi der er risiko for en øget ensretning af ngo’erne, når bevillingerne er bundet op på flere og flere krav i forhold til for eksempel lande og tematikker. Men Vagn Berthelsen er egentlig ganske positiv, fordi det nye system kan åbne dørene for andre aktører, der ikke har haft en chance tidligere:

”Altså jeg synes ikke, konkurrenceudsættelsen er ny for at være helt ærlig – det kommer jo lidt til at lyde som om, vi har trukket penge i en automat før, og det er ikke tilfældet. Det nye er, at nogle aktører, som ikke før har haft mulighed for at byde ind, nu har fået muligheden for at byde ind, og det er fair nok.”

Det er langt fra første gang, der sker ændringer i udviklingsbistanden i de 21 år, Vagn Berthelsen har siddet i spidsen for IBIS. Selvom der løbende er sket større og mindre justeringer, er hans vurdering, at man på et grundlæggende plan kan identificere to overordnede skift.

Det første er skiftet fra blød til hård magt:

”Det er et skift fra en tro på, at Danmark har en helt central rolle at spille med blød magt, altså ved at arbejde med ting som miljø, fred, stabilitet og udviklingsbistand, og at Danmark får, jeg var lige ved at sige uforholdsmæssig, meget taletid ude i verden, fordi vi står for det her – til det, som Fogh har stået for: Hård magt. Altså vi skal ned og kæmpe i den hårde ende i Afghanistan, og det er jægersoldaterne det handler om og alt det der. Så der er på det helt overordnede plan et skift i retning af, at der er flere soldater og færre fredsarbejdere.”

Det andet skift ligger i, at kravene til dokumentation og skriftlighed har været støt stigende gennem alle årene, hvilket har været med til at øge den tid, ngo’erne har brugt på bureaukrati og på at finde hoved og hale i al papirarbejdet.

”Det kan godt være, at projektet var et glimrende projekt, men hvis ikke det er beskrevet på papir i den korrekte formular, så skete det ikke; hvis ikke du kan ticke i dén boks, så får du ikke point,” siger han og understreger samtidig, at det ikke kun er en kritik af Danida. Det samme skift er også sket i EU og blandt andre statslige donorer.

Ikke noget one man show

Men snart er både konkurrenceudsættelse og dokumentationskrav fortid. Vagn Berthelsens sidste officielle dag på jobbet som generalsekretær for Oxfam IBIS er søndag d. 30. april – fire dage inden han fylder 65 år.

Egentlig kunne han fint trække sig tilbage og måske blive endnu mere ’bare Vagn’, end han er i dag. Han kunne hygge sig med de fire – snart fem – børnebørn, bruge tid med venner og familie og finde nye ting uden for udviklingsverdenen at kaste sig over. Det er da også en del af planen, men at stoppe 100 procent kommer nok ikke til at ske.

”På engelsk ville jeg sige, at jeg skal have a different work-life balance, men lidt mere uddybet vil jeg sige, at jeg vil gerne lave nogle konsulentopgaver, men at det skal være noget, der ligger til mig. Det vigtige for mig er, at det er opgaver, der er spændende og relevante – jeg har ikke lyst til at tage jobs, bare for at tage jobs, hvis du forstår, hvad jeg mener,” siger han.

Og så ender vi lidt ved det her spørgsmål om Vagn og IBIS – om det overhovedet er muligt at skille de to fra hinanden; om IBIS langt hen ad vejen er Vagn og omvendt? Nej, lyder det korte svar, for ”det har jo ikke været noget one man show” – tværtimod, understreger han, har der været rigtig mange hænder og hoveder, som igennem alle årene har leveret resultaterne og også tegnet organisationen udadtil.

Men samtidig er Vagn Berthelsen godt klar over, at han vil være synonym med IBIS for rigtig mange mennesker et godt stykke tid endnu:

”Jeg tror nok, at der efter så lang tid er mange, der vil sætte et temmelig stort lighedstegn mellem organisationen og mig selv, og det vil nok tage lidt tid at ændre… Så der er en eller anden form for sammengroethed, det er klart.”

På den baggrund tænker han også, at det er fint, at hans afløser, Mie Roesdahl, kommer udefra og kan repræsentere noget nyt og være med til at udvikle organisationen, for, som Vagn Berthelsen siger:

”Hvad jeg ikke har lavet i de sidste 21 år, kommer nok heller ikke til at ske de næste fem eller ti år.”